Høvisk kærlighed i bispehuen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

haandskrift.ku.dk > Højrebokse > Månedens håndskrift > Høvisk kærlighed i bis...

27. oktober 2016

Høvisk kærlighed i bispehuen

Månedens Håndskrift

Hvordan gik det til, at blade fra et norsk 1200-talshåndskrift med franske verdslige historier om unge menneskers hede elskov blev brugt som afstivning i en islandsk bispehue fra 1500-tallet?

En af de historier, biskoppen uafvidende har båret på sit hoved, handler om ridderen Grelent og hans betagelse af en kvinde, der er smukkere end landets dronning. (Klik på billedet for at se en større udgave.)

Under sit ophold på Island 1702–1712 havde Arne Magnusson sit hovedkvarter på bispesædet i Skálholt, hvor han en dag i 1703 fandt en bispehue fra den katolske tid. Man kan forestille sig hans overraskelse, da han gennem mitraens mørnede silkebeklædning opdagede, at den indvendige afstivning bestod af gamle håndskriftblade, og han har sikkert også moret sig, da han så, at indholdet var verdslige historier om unge menneskers hede elskov. Der er tale om to dobbeltblade fra et smukt, tospaltet pergamenthåndskrift. De er skåret til i samme trekantede form og størrelse, så at de har kunnet sys sammen i siden for at udgøre skelettet i en mitra. Sprogformen viser, at håndskriftet er skrevet i det sydvestlige Norge omkring 1270.

Håndskrifterne genbruges

Men hvordan er blade fra et norsk håndskrift havnet i en islandsk bispehue? Den islandske kirke hørte op til reformationen under ærkebispedømmet i Nidaros (Trondheim), og en nyudnævnt, islandsk biskop måtte derfor rejse til Nidaros for at modtage sine insignier. Man har forestillet sig, at denne mitra er syet efter mål i Nidaros, formodentlig omkring år 1500, men har ikke kunnet pege på en bestemt biskop. Holder man bladene op mod lyset, ses der syhuller fra borter og rosetter, således at man næsten synes, at mitraens broderede dekorationer må kunne rekonstrueres. På Nationalmuseet i København kan man se, hvordan den omtrent må have set ud. Her findes nemlig en anden bispehue fra Skálholt fra begyndelsen af 1500-tallet. Man ved, at den blev solgt på en auktion i 1802 over det i 1797 nedlagte bispesædes inventar, og at det var justitsråd Skúli Thorlacius (1741–1815), der i 1813 gav mitraen til Den Kgl. Oldsagskommission.

Berejste historier

Nu kunne man måske tro, som det oftest er tilfældet ved fragmenter, at resten af håndskriftet er gået tabt, men det gælder ikke for bispehuefragmentet. Håndskriftet, som det har været en del af, findes i dag i Uppsala, men har været vejen rundt om København (og Sorø). Den danske historiker og Saxo-udgiver Stephan Stephanius fik det nemlig fra Norge omkring 1630. Han lod det indbinde og skrev en indholdsoversigt i det på latin. Et par år efter hans død i 1650 blev hans håndskriftsamling købt af den svenske stormand Magnus Gabriel de la Gardie, der i 1669 skænkede den til universitetsbiblioteket i Uppsala. Af håndskriftets oprindeligt 56 blade synes en fjerdedel at være gået tabt, og af det sidste læg, der har leveret materiale til bispehuen, er der kun to blade tilbage. Bogen har nu signaturen DG 4–7 fol.

Håndskriftet anses for at være det ældste og vigtigste norske håndskrift med høvisk litteratur. Den længste tekst i bogen er de såkaldte Strengleikar (Strengelege), oversættelser til gammelnorsk prosa fra oldfransk af 21 høviske kærlighedsdigte, lais. Nogle af dem tilskrives Marie de France (1100-tallet). En af de historier, biskoppen uafvidende har båret på sit hoved, handler om ridderen Grelent og hans betagelse af en kvinde, der er smukkere end landets dronning. Strengleikar, der kun findes i dette håndskrift, blev ligesom flere andre repræsentanter for den europæiske, høviske litteratur oversat på initiativ af kong Håkon Håkonsson, Håkon den Gamle (1204–1263).

- Peter Springborg

På Nationalmuseet i København kan man se, hvordan huen omtrent må have set ud. Her findes nemlig en anden bispehue fra Skálholt fra begyndelsen af 1500-taltet.