Maria hjælper munke

I år har masterklassen på den Arnamagnæanske sommerskole i skandinaviske håndskriftstudier undersøgt en samling Marialegender, som er overleveret i håndskriftet AM 634-635, en afskrift fra 1700-tallet, som præsten Eyjólfur Björnsson (1666-1746) lavede af et nu tabt håndskrift fra 1300-tallet. 

Pastor Eyólfur afskrev adskillige håndskrifter på foranledning af Arne Magnusson, og det er derfor ikke utænkeligt, at dette håndskrift har været et af dem. De to bind indeholder 230 legender i alt, hvilket gør det til den største samling mirakler i Skandinavien - og en af de største på noget europæisk sprog - og flere af legenderne findes ikke i nogen anden islandsk legendesamling. 

Et af de legender, som kun findes i denne samling er denne uges mirakel. Det findes på side 472-473 og kendes internationalt som "Gossiping monks" ("sladrende munke"), men indledes her af rubrikken "María jálpaði munkum”.

Masterklassen har opmærket teksten ved brug af TEI-XML, som kan vises på forskellige måder, som f.eks. en faksimiletransskription (læs den her), dvs. at man bogstav for bogstav gengiver håndskriftets tekst uden nogen ændringer, en diplomatarisk transskription (læs den her), dvs. en nogenlunde tekstnær transskription med nogle palæografiske træk og opløsning af forkortelser, eller en normaliseret transskription, dvs. med normaliseret ortografi, hvor man har rettet evenentuelle skrivefejl og opløst alle forkortelser. Denne normaliserede udgave lyder som følger:

Munkar nokkrir stóðu við á eina fyrir dag, ok skemmtu sér talandi heimulligar sǫgur, ok marga þarflausliga hluti. Þeim heyrist sem menn rói með miklu háreysti ok gný yfir ána. Munkarnir spyrja: “Hverjir eruð þér?” Þeir segja: “Vér erum djǫflar, ok fœrum með oss ǫnd til helvitis Ebronii hǫfðingja Frakka konungs hirðar, því at hann kastaði munkalifnaði þeim, sem hann tók í munklífi hins helga Galli, ok snerist aptr til veraldarinnar.” Sem munkarnir heyra þetta óttast þeir ákafliga, ok kalla hátt: “Heilug María, hjálp þú oss!” Djǫflarnir mæltu: “Nú hjálpaði yðr þat, er þér kǫlluðuð Maríam, því at nú hǫfðum vér ætlað at slíta yðr kvika í sundr, ok drekkja yðr síðan, því at vér fundum yðr farandi með lausung, ok talandi á þeim tíma, sem eigi er skipað.” Munkarnir þakka nú guði ok hans móður sína miskunn, ok fara aptr til klaustursins. En djǫflarnir skunda til helvitis.

Som i nogenlunde direkte dansk oversættelse lyder således:

En gruppe munke stod en dag ved en flod og underholdt sig ved at fortælle hemmelige historier og mange andre unyttige ting. De mente at kunne høre nogen ro over floden under stort postyr og larm. Munkene spurgte: ”Hvem er I?” De sagde: ”Vi er djævle, og vi bringer høvdingen af frankernes konges hof, Ebronius’ sjæl, ned til helvede; for han kasserede det munkeliv, som han havde indgået i klosteret Sankt Gallus, og han vendte tilbage til verden.” Så snart munkene hører dette, bliver de fyldt med stor rædsel og skriger højt: ”Hellige Maria, hjælp os!” Djævlene sagde: ”Det er nu blevet jeres redning, at I har påkaldt Maria, for vi havde til hensigt at rive jer levende fra hinanden og drukne jer bagefter, fordi vi fandt jer i lediggang og I taler, når det ikke er tilladt.” Munkene takker Gud og hans moder for deres nåde, og de returnerer til deres kloster, mens djævlene skynder sig tilbage til helvede. 

Der findes en engelsk udgave af denne historie i William Caxtons Golden Legend, der først udkom i 1483. Selvom Caxtons book (mestendels) er en oversættelse af Jacobus de Voragines Legenda aurea, lader denne historie ikke til at findes i nogen andre latinske udgaver af dette værk.

Caxtons tekst (som udgør en del af et længere stykke med rubrikken “Here followeth the Assumption of the Glorious Virgin our Lady St. Mary”) lyder:

There were certain monks tofore day standing by a river, and talked and jangled there of fables and idle words. And they heard a great rowing and oars beating the water coming hastily. And the monks asked, “Who be ye?” And they said: “We be devils that bear to hell the soul of Ebronien, provost of the house of the king of France, which was apostate in the monastery of St. Gall.” And when the monks heard that they doubted strongly, and cried high: “St. Mary, pray for us!” And the devils said: “Well have ye called Mary, for we would have disjoined you and have drowned you because of your dissolute and out of time jangling.” And then the monks returned to their convent, and the devils went in to hell.