Lærde forhistorier og danske stamtavler

Universalhistorie og lærte materialer

AM 764 4to kendes også under navnet Reynistaðarbók, da håndskriftet menes at være et produkt af konventet ved Reynistaður i det nordvestlige Island. Det blev formentligt fremstillet i perioden 1376-1386. 

Håndskriftets indhold viser en voksende interesse i fortællinger om den såkaldte universalhistorie: Første del (ff. 1r-23v) indeholder universalkrøniker, der opdeler verdens tidsaldre i makrogrupper. Dette var en følge af ideen om aetates mundi (‘verdens tidsaldre’), der spredte sig gennem hele Europa i middelalderen med Augustinus’ værk De civitate dei (‘om Guds stad’). 

Håndskriftets fortællinger om de første fem tidsaldre omfatter i høj grad omarbejdelser eller fortolkninger af gammeltestamentligt materiale blandet med passager om Den Trojanske Krig. Andre lærde historier som for eksempel Breta sögur (den islandske version af Geoffrey af Monmouths Historia regum Brittaniae) og Rómverja saga (en islandsk omarbejdelse af latinske værker som Sallusts De coniuratione Catilinae og Lukans Pharsalia) afslutter fortællingen om verdens femte tidsalder. Beretningen om den sjette tidsalder bruger i høj grad evangelierne som kilde og fokuserer på Jesu liv og lidelse. 

Verdens sidste to tidsaldre er endnu ikke kommet: Fortællingerne om dem beskriver Antikrists ankomst og dommedag.

Eksemplariske stamtavler

Indholdet af Reynistaðarbók er dog ikke begrænset til universalhistorie. Der følger en anden del, som ser ud til at være mindre kompakt end første del, dog med flere lakuner i teksten. Den indeholder legender og exempla fra helgenernes og pavernes liv sammen med annaler.  

Blandt beretningerne findes der også kapitler fra Olav Tryggvasons saga (Óláfs saga Tryggvasonar) indførte i de andre exempla. Det er derfor bemærkelsesværdigt, hvordan midten af f. 40r afsluttes med den store saga om Olav Tryggvason med en slægtshistorie skrevet i prosa, der kendes som Upphaf allra frásagna (‘begyndelsen på alle fortællinger’). Denne slægtshistorie beretter om de første generationer af en dansk kongerække, som menes at nedstamme fra guden Odin.

Fra Odin til Frode

Upphaf allra frásagna indleder sit slægtshistoriske materiale med en beskrivelse af, hvordan tyrkiske og andre asiatiske folkestammer tog deres sprog med sig til Saksen, Skandinavien og dele af England. Det var ikke ualmindeligt i slægtshistoriske fremstillinger at påstå en oprindelse i øst, især fra trojanerne, ligesom den romerske digter Vergil tidligere havde gjort det i sin Æneide. Det er højst sandsynligt, at den nordiske idé om at forbinde slægtshistorie med trojanske myter stammer fra frankiske kilder. 

Prologen til Snorres Edda indeholder den samme slags lærd forhistorie: En påstået forbindelse mellem Aserne og Asien blev understøttet af ordenes lighed. Ifølge Upphaf allra frásagna var Odin, der var søn af Tor, lederen af folkevandringerne fra Asien mod nord. Odin havde flere sønner, blandt andre Skjold og Ingifreyr, som senere blev høvdinger i hhv. Danmark og Sverige. Stamtavlen nævner derefter Leif som Skjolds søn og slutter med Frode, Leifs søn.

Skjold: Danmarks første (sagn)konge

Med sin sporing af kongerækken tilbage til Skjold menes Upphaf allra frásagna at være en vigtig kilde i genetableringen af fortællingens kerne i den tabte Skjöldunga saga. Denne saga er ikke overleveret gennem håndskrifter, på nær et par mulige fragmenter af dens yngre redaktion, men kan udledes takket være Rerum Danicarum Fragmenta (1596), en gengivelse på latin efter den islandske humanist Arngrímur Jónsson. 

Upphaf allra frásagna er et eksempel på, hvordan selv en kort stamtavle kan hjælpe med at forstå kilderne bag en tekst: Især den del af teksten, der handler om Leif og Frode, ser ud til at stemme fuldstændigt overens med Arngrímurs beretning. Det er derfor højst sandsynligt, at de to kompilatorer brugte en og samme kilde.

Emner