Fra Margrethe til Frederik — Danmarkshistorie fortalt i kongerækken

Tronskifte er altid en stor begivenhed i et monarkis historie. En monarks regeringstid bliver vurderes efterfølgende som gode eller dårlige tider for landet, præget af fred eller krig, overskud eller mangel. Det er derfor ingen overraskelse, at historieskrivning ofte tager udgangspunkt i kongerækker.

Dansk historieskrivning fra middelalderen og tidlige moderne tid følger ofte kongerne i hovedtræk. Det gælder både Saxo, der fortæller Danmarkshistorien fra sagnkongen Dan frem til Knud 6. (r. 1182-1202), og senere historieskrivere som Thormod Torfæus, hvis Series dynastarum et regum Daniae fører kongerækken tilbage til Odins søn Skjold i stedet for Dan.

I slutningen af 1500-tallet skrev biskop og historiker Mogens Madsen (1527-1611) i Lund en historie på latin, der efter Saxos forbillede følger Danmarks kongerække fra sagnkongen Dan frem til Christian 3. (r. 1537-1559). Hver monark indledes med en kort beskrivelse, hvorefter de største historiske begivenheder angives efter årstal. Historien dækker dermed fra 600 f.Kr. frem til 1579.

Mogens Madsen var i en kort periode hofpræst for prins Frederik (senere Kong Frederik 2.) ved hans residens Malmøhus. Efter Frederik var blevet konge i 1559, blev Madsen lektor i teologi ved Lunds Domkirke og senere superintendent (dvs. biskop) i Lund i 1589. Han må have skrevet sine Series regum daniæ (“Dansk kongerække”) omkring denne tid, da han nævner sig selv som Schaniæ Superintendens (“Skånes superintendent”) i et indslag ved sit fødselsår 1527.

Værket blev aldrig udgivet i Madsens levetid, men anden halvdel (fra Christoffer 2., der regerede 1320-1326) er blevet senere udgivet af Holger Frederik Rørdam (1887: 81-246).

Der er ikke bevaret nogen egenhændige håndskrifter af Series regum daniæ. Dog findes teksten overleveret i flere afskrifter; Rørdam (s. 118) nævner syv, hvoraf to befinder sig i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling.

Det ene arnamagnæanske håndskrift, AM 854 4to, dateres til omkring 1600 og er dermed ikke meget yngre end selve teksten. Håndskriftet består af 189 papirsblade (bladstørrelse 195 x 170 mm) indbundet i et pergamentbind fra Arne Magnussons tid. Teksten er skrevet med en nydelig humanistisk skrift, som er karakteristisk for lærte værker fra perioden. På titelbladet foran står titlen Regum Daniæ Series osv. samt forfatterbeskrivelsen.

Regum Daniæ Series una cum notatione succincta temporum et rerum maxime memorabliium, quæ singulis regnantibus per Daniam et in vicinia acciderunt. Collectore Magno Matthia Th. Lectore et Canonico Lundensi.

Efter titelbladet følger en liste over de 97 konger, der bliver beskrevet i værket, med overskriften Nomenclatura et series regum Daniæ. Dog findes der faktisk 99 konger på listen, da de to efterfølgende, Frederik 2. (r. 1559-1588) og Christian 4. (r. 1588-1648) også er med.

Selve teksten er skrevet i en kolumnestørrelse af 155 x 125 mm med 18 linjer per side. I den yderste margen (30 mm) er der plads til nøgleord som navne og andre overskrifter.

Udover dette håndskrift findes der i Den Arnamagnæanske Samling et yngre håndskrift, AM 855 4to, som dateres til 1646 og er skrevet i København af en skriver, der benævner sig selv som And[reas] J. Hegelund.

Erik Lam er den sidste konge, der abdicerer

Det er kun sket én gang før i Danmarkshistorien, for næsten 900 år siden, at der var en abdikation. Det var nemlig Erik 3., også kendt som Erik Lam, der regerede fra 1137 indtil han fik feber i 1146 og opholdt sig i Sankt Knuds Kloster i Odense. Da han ingen ægtebørn havde, var der ingen klar efterfølger. I stedet kæmpede tre stormænd om den danske trone: Svend Grathe, Knud Magnussen og Valdemar Knudsen. Efter næsten ti års borgerkrig endte sidstnævnte med at vinde og steg på tronen som Valdemar 1., også kendt som Valdemar den Store.

Tandem febri correptus in Fioniam, quæ ipsi patria erat, proficiscitur & in monasterium se abdit Regno relicto.

Erik Lams regeringstid omtales på s. 91-93 i håndskriftet. Afsnittet åbner med en beskrivelse af kongens tilnavn “Lam” som bliver angivet som agnus (“lamb”) eller oviculam (“lille får”).

Om selve abdikation skriver Mogens Madsen blot en enkel setning: “Grebet af feber, tog han derefter til Fyn, som var hans fødeland, og opholdt sig i et kloster efter at han havde forladt riget [dvs. tronen].”

Margrethe den første, Danmarks formynder

Der har kun været to kvindelige regenter i den danske kongerække. Før Dronning Margrethe 2. var der Margrethe 1., som regerede de facto fra 1376-1412. Hun var datter af Valdemar 2. Atterdag (og dermed tip-tip-tipoldebarn af Valdemar den Store) og gift med den norske konge, Håkon 6.

Margrethe 1. er husket i Danmarkshistorien som en formidabel storkvinde, der havde magt over hele Norden bl.a. med indførelsen af Kalmarunion i 1397. Dog blev hun faktisk aldrig udråbet til Dronning af Danmark, men i stedet som formynder for sin mindreårige søn, Oluf (r. 1376-1387), og senere sin fostersøn, Erik af Pommern (r. 1396-1439).

Margareta Waldemari filia, Haquino Noruagiæ Regi nupta, unicum habuit ex Haquino filium, Olaum cuius intuitu ipsa quoque ad regnum peruenit, Daniæ, Gubernatrix primum constituta filij nomine.

Historien om Margrethes regeringstid indledes på s. 203 i håndskriftet med at kalde hende for “Margrethe Valdemarsdatter, Kong Håkon af Norges hustru, med hvilken Håkon hun kun fik ét barn, Oluf, hvorfor hun også kom til Danmark, i første omgang udnævnt til formynder i sin søns navn.”

Olufs udnævnelse til Kongen af Danmark nævnes som det eneste i forbindelse med årstallet 1376. Her står “den 3. maj 1376 blev Oluf, Margrethes søn, valgt til Kongen af Danmark i Slagelse som seksårig dreng.” Derefter følger beretningerne om Margrethes 36 år som de facto regent, en beskrivelse der fylder i alt 10 sider i håndskriftet.

Frederik 1., Danmarks sidste katolske konge

Siden 1449 da Christian 1. besteg tronen har monarken tilhørt Huset Oldenborg, og alle har enten haft navnet Christian eller Frederik med to undtagelser: Kong Hans (r. 1481-1513) og Dronning Margrethe 2. Det er nu tiende gang, Danmark har en Kong Frederik.

Den første Kong Frederik var søn af Christian 1., men overtog faktisk tronen fra sin nevø, Christian 2. Sidstnævnte var nemlig kommet i konflikt med adelen og forlod Danmark i 1523 og levede i eksil i Holland. Danmark var på det tidspunkt stadig et katolsk land, men Christian var til sidst blevet protestant — han mødte endda Martin Luther.

Da Frederik 1. besteg tronen, lovede han at være den katolske kirkes værner. Dog indførte han også en vis religionsfrihed i Danmark. Han beskyttede fx den lutherske præst Hans Tausen ved at udnævne ham til sin kapellan og gav lutherske præster lov til at prædike evangeliet.

Fridericus Christierni I filius Johannis regis frater, Slesuici tum & Holsatiæ Dux, Nepoti Christierno profugo succedit, ab Episcopis plerisque et regni senatus vocatus & electus.

Indledningen til Frederik 1. i Mogens Madsens krønike er kortere end fx Margrethe 1.s. Her står blot “Frederik, søn af Christian 1., der var bror til Kong Hans, Hertug i Slesvig og Holsten, efterfølger sin nevø Christian, kaldt og valgt af de fleste biskopper og stormænd.”

Som sagt ender Mogens Madsens krønike med Frederik 1.s søn, Christian 3. Dog er hans efterfølger, Frederik 2., kort nævnt i sin farfars del af historien. Der står nemlig i 1534, at “den 1. juli blev Frederik, Christians søn, af moderen Dorothea, Hertug Magnus af Saksens datter og hvis lillesøster Katarina blev gift med Gustav (Vasa), født i Haderslev.” Hele værket afslutter også med Frederik 2., der i 1579 fik udført en gravmonument over sin far i Roskilde Domkirke.

 

Kong Frederik den Tiende længe leve!

Emner