Klientelisme og erindring i et middelalderligt diplom

Lundebispen Jakob Erlandsen overdrager jord til Skt. Clara Kloster i Roskilde. (Klik på billedet for en større version.)

AM Dipl. Dan. Fasc. LI, 30 er et diplom, som blev udstedt i Lund af ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259. Diplomet overdrager ejendom til Skt. Clara Kloster i Roskilde . Donationen skulle gå til afholdelse af regelmæssige messer, og det indeholder detaljerede instruktioner om udførelsen af disse. Diplomet blev bevidnet af domkapitlet i Lund og bar oprindeligt kapitlets og ærkebiskoppens segl. Det er skrevet i en udformning af gotisk kursiv, som typisk blev brugt til sådanne dokumenter. 

Diplomet har oprindeligt båret ærkebiskoppens segl. Her ses en af diplomets to silkesnore, hvorpå man kan ane resten af et rødt vokssegl. 

Jakob Erlandsens diplom placerer ham i et omfattende netværk af klientelisme, som strakte sig opad mod helgenerne og nedad mod nonnerne og de fattige folk i Roskilde. Bestemmelserne var beregnet til at være fordelagtige for begge parter. Til gengæld for donationen ønskede ærkebiskoppen, at en præst skulle læse messe i nonneklosteret hver dag. Så længe ærkebiskoppen levede, skulle det være en messe ”for den velsignede Maria, Guds moder” (”de beata dei genetrice Maria”). Han håbede, at dette ville vinde jomfru Marias gunst, og at hun derfor ville beskytte ham, mens han levede. De øvrige messer var spirituelt gavnlige for nonnerne i Roskilde.

Sjælemesse for sig selv og sin slægt

Efter ærkebiskoppens død skulle de daglige messer fortsættes i en anden form, idet messen for jomfru Maria skulle erstattes med en messe for de døde. En sådan skulle være ”til gavn for vores sjæl og vores forældres sjæl” (”pro anima nostra et parentum nostrorum”). Ærkebiskoppen forudså, at han, ligesom de fleste mennesker, var bestemt til at tilbringe noget tid i skærsilden efter sin død. Messer for de døde blev opfattet som en af de mest effektive måder, hvorpå sjæle i skærsilden kunne gavnes.  

Ærkebiskoppen fremsatte også den anmodning, at præster og nonner erindrede ham og bad for ham under de øvrige messer. Denne bestemmelse forstærkede ærkebiskoppens tilstedeværelse betydeligt i Clarisserne i Roskildes institutionelle erindring. Hvis den blev opfyldt, ville bestemmelsen garantere, at præsterne og nonnerne tænkte på og bad for ærkebiskoppen flere gange hver dag.

Almisser til de fattige og hjælp i skærsilden

Hans sidste anmodning var, at en del af hans donation skulle finansiere almisser til de fattige. Disse almisser var en velgørende handling, som demonstrerede ærkebiskoppens mæcenat og magt. De fattige, som modtog almisserne, kunne forventes at bede for ærkebiskoppen.

Ærkebiskop Erlandsens strategi var altså ganske grundig og inkluderede de tre hovedelementer, der kunne hjælpe de døde i skærsilden: Messer, bøn og almisser. I sin stræben efter frelse så ærkebiskoppen både op og ned i det kosmiske hierarki, idet han søgte hjælp fra helgener såvel som nonner og fattige. Til gengæld for deres hjælp tilbød han dem henholdsvis ære, forbedrede gudstjenester og materiel støtte. 

Messen skulle være være ”til gavn for vores sjæl og vores forældres sjæl” (”pro anima nostra et parentum nostrorum”). (Klik på billedet for en større version.)