Skjoldungernes saga. Oldtidssagaen, der næsten gik tabt
Begyndelsen af kapitel 7 om Harald Hildetand: "Da kong Harald Hildetand var blevet så gammel, at han havde levet hundrede og halvtreds år, lå han i sengen og kunne ikke gå." Klik på billedet for at se hele siden.
Det lille, mørke og ved første øjekast uanseelige fragment AM 1 e β I fol. indeholder et brudstykke af den yngre redaktion af Skjoldungernes saga (Skjöldunga saga), historien om den ældste danske kongeslægt, fra Odins søn kong Skjold til Gorm den Gamle. Fragmentet, som bærer navnet Sögubrot af fornkonungum (Sagafragment om oldkongerne), er en vigtig kilde til Islands litteraturhistorie i middelalderen.
En af de ældste sagaer
Skjoldungernes saga er en af de sagaer, der ulykkeligvis er gået tabt i sin helhed. Man mener, at den ældre eller originale redaktion af sagaen blev skrevet i slutningen af 1100-tallet, og at sagaskriveren kan have været den islandske biskop af Skálholt Páll Jónsson (1155–1211). Páll Jónsson blev bispeviet af ærkebiskop Absalon i Lund i 1195. Den yngre redaktion menes at være skrevet omkring 1250 af Óláfr Þórðarson hvítaskáld (ca. 1210–1259). Óláfr Þórðarson opholdt sig 1240–1241 i Danmark hos Valdemar Sejr.
En genanvendt saga
Skjoldungernes saga gik tabt i 1600-tallet, men før det skete, var den blevet anvendt som kilde af historikere og lærde fra 1200-tallet og frem til omkring 1600. I deres værker indgår mere eller mindre bearbejdede dele af sagaen, og gennem disse kan man danne sig et godt indtryk af den originale saga og dens indhold. Den islandske historiker, digter og politiker Snorri Sturluson anvendte bl.a. Skjoldungernes saga i sin Edda og i Heimskringla, men vores hovedkilde til sagaen er en gengivelse på latin af den islandske historiker Arngrímur Jónsson (1568–1648) i Brudstykker af dansk historie (Rerum Danicarum fragmenta) fra 1596.
Danske sagnkonger
Hovedskikkelserne i sagafragmentet er sagnkongerne Ivar Vidfadme, Harald Hildetand og Sigurd Ring. Fragmentet begynder i en diskussion mellem Ivar Vidfadme og hans datter om hendes giftermål, og det slutter i Sigurd Rings alderdom. Efter fragmentets lakune berettes der om den store kamp mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring, Bråvallaslaget. Den 150-årige Harald Hildetand har udfordret sin lydkonge Sigurd Ring til kamp for at undgå strådøden. I kampen deltager helte fra hele Norden, bersærker og skjoldmøer. Harald Hildetand dræbes af en af sine egne mænd og får efterfølgende en fornem begravelse. Mens den originale Skjoldungernes saga har været kortfattet og saglig, afspejler sagafragmentet en anderledes og veloplagt vilje til at underholde: Der er lange kampskildringer, detaljerige beskrivelser af poetiske drømme og replikskifter, der nogle gange minder om eddadigte. På grund af disse forskelle har forskningen ofte kategoriseret den ældre redaktion som en kongesaga og den yngre som en fornaldarsaga (dvs. saga om Nordens oldtid).
Det bevarede fragment
AM 1 e β I fol. er fra ca. 1300. Håndskriftet er stærkt beskadiget og består i dag af et læg på seks blade. Oprindeligt har lægget indeholdt otte blade, men de to inderste blade er tabt. Håndskriftet er tillige beskåret. Det måler 19 × 15 cm. I 1800-tallet opdagede en forsker, at håndskriftet har hørt sammen med et andet håndskrift, AM 20 b I fol., som indeholder et fragment af Knýtlinga saga (Knytlingernes saga), historien om de danske konger i historisk tid. AM 20 b I fol. er, i modsætning til AM 1 e β I fol., rimelig lyst og har brede margener; det måler 24,5 × 17,7 cm. Begge fragmenter er skrevet med en pæn, regelmæssig hånd. Overskrifterne er røde, og i mange initialer er der tegnet et ansigt. Den oprindelige bog har været stor og smuk. Det har været en stort anlagt historie om de danske konger fra sagntid til historisk tid – i stil med de norske kongers historie, Heimskringla.
Annette Lassen