Materialer

Skrivemateriale 

De ældste håndskrifter i bogform er skrevet på pergament der afløste papyrusruller som blev benyttet i oldtiden og den tidlige middelalder. Fra 1400-tallet brugte man papir. 

Skindet

Dyreskind som skrivemateriale går helt tilbage til det første århundrede f.Kr. I Sydeuropa brugte man skindet fra mange forskellige dyrearter, såsom ged, får, æsel eller svin, mens man i Nordeuropa især anvendte kalveskind. Skind bearbejdet til skrivemateriale kaldes for 'pergament'. Den fineste kvalitet kendes også under betegnelsen 'vellum' (oldfransk 'vélin' betyder en ung kalv), og allerfinest var de typer der stammede fra unge eller ufødte dyr, hvilket gjorde skindet særlig blødt og tyndt.

Pergament 

Skindet blev flået af dyret hvorefter det blev vasket og lagt i et kalkbad således at det blev muligt at fjerne hår på ydersiden og fedt på indersiden med en skraber. Så blev skindet vasket i rent vand, lagt i blød igen, spændt ud i en ramme for at det kunne tørre og en sidste hårafskrabning finde sted. Når skindet var blevet tørt, blev det finpudset med kridt eller pimpsten og bagefter skåret til med en kniv i et ensartet format der blev foldet på midten således at der fremkom to sammenhængende blade (et dobbeltblad) med fire sider.

Læg 

Dobbeltbladene blev lagt i læg, det vil sige et vist antal blade inden i hinanden. Den mest almindelige lægstørrelse består af fire dobbeltblade (8 blade med 16 sider) og kaldes en 'kvaterne'. Skrivningen af teksten fandt sted mens bladene lå således som løse blade i læg. 

Indbinding

Når teksten var skrevet færdig, blev læggene samlet og lagt oven på hinanden og hæftet sammen i ryggen til en bogblok. Se et nærbillede af AM 468 4to for at se et eksempel på et opslag mellem to læg. For at beskytte og forstærke bogblokken blev den fæstnet til to træplader (perme) der blev forsynet med en lukkemekanisme. Det var almindeligt at bogblokkens ryg og træpladernes ydersider blev betrukket med skind. Se en hel side med billeder af de forskellige typer bind.

Nogle omslag blev dekoreret med udskæringer eller trykte mønstre. Se AM 225 fol. og AM 226 fol.

Originale håndskriftindbindinger er sjældne. På grund af skader er mange bind i tidens løb blevet renoveret eller udskiftet med nye. Også i dag bliver bind restaureret, både for at bevare selve bindene og for at beskytte deres indhold. Se et eksempel på restaureringen af et bind.

Foliering og paginering

Bladsiderne i et håndskrift blev ikke nummereret fra begyndelsen, men ved senere brug. Når man taler om et håndskrifts sidetal, bruger man betegnelsen 'foliering', det vil sige at give hvert blad (folium) et fortløbende nummer. Tallet skrives på bladets forside, og for at kunne skelne mellem forside og bagside bruges benævnelserne 'recto' og 'verso', forkortet r og v: 1r, 1v, 2r, 2v, 3r, 3v og så videre. Paginering betyder at forsyne hver side med et fortløbende tal: 1, 2, 3, 4, 5, 6.

Man kunne sørge for at læggene lå i den rigtige rækkefølge ved at mærke den første side i hvert læg med en 'lægsignatur', fx forløbende tal eller bogstaver i alfabetisk rækkefølge anbragt på foden af siden. I Marine Jespersdatters bønnebog fra begyndelsen af 1500-tallet er der et eksempel på en signatur som består af to ord: 'førstæ' og 'q' (forkortelse for qvaternion), altså den første kvaterne. 

Bogformater

En bogs format bestemmes af det antal gange et tilskåret ark papir foldes sammen (falses). Jo flere foldninger, jo mindre format. De forskellige formatbetegnelser fra det største til det mindste er: folio (fol., 2^o), det vil sige foldet én gang; kvart/quarto (4to, 4^o), foldet på tværs to gange; oktav/octavo (8vo, 8^o), foldet på tværs tre gange; duodes/duodecimo (12mo, 12^o) og sedes/sedecimo (16mo, 16^o).

I praksis regner man dog en bogs format efter dens størrelse: Folioformat når højden er over 35 cm, kvartformat med en højde på 25-35 cm og oktavformat med en højde op til 25 cm.