AM 595 a-b 4to
Opslaget 16v-17r
Romernes historie på islandsk pergament
Den islandske Rómverja saga (Historien om romerne) er en bearbejdning af oversættelser fra slutningen af 1100-tallet af tre latinske værker fra den klassiske oldtid, Bellum Iugurthinum og Catilinae coniuratio af Sallust og Lucans Pharsalia. Efter alt at dømme blev de latinske tekster oversat én efter én og derefter samlet til en saga om Romerne. Sagaen er overleveret i to forskellige versioner, en ældre, som menes at være tro med originalen, og en yngre, som er blevet forkortet. Den ældre version findes kun i nærværende håndskrift, AM 595 a–b 4to, som efter al sandsynlighed er skrevet i klostret på Þingeyrar på det nordvestlige Island.
To ukendte skrivere
Håndskriftet er skrevet af én skriver, der har udført sit arbejde i tidsrummet 1325–1350 med undtagelse af fol. 29v–30r, som er skrevet af en anden skriver noget senere. Håndskriftet er overleveret i to dele, betegnet ‘a’ og ‘b’, som først blev forenet igen i 1800-tallet.
Fragment
AM 595 a–b 4to er mangelfuldt overleveret, da der kun er bevaret 38 af de oprindelige 76 blade. Enkelte af bladene er skrumpet i tidens løb, og nogle af dem har fået skåret stykker af. Hårdest er det gået ud over blad 24, som sandsynligvis har været bortkommet på et tidspunkt, men som senere er kommet i Arne Magnussons besiddelse. Håndskriftet er mange steder forsynet med røde kapiteloverskrifter, ligesom der er gjort noget ekstra ud af nogle af initialerne, som også er skrevet med rødt blæk. Flere steder er der imidlertid levnet plads til kapiteloverskrifter og initialer, som aldrig er blevet færdiggjort.
Illustrationer og tekst i marginerne
Der er mange illustrationer i marginen og især nederst på siderne. En del af dem stammer fra håndskriftets tilblivelsestid, mens andre er tilføjet senere. De fleste af illustrationerne forestiller mennesker, og enkelte relaterer til teksten, hvilket er ret usædvanligt for et håndskrift fra det 14. århundrede. For eksempel er der i marginen på en af siderne et billede af en borg, der relaterer til et kapitel med titlen »Unninn kastali af Metello« (Metellus indtager en borg). Nederst på side 2r, som gengives her, ses en mand, der i tilbagelænet stilling sluger bogstavet s i ordet »skaut« (skød), eller alternativt spytter det ud, samtidig med at han peger på ordet med sin venstre hånd. Med sin højre hånd peger han på ordet »braut« (væk) længere henne i sætningen, måske for at vise, at ordene rimer. De yngste illustrationer er knap så vellykkede som de ældste, men der er til gengæld større variation i de yngste, der bl.a. forestiller forskellige fabeldyr.
I 1600-tallet er nogle navne tilføjet hist og her i marginen, hvoraf nogle kan knyttes til kendte personer fra samtiden. Foruden navnene er der tilføjet forskellige bemærkninger, hvoraf nogle har relation til teksten, mens andre virker vilkårlige. Endelig er der visse steder indsat nogle verselinjer i marginen, og nederst på side 27v er de sågar ledsaget af noder, der vender på hovedet. Disse verselinjer stammer måske fra et dansekvad, og noderne stammer muligvis fra en dansemelodi, men de hører tilsyneladende ikke sammen og kendes ikke andre steder fra. Arne Magnusson fik håndskriftet af Þorvaldur Stefánsson (ca. 1666–1749), præst på Eiðar i det østlige Island. Navnet på forgængeren, Þorsteinn Jónsson (ca. 1621–1699), er noteret på side 24r, hvor det endvidere oplyses, at dette blad blev fundet på hans hjemegn. Håndskriftet har således vandret fra det nordvestlige til det østlige Island, men hvordan og hvornår vides ikke.
Þorbjörg Helgadóttir
En metatekstuel reference til teksten: En mand sluger bogstavet s i ordet "skaut" (skød) - eller spytter det ud - samtidig med at han peger på ordet med venstre hånd. Med højre hånd peger han på ordet "braut" (væk) og viser således læseren at ordene rimer (indrim).