Reykjabók

Njáls sagas mange rejser

Håndskriftet AM 468 4to, kendt under navnet Reykjabók, er skrevet på Island omkring eller kort efter år 1300 af en i øvrigt ukendt skriver. Selvom det måske ikke er det mest spektakulære islandske middelalderhåndskrift, er det ét af de vigtigste, der er bevaret. Det indeholder nemlig en næsten fuldstændig afskrift af den berømte Njáls saga, skrevet ret kort efter sagaens formodede tilblivelsestid.

Reykjabók består i sin nuværende form af 94 blade. I forhold til det oprindelige håndskrift mangler der to blade. Det ene blad er i 1600-tallet blevet erstattet af et nyt med tilsvarende tekst, som dog er af ringe kvalitet. Det andet blad er gået tabt senere, efter at Arne Magnusson kom i besiddelse af Reykjabók, men indholdet er heldigvis bevaret takket være en meget nøjagtig kopi af håndskriftet. Denne blev udført i begyndelsen af 1700-tallet af Arne Magnussons bror Jón, der gjorde sig stor umage med at efterligne palæografiske detaljer i transskriptionen.

Det er et bemærkelsesværdigt træk ved Njáls saga-teksten i Reykjabók, at den indeholder vers, som ikke findes i andre versioner. Versene udmærker sig ved oftest at stå i margenen, hvilket tyder på, at de er blevet tilføjet efter nedskrivningen af hovedteksten. Selvom disse vers ikke skyldes skriveren af hovedteksten, så er de dog indført af en samtidig hånd. Dette giver os en vis indsigt i de middelalderlige skriveres arbejdsmetode og viser, hvordan forskellige kilder ligger til grund for sammenstillingen af Reykjabók.

Man ved ikke meget om håndskriftets historie i de første 300 år, efter at det blev skrevet; men nogle notitser på håndskriftets første blad afdækker til gengæld et fascinerende spor af de senere ejere. Navnet Reykjabók stammer fra gården Reykir i Miðfjörður i Nordisland, hvor den første kendte ejer, Ingjaldur Illugason, der var medlem af lovretten, boede i første halvdel af 1600-tallet. I 1642 gav han bogen til sin søn Jón, som gav den videre til sin fætter Þorkell Arngrímsson, som var søn af Arngrímur Jónsson den lærde. Þorkell Arngrímsson bragte den til Danmark, hvor han var i gang med sine studier. Herfra tog Reykjabók turen til Holland sammen med Þorkell, der i 1652 gav den til den hollandske orientalist Jakob Golius (1596–1657). Den befandt sig i Holland, indtil den blev købt af den danske bogsamler Niels Foss (1670–1751) i 1696, og på den måde kom den tilbage til Danmark. Reykjabóks rejse sluttede dog ikke her: Arne Magnusson erhvervede bogen fra Foss i 1707 og fik den afskibet til Island, hvor hans bror skrev sin kopi af den, som tidligere nævnt. I 1722 krydsede håndskriftet for tredje gang Atlanten, da det blev returneret fra Island til Arne Magnusson i København, hvor det stort set har befundet sig siden.

Reykjabóks historie giver os både et indblik i, hvordan den oldislandske litteratur er blevet skabt, og hvordan gamle bøger kom vidt omkring. At bogen har overlevet til i dag, i ualmindelig god stand på trods af sine mange rejser, gør dette interessante håndskrift endnu mere spændende.

Ellert Þór Jóhannsson