30. juni 2015

Codex Wormianus - Den nordiske mytologi

Codex Wormianus har arkivsignaturen AM 242 fol. Opslaget viser s. 34-35.

Codex Wormianus (Ole Worms bog) er skrevet omkring 1350 og er bemærkelsesværdig ved sit indhold, sin historie og bevaringstilstand.

En af de få islandske forfattere fra middelalderen, der kendes ved navn, er Snorri Sturluson (1179–1241). Det værk, som med størst sikkerhed tillægges ham, hedder Edda. Det kaldes også Snorra Edda (Snorris Edda), eller »den yngre Edda« – for at holde det ude fra de anonyme eddadigte, der tidligere gik under navnet Sæmundar Edda eller »den ældre Edda«.

Lærebog i skjaldedigtning

Snorra Edda er forfattet omkring 1230 som en lærebog i skjaldedigtning, en poetik, hvis fire dele alle findes i Codex Wormianus: 1. En Prolog, der forankrer værket i europæisk-kristen sammenhæng; 2. Gylfaginning (Gylfes blændværk), en mytologi med de berømte fortællinger om Odin, Tor, Balder osv. (navnet hentyder til den rammefortælling, de er lagt ind i); 3. Skáld- skaparmál, en indføring i det poetiske sprog, der forklarer skjaldedigtningens metaforiske omskrivninger (kenninger): Et skib kan fx betegnes som havets hest eller havets ski; og 4. Háttatal, en verslære, eller metrik, der i form af et skjaldedigt på godt 100 vers demonstrerer variationer af skjaldedigtningens hovedversemål (dróttkvætt).

Fire afhandlinger om grammatik

Snorra Edda er et af de vigtigste islandske middelalderskrifter overhovedet, på én gang hovedkilde til viden om den nordiske gudeverden og nøgle til forståelsen af den islandske skjaldedigtning. Ved desuden at optage de fire såkaldte grammatiske afhandlinger udbygger håndskriftets redaktør værkets teoretiske linje til at omfatte stil og retorik. Den første grammatiske afhandling står i en særklasse ved at være en original videnskabelig beskrivelse fra omkring 1150 af det islandske sprogs lydsystem. Afhandlingen findes kun overleveret i den 200 år yngre afskrift i Codex Wormianus. Håndskriftet rummer også den eneste afskrift af eddadigtet Rígsþula.

Ole Worm og Snorra Edda

Arne Magnusson fik håndskriftet i 1706 af Christen Worm, en sønnesøn til Ole Worm, som håndskriftet har fået sit navn efter. Ole Worm (1588–1654) var professor i medicin ved Københavns Universitet, men samtidig grundlægger af den nordiske oldforskning og studiet af runerne. Han var som professor vejleder for flere islandske studenter i København og korresponderede med dem, når de var kommet tilbage til Island. Håndskriftet fik han i 1628 af den islandske renæssances hovedskikkelse, præsten Arngrímur Jónsson, som det fremgår af en påtegning på første side: »Olai Wormii – dono Arngrimi Jonæ Islandi«. Her mødes den islandske og den danske renæssance – nærmest emblematisk for dansk-islandsk forskningssamarbejde gennem tiden.

Manglende stykker af Skáldskaparmál og Háttatal har Worm tilføjet i papirafskrift, bl.a. efter et håndskrift, han lånte af sin ven, historikeren Stephan Stephanius, professor ved Akademiet i Sorø.

Til forskel fra islandske pergamenthåndskrifter i almindelighed fremstår bladene i Codex Wormianus påfaldende blege. Forklaringen er, at Worm lod sin islandske medhjælper vaske dem i gammel urin, således som Worm fortæller det i et brev til Stephanius. Denne havde nemlig spurgt Worm, hvordan han kunne gøre sit mørkebrune håndskrift af Grettis saga mere læseligt.

Snorra Edda findes også i to andre middelalderlige håndskrifter, Codex Regius (GKS 2367 4to), erhvervet af Frederik 3. i 1662, nu på Island, og Uppsalahåndskriftet (DG 11 4to), som Stephanius fik 1639, nu i Uppsala Universitetsbibliotek, samt i Codex Trajec- tinus (Ms. 1374), en papirafskrift af et middelalderhåndskrift fra omkring 1600, som Ole Worm fik 1626, og som 1643 endte i universitetsbiblioteket i Utrecht. 

Peter Springborg