Den sidste ordbog fra Færøernes første leksikograf

For præcis 200 år siden mistede Færøerne deres første leksikograf, Jens Christian Svabo.

Svabo blev født i 1746 i Miðvágur på Vågø (Vágar) og voksede op på Færøerne, inden han i 1765 flyttede til Danmark for at læse på Københavns Universitet. Mens han stadig var studerende bosat på Regensen, afsluttede Svabo det første af mange håndskrifter, som han kaldte et Forsøg på en Ordbog eller Ord-Samling i det færøeske Sprog. Håndskriftet, der i dag opbevares på Det Kgl. Bibliotek i København med signaturen NKS 1952 4to, er selvdateret den 18. juni 1773, hvilket betyder, at det er det ældste håndskrift på moderne færøsk.

I løbet af de næste fem årtier fortsatte Svabo med at producere håndskrifter til en færøsk ordbog. Det vides, at han har skrevet mindst syv mens han stadig var i København, hvoraf de fem findes stadig bevarede.

I 1800 forlod Svabo København og flyttede tilbage til Færøerne, hvor han boede resten af sit liv i hovedstaden Thorshavn. Mens han var der, fortsatte han arbejdet med sin ordbog over det færøske sprog. Det sidste håndskrift skrevet med hans hånd, AM 971 4to, omfatter 558 sider af opslagsord fra bogstavet A til Øvutur (øvugtur ‘omvendt’).

Et pragthåndskrift til et pragtsprog

I den tid, Svabo levede, blev færøsk ikke brugt som skriftsprog. Ligesom Island blev Færøerne befolket af udvandrere fra Norge i landnamstiden fra det 9. århundrede og frem. Deres sprog, norrønt, udviklede sig til færøsk, islandsk, norsk og det nu uddødte norn, der engang blev talt på Shetland og Orkneyøerne. De ældste dokumenter fra eller vedrørende Færøerne er skrevet på en form for norrønt, der ofte viser specifikt færøske udviklinger.

 Dog ophørte norrønt med tiden at være Færøernes skriftsprog. Efter unionen mellem Danmark og Norge i 1380 begyndte den danske krone at udøve mere magt i Nordatlanten, og skriftsproget på Færøerne blev dansk. Ved Reformationens indførelse omkring 1540 blev dansk også kirkens sprog.

 Som talesprog undertrykt af dansk var færøsk i fare for at forsvinde helt. Svabo skriver i introduktionen til sit første ordbogshåndskrift, at han havde i sinde at redde, det han kunne af sproget fra ruinerne ved at nedskrive dets ord. Ved at give definitioner både på dansk og latin gjorde Svabo den færøske sprogskat tilgængelig for et lærd publikum.

 Dog var det ikke nok blot at nedskrive alle de ord, han kunne. Da der ikke fandtes en skriftsprogsnorm, måtte Svabo selv udvikle en norm. Han skriver i samme indledning, at han fulgte den regel, at man skulle skrive, som man udtaler. Det gør Svabos stavemåde meget anderledes end moderne færøsk retskrivning, der er baseret på etymologi snarere end udtalen.

Alle de kendte håndskrifter af Svabos ordbog er fine pragtværker, der skulle pryde hylderne på Danmarks fineste biblioteker. Han brugte oftest kvalitetspapir fra den hollandske papirmager J. Honig & Zoonen og skrev med e nydelig skrift i en veldefineret område med brede marginer.

Svabos sidste ordbogshåndskrift minder om de øvrige pragthåndskrifter som lekiskografen har fremstillet. Hele håndskriftet er skrevet i et veldefineret område (140 x 100 mm) med 17 linjer tekst per side. Færøske opslagsformer er understregede og efterfølges af grammatiske informationer om ordklasse samt betydningsdefinitioner på såvel dansk som latin. Svabo skriver med to forskellige skrifttyper, alt efter sprog: Færøsk og dansk skrives med gotiske bogstaver, mens latinske definitioner og grammatiske termer skrives med latinske bogstaver.

En leksikografs arbejder er aldrig slut

Svabos sidste ordbog indeholder meget mere end de 558 sider som udgør hovedhåndskriftet AM 971 a 4to. I de efterfølgende år udarbejdede han i alt 8 bilag, hvoraf de fleste indeholder ord, som ikke endnu var kommet ind i ordbogen. (I dag regnes disse bilag separat som AM 971 b 4to.)

Et af bilagene er en liste over personnavne brugt på Færøerne. Her finder vi mange genkendlige færøske navne som Jøgvan, Sjûrur og Mêalan. Til tider angiver Svabo det tilsvarende danske navn som Fredrik for færøsk Frujrikur. Ved siden af navnet Tormêavur angiver han det tilsvarende islandske navn Thormodr (dvs. Þórmóður).

En navneliste findes stadigvæk i dag i den officiele færøske ordbog, hvor vi kan finde navnene Jógvan, Sjúrður, Malan, Fríðrikur og Tormóður.

Selv med alle bilag var Svabo ikke helt tilfreds med sin samling af færøske ord. Yderligere 341 små sedler indeholder endnu flere ord og definitioner, som aldrig kom ind i bilagene. Disse sedler bevares i dag som AM 971 d 4to. I 1875 afskrev den danske filolog Jørgen Bloch samtlige opslag i et håndskrift, der nu opbevares sammen med resten af Svabos sidste ordbogsarbejde som AM 971 c 4to.

Et ordbogsbytte

Svabo havde oprindeligt i sinde at sælge sin ordbog i København. Han sendte en prøve med bogstavet Mned til den danske hovedstad i håbet af at kunne finde en køber. I dag opbevares prøveskriftet på Rigsarkivet. Desværre kom der ingen bud, og Svabo fik aldrig solgt sin ordbog i sin livstid.

Tre år efter Svabos død sendte hans svoger, landsfogeden Hammershaimb (farfar til den berømte færøske filolog V.U. Hammershaimb), ordbogen sammen med bilagene og sedlerne ned til Det NordiskeOldskriftselskab i København. (Dette var før selskabet blev kongeligt.) Til gengæld for Svabos ordbog sendte Oldskriftselskabet en trykt ordbog til Færøerne.

Ifølge Oldskriftselskabets årsrapport fra samme år var det oplagt at sende en ordbog til Færøerne til gengæld for Svabos ordbog: Det færøske folk var begyndt at se hen mod nabosproget islandsk efter inspiration til et skriftsprog, men manglede de nødvendige redskaber. For at hjælpe dem med bestræbelsen sendte Oldskriftselskabet Björn Halldórssons islandsk-dansk-latin ordbog, der var redigeret af Rasmus Rask og udgivet 1814.

Den trykte ordbog blev givet til det nyoprettede Færø Amts Bibliothek, i dag Færøernes Nationalbibliotek, hvor bogen opbevares den dag i dag.

Emner