I tvekamp gennem århundreder – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

haandskrift.ku.dk > I tvekamp gennem århun...

16. juni 2017

I tvekamp gennem århundreder

Månedens håndskrift

Denne korte fortælling om en konge og hans heltesøn, som er nedskrevet på kun to blade papir, er ikke kun interessant på grund af det litterære indhold. Overleveringen af narrativet og de adskillige lag af oversættelser, som ligger bag teksten, er i sig selv en fascinerende historie om kulturel kontinuitet og genopdagelse under renæssancen inden for håndskriftsproduktion i 1600-tallets Island.

AM 409 fol., blad 1r (Klik på billedet for en større version)

I Beowulf, et af de mest signifikante stykker oldengelsk litteratur (skrevet på et tidspunkt før år 1000), får vi et glimt af en af de angelske sagnkonger:

…forðam Offa wæs
geofum ond guðum, garcene man,
wide geweorðod, wisdome heold
eðel sinne; þonon Eomer woc
hæleðum to helpe, Hemminges mæg,
nefa Garmundes, niða cræftig. 
(ll. 1957–1962; Fulk et al. 2009: 66)

Indeed Offa, a spear-bold man, was widely honoured for gifts and battles; he held his homeland with wisdom. Thence sprang Eomer, to be a help to heroes–a kinsman of Hemming, grandson of Garmund, skillful in conflicts. 
(Swanton 1997: 127–29)

Denne Offa (Uffe den Spage på moderne dansk), som delte navn med sin berømte efterkommer Offa af Mercia, er også nævnt i et andet oldengelsk digt, Widsith eller ”Lang-rejse,” hvor det fremgår, at han har erobret et mægtigt kongerige. Disse korte referencer synes alle at pege mod, at der på De Britiske Øer var kendskab til en historie, som er sammenlignelig med fortællingen om den store helt Uffo, søn af Wermundus, sådan som det også er fortalt i Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum (Friis-Jensen & Fisher 2015: I,234–43) og Sven Aggesen’s Brevis Historia Regum Dacie (Christansen 1992: 50–54) (begge fra det sene 1100-tals Danmark). Det er denne samme fortælling, der – som et bevis på dens lange levetid – er genfortalt i de ydmyge par blade fra 1600-tallet, som bærer pladssignaturen AM 409 fol. 

Den uventede helt og tvekampen

Fortællingens popularitet over en så langvarig periode kan sandsynligvis tilskrives dens inddragelse af to af heltelitteraturens troper, som har vækket mest genklang hos publikum: Den uventede helt og tvekampen. Upsi (som Offa/Uffo hedder i den islandske version) er stum og tilsyneladende ude af stand til at efterfølge sin far som konge (en variation af det, som i mange sagaer kaldes kolbítr-motivet). Men han overrasker alle ved at være opgaven voksen, da kongeriget trues af saksiske udsendinge. En tvekamp (af en art; der er faktisk to saksere oppe imod Upsi) finder sted. Denne narrative strategi tillader, at intensiteten ved international krig kondenseres til to (eller flere) individer, hvorved tilhørernes mulighed for at relatere højnes gennem det reducerede fokus. Begge disse motiver sammenflettes her på en radikalt ny måde: Vermundur (Garmund i Beowulf og Wermundus hos Saxo) er blind, så under tvekampen antager han ængsteligt, at sværdenes hakken er lyden af hans søn, der hakkes i stykker. 

Kopiering af håndskrifter i 1600-tallets Island

AM 409 fol. er det ældste overlevende vidne om denne fortælling som en uafhængig historie (korte beskrivelser optræder tidligere i krøniker). Den bærer titlen Þáttur af Vermundi kongi og syni hans Upsa í Danmörk (”Kort historie om kongen Vermundur og hans søn Upsi i Danmark”) og står alene uden andre tekster i håndskriftet, der, som nævnt, kun består af to blade. Det er muligt, at det tidligere var en del af et større kodeks, som måske er blevet opdelt efter, at det kom i Arne Magnussons besiddelse. Om dets tidligere historie siger Kristian Kålund, at AM 409 fol. var “skr. af præsten Þorleifur Clausson (?)”og han daterer det til “17. århs slutn.” På trods af Kålunds spørgsmålstegn lader identifikationen til at være fyldestgørende i sammenligning med andre håndskrifter. Þorleifur Kláusson (1627–1699) blev uddannet på Skálholt og arbejdede for biskop Brynjólfur Sveinsson (1605–1675), før han i 1660 blev sognepræst i Útskálar i det sydvestlige Island. 

AM 409 fol., blad 2r (Klik på billedet for en større version)

Det lader derfor til, at denne korte historie blev kopieret som en del af den renæssance inden for håndskriftproduktion, som fandt sted i Island i midten af 1600-tallet. Selvom det kunne se sådan ud, er dette dog ikke en kopi af en traditionel oldnorsk saga, som er gået i arv gennem generationer af islændinge. Det er snarere en næsten ordret oversættelse af Anders Sørensen Vedels danske oversættelse af Gesta Danorum fra 1575. Kopiering af håndskrifter på og i nærheden af Skálholt var på mange måder motiveret af danske lærdes ønske om at få adgang til tidlige islandske tekster, som indeholdt detaljer om deres tidlige historie. Er det muligt, at denne oversættelse måske var lavet med intentionen om at få den til at fremstå som en middelalderlig saga, der kunne bekræfte Saxos latinske beretning fra 1100-tallet? Hvis ikke, hvorfor så sende et sådant håndskrift tilbage til Danmark så kort tid efter, at det var blevet oversat fra dansk i første omgang?

En bemærkelsesværdig rejse

Som en tilføjelse til denne snoede overleveringssti kan det bemærkes, at en kopi af AM 409 fol. lader til at have været bevaret i KB Add. 15 (der befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i København). Sidstnævnte blev skrevet i 1700-tallet og Kålund (1900: 434) identificerer skriveren som Jon Mortenssön (eller Jón Marteinsson, 1711–1771), som blev stipendarius hos Den Arnamagnæanske Samling i 1742 og tjente til føden ved at producere transskriptioner af tekster, såsom dem, der fandtes i arnamagnæanske håndskrifter og på Det Kongelige Bibliotek (Bjarni Jónsson 1949: 77). Mærkeligt nok er der i håndskriftet, efter den oldnorske tekst, en dansk oversættelse i samme håndskrift med titlen “Kort fortælling af kong Vermund og hans son Upse i Danmark.” Dermed har vi altså en germansk heltelegende fra den tidlige middelalder, som blev lavet om til en latinsk tekst i højmiddelalderen, oversat til dansk umiddelbart efter renæssancen, så oversat til islandsk og til sidst tilbage til dansk i oplysningstiden. Sikke en rejse!