En bønnebog til hele året — og til enhver lejlighed

I perioden op til Reformationen, der officielt blev indført i Danmark i 1536, blev håndskrevne bøger, fulde af bønner til Kristus, Jomfru Maria og hundredvis af helgener, brugt af fromme kristne til andagt i hjemmet, på rejse eller i klosteret. AM 784 4to i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling er en sådan katolsk bønnebog, der indeholder talrige bønner både på latin og folkesproget — dansk i dette tilfælde.

Med sine papirblade, der måler 192 x 180 mm, har AM 784 4to nogenlunde samme størrelse som en moderne paperbackroman. Det oprindelige læderbind fra 1500-tallet, som stadig har sine messingpænder bevaret, gjorde det nemt at bære bogen med sig. Inde i bindet finder man hundredvis af bønner, de fleste på dansk, skrevet af flere skrivere.

Mange af de bønner, som man finder i bønnebøger, er udbredte og findes i flere håndskrifter og på flere forskellige sprog. En sådan almen kendt tekst i AM 784 4to er en serie af femten korte bønner til Kristus, der hver begynder med udråbet “O!” og er dermed ofte kaldet for De Femten Oer (ff. 5r-7r). Teksten tilskrives under tiden den svenske helgen Birgitta og kendes i flere oversættelse.

Det er dog ikke alle tekster i bønnebøgerne, der er egentlige bønner. Blandt løfter om omvendelse og anmodninger om sundhed og salighed finder man også vejledninger om, hvordan man dyrker sin kristne tro. Disse vejledninger er ofte skrevet i rødt, ligesom rubrikker, dvs. overskrifter, der hjælper læseren med at finde den rigtige bøn eller anden opbyggelig tekst til enhver tænkelig lejlighed.

Tag for eksempel vintersæsonen. Mange af os bliver småsyge gennem disse kolde måneder. En vejledende tekst i AM 784 4to fortæller brugeren netop hvilke tekster, man skulle læse mod sådanne sygdomme, heriblandt messerne til lægehelgenerne Skt. Kosmas og Skt. Damian, til kongen Skt. Sigismund, eller til jomfrumartyrerne Skt. Agatha og Stk. Apollonia.

Vintersæsonen indebærer også en del rejser. Her har AM 784 4to igen  et godt råd. En af bønnerne i håndskriftet begynder med en vejledning i rødt, hvor der står: “Naar edhers ven for [dvs. rejser] fraa edher saa giørrer kors mellomhans herdher [dvs. skuldre] och eth for paa bryst och less trøswer [dvs. 3 gange] thet her effterskreffuith staar et cetera” (f. 26r). Den efterfølgende bøn er også beregnet til en rejsende ven og åbner med vejledningen, denne gang i sort: “Item om thin broder eller wen noger stedh fardes [rejser] fra teg tha skalt thw hannem signe sa.” Det, der følger, er en bøn på dansk, som åbner med et stort begyndelsesbogstav i rødt. Bønnens afsluttende del, som hedder kollekten, er skrevet på latin. Nederst på siden har en senere bruger tilføjet en dansk oversættelse af kollekten (f. 26v).

Bønner til året rundt

En stor del af håndskriftet, mere end 250 blade eller 500 sider, indeholder bønner til hele året. I modsætning til vores almene kalender, der begynder den 1. januar, tager denne række bønner udgangspunkt i kirkeåret, der begynder den første søndag i advent og fortsætter med helgeners festdage og andre kristne helligdage frem til Skt. Andreas apostels dag den 30. november.

Hvis du læser dette indslag af Månedens Håndskrift på udgivelsesdatoen (15. december) er vi midt imellem festdagene for Skt. Lucia (13. december) og Skt. Thomas apostol (21. december). Bønnerne til disse helgener følger efter hinanden i AM 784 4to. Derefter kommer næsten 30 blade, der udgør sæsonens største fester, nemlig Juleaften (24. december) og Juledag (25. december).

Selvom det synes oplagt at samle bønner til både de bevægelige og de faste kristne højtider og fester til hele året i én bog, var denne praksis ikke udbredt. Mange bønnebøger fra senmiddelalderen fokuserer kun på et udvalg af helgener og festdage, som var gunstige for bogens påtænkte bruger eller bestiller. I denne henseende er AM 784 4to ganske enestående blandt typen, og det er derfor ingen overraskelse, når en af skriverne kalder denne samling for Eth Spægell fwld aff ald Wisshed i kolofonen til sidst. Fra denne kolofon har teksten sidenhen fået navnet Visdoms Spejl i litteraturhistorien.

Visdoms Spejl findes dog også i et andet håndskrift i Den Arnamagnæanske Samling, AM 782 4to. Teksterne afviger imidlertid fra hinanden i de to håndskrifter. For eksempel indeholder begge håndskrifter en bøn til Skt. Anna, Jomfru Marias mor ifølge en senere tradition, som skal bedes på hendes festdag den 9. december. Mens denne i AM 782 4to er efterfulgt af en serie med ni bønner til Skt. Anna, er den i AM 784 4to efterfulgt af en bøn til både Jomfru Maria og hendes mor, en bøn, der åbner med en del af den velkendte Ave Maria.

Trods dette og øvrige forskelle mente Karl Martin Nielsen (1945: I, xxxv), at de to håndskrifter må være afskrifter af samme forlæg. Dette eksemplar er nu gået tabt, og den oprindelige kilde til teksten Visdoms Spejl er heller ikke kendt.

Ud fra navnet alene hører Visdoms Spejl til den udbredte genre fra middelalderens litteratur, der kendes som et spejleller Speculum på latin. Et speculum bliver typisk defineret som en slags encyklopædi, der ofte har form af en dialog. Kendte eksempler på genren er bl.a. Vincent de Beauvais’ Speculum Historiale (Historiens Spejl) og den norske Konungs Skuggsjá eller Kongespejlet. Dog kunne et speculum senere i middelalderen også udgøre en samling åndelige vejledninger og katekistiske forklaringer, skrevet på modersmålet, primært for lægfolk — og Visdoms Spejl følger netop denne trend.

Andagtsspejle til lægfolk blev ikke kun udspredt i håndskrifter, men også i inkunabler (tidlige trykte bøger). Det er næppe tilfældigt, at den tekst, der ligner Visdoms Spejl mest, findes i en trykt bog fra 1487 fra den lybske bogtrykker Steffen Arndes  med titlen De Speghel der Sammiticheyt (Samvittigheds Spejl). I slutningen af 1400-tallet var Lübeck et levende center for åndelig litteratur trykt på det lokale sprog nedertysk, og flere af disse inkunabler fandt også vej op til de nordiske lande.

De Speghel der Sammiticheyt følger samme princip med at ordne talrige bønner efter kirkeåret, og omkring halvdelen af dets bønner kunne være kildetekst til de danske bønner i Visdoms Spejl. For eksempel ligner bønnerne til Skt. Lucia og Skt. Thomas apostol i høj grad de tilsvarende bønner i AM 784 4to og følger også efter hinanden i den trykte bog.

De fleste bønner i De Speghel der Sammiticheyt er, ligesom dem i Visdoms Spejl, af den hagiografiske slags. De beretter ofte detaljeret om en helgens verdslige liv og begynder med vedkommendes aner. Der kendes kun ét håndskrift, nu i Lübeck, fra sidste del af 1400-tallet, der kunne være forlæg for de trykte udgaver af teksten. Det er sandsynligt, at Visdoms Spejl blev oversat fra en lignende version af den nedertyske tekst, som hidtil ikke er blevet identificeret.

En bog i mange år fremover

I samme kolofon i AM 784 4to, hvor teksten navngives, har skriveren omtalt sig selv som Johannes Johannessen, hypodadasculus (underlærer) i Fåborg. Skrivedatoen angives som 1523, det samme år hvor den danske konge Christian 2., en protestant, blev afsat og forvist til Holland. Hans farbror tog tronen som Frederik 1. og var den sidste katolske regent i Danmark.

Som en katolsk bønnebog fremstillet i tiden op til Reformationen i Danmark, kunne man kunne tro, at AM 784 4to ikke fik mange års brug. En af bogens skrivere troede dog anderledes.

På et tilføjet blad ved bogens slutning findes en såkaldt påsketavle, et slags snydeark til at beregne datoen for påsken. Denne bevægelige festdag, hvor den vigtigste begivenhed i den kristne tro fejres, følger månekalenderen, og finder sted den første søndag efter den første fuldmåne på eller efter forårets jævndøgn (21. marts).

Påsketavlen i AM 784 4to er opdelt i fire kolonner. Den første kolonne angiver det såkaldte gyldental, en beregning, der deler påskefuldmånen i en cyklus af 19 år. Man kan se tallene 1-19 angivet både som romerske og som arabiske tal.

Den anden kolonne angiver det såkaldte søndagsbogstav, en måde at kunne genbruge kalendere år efter år ved at tildele bogstaver til ugedagene. Fra den første linje i tavlen kan man se, at det første år var et skudår, der begyndte på en søndag, hvilket forklarer søndagsbogstaverne A og G.

Tavlens tredje og fjerde kolonne angiver  antal uger og dage fra Kyndelmisse (2. februar) til Flæskesøndag, den sidste søndag før fasten. (Håndskriftet indeholder også en bøn, der skulle læses på Flæskesøndag.) På første linje kan man se, at Flæskesøndag kom to uger og tre dage efter Kyndelmisse det år, altså den 19. februar.

Med disse kolonner samlet kan man regne ud, at tavlens første linje henviser til år 1520, et skudår, der begyndte på en søndag og som havde det gyldne tal 1. (Påske var den 8. april det år, hvilket også betyder, at Flæskesøndag var den 19. februar.) Tavlen fortsætter i en cyklus på 19 år, altså frem til år 1538, godt to år efter Reformationens indførelse i Danmark. Om AM 784 4to stadig blev brugt hele den tid er dog et andet spørgsmål.

Emner