Her fortælles om Vor Frues Tider

“Hér segir af várrar frú tíðum” (Her fortælles om Vor Frues TIder) begynder denne uges mirakel. (Klik på billedet for en større version.)

Vores mirakel denne uge fortæller om munkene fra Benediktinerklostret Pietra Pertusa (”knust sten”) i Umbrien i Italien, hvis skik det igennem tre år har været dagligt at recitere Vor Frues Tider, selvom det ikke var påkrævet dem ifølge deres regler. Dette bliver for meget for en af brødrene, som overtaler sine medbrødre til at opgive denne praksis. Umiddelbart herefter regner ulykkerne ned over klostret. Det holder først op, da munkene genoptager deres hengivelse til Vor Frue.

Ligesom sidste uges mirakel er dette velkendt i både oldnordisk-islandsk, hvor det er bevaret i to andre håndskrifter, og internationalt, hvor udgaver af det kan findes i mange mirakelsamlinger på latin og folkesprog. Benediktinermunken Peter Damian (ca. 1007 til 1072 eller 1073) – den ”Petrus”, der bliver refereret til i første linje – fortæller historien i sin Epistles (publiseret i Patrologia Latina, vol. 144, col. 431), og versioner af den fortælles af Helinand af Froidmont (ca. 1160 til efter 1229) og Vincent af Beauvais (1190? til 1264?) i sin Speculum Historiale (Bog XXV, kap. 54). I de fleste af disse kilder er navnet på den fornærmende munk “Gozo” (til tider stavet “Goço”), mens det i vores version star som “Gazo” (de andre islandske tekster har “Gaðo“).  

Miraklet findes i AM 635 4to, det andet af de to bind, på s. 41-43. I rubrikken står “Hér segir af várrar frú tíðum” (Her fortælles om Vor Frues Tider).

Masterklassen har opmærket teksten ved brug af TEI-XML, som kan vises på forskellige måder, som f.eks. en faksimiletransskription (læs den her), dvs. at man bogstav for bogstav gengiver håndskriftets tekst uden nogen ændringer, en diplomatarisk transskription (læs den her), dvs. en nogenlunde tekstnær transskription med nogle palæografiske træk og opløsning af forkortelser, eller en normaliseret transskription, dvs. med normaliseret ortografi, hvor man har rettet eventuelle skrivefejl og opløst alle forkortelser. Denne normaliserede udgave lyder som følger:

Svá segir Petrus at í því munklífi sem heitir Petra Pertusa, skamt frá munklífi Heilags Vincencii, var skipat af brœðrum ok haldit um þrjá vetr at eptir þær tiðir sem brœðrunum var skyldugt at syngja skyldi þeir lesa tíðir várrar frú. Einn munkr er Gazo hét, ranglátr ok ills lifnaðar en mjǫk orðigr ok margtalaðr, gerði sik fast um þat ok sagði eigi réttliga mega leggja svá mikinn þunga á brœðurna um þat fram sem boðit var í þeira reglu. Ok sagði þeim vel mega nœgjast þó at þeir lǫgðu engar nýjungar inn í sinn sið. Hann fekk hér til margar greinir ok skynsemdir at sanna sitt mál. Ok með sinni þrætu fekk hann því við komit at brœðrnir létu af at segja tíðir jungfrú Marie. Þegar rísu upp margir vǫldugir menn ok gerðu otalligar meingerðir ok skaða því sama klaustri. Var gripit góðs munkanna ok ræntir þeira menn, brendir þeira bœir ok særðir ok drepnir þeira þjónustumenn. Þeir senda ok fara sjálfir til Saxlands keisara, ok at þarflausu, þvíat þeir fá enga rétting sinna mála. “Þá komu þeir til mín”, sagði fyrrsagðr biskup Petrus, “kærandi fyrir mér sína vesǫld. Sagði ek, sakir þess þeim þetta hafa til borit at þeir hǫfðu frá sér rekit móður hins sanna friðar.” Þeira sendimenn falla þegar til jarðar, segjandi sik aldri heðan af skulu uppgefa at segja lof sællar jungfrú Marie. Fengu svá þegar frið ok náðir ok héldu vel sitt heit. Mǫrgum árum síðar, sem liðit var frá hingatburð várs herra Jesu Kristi þúsund níutigir ok fimm ár, skipaði Urbanus Páfi á kennimanna þingi við Claromontem í Gallia at lesa skyldi tíðir af jungfrú Marie, ok henni skyldi syngja hátíðliga hvern laugardag.

Som i nogenlunde direkte dansk oversættelse lyder således:

Således fortæller Petrus, at i det kloster som hedder Petra Pertusa, ikke langt fra den hellige Vincents kloster, blev det forordnet af brødrene – og bibeholdt i tre år – at ud over de tidebønner, som det var dem pålagt at synge, skulle de også læse Vor Frues Tider. En munk, som hed Gazo, en uretfærdig mand med et ilde levned, men veltalende og snakkesalig, insisterede hårdnakket på at det var uretfærdigt at lægge så tung en byrde på brødrene oven i det, der var påbudt i deres regel. Og han sagde til dem at det var godt nok, og at de ikke behøvede at introducere fornyelser i deres praksis. Han kom med mange grunde og argumenter for at understøtte sin sag, og med sin argumentation fik han på denne måde brødrene til at stoppe med at læse tidebønnerne for Jomfru Maria.

Straks dukkede der en mængde voldelige mænd op, der begik utallige ugerninger og gjorde skade på selve klosteret. Munkenes gods blev taget, og deres folk blev plyndret. Deres landsbyer blev nedbrændt og deres tjenestefolk såret og dræbt. Munkene sendte bud og rejste også selv til kejseren af Sachsen, men til ingen nytte, da de ingen hjælp fik i deres sag. 

”Så kom de til mig,” sagde den førnævnte biskop Petrus, ”og klagede til mig over deres elendighed. Jeg fortalte dem, at grunden til at dette var overgået dem, var at de havde forkastet den sande freds moder.” Deres udsendinge faldt straks til jorden og lovede, at de fra nu af aldrig ville ophøre med at lovprise den velsignede Jomfru Maria. De modtog straks fred og nåde og holdt deres løfte godt. Mange år senere, da der var gået 1095 år siden Vor Herre Jesu Kristi fødsel, dekreterede Pave Urban ved præsternes koncil i Clarmont i Frankrig, at Vor Frues Tider skulle læses, og at der skulle synges højtideligt til hendes ære hver lørdag.

Historien ender med, at Pave Urban mange år senere bestemmer, at man skal genoptage skikken med at synge til Vor Frues ære - hver lørdag. Vi vender i allerede tilbage på fredag, hvor du kan høre om et nyt Mariamirakel. (Klik på billedet for en større version)