22. december - Hjerternes fest

(Klik på billedet for en større version.)

Det korte, brede vellum quarto (ca. 15 × 13 cm) AM 325 II 4to, fra begyndelsen af det 13. århundrede ser ikke ud af meget, men spiller en langt vigtigere rolle for oldnordisk-islandsk litteraturs historie, end man ved første øjekast skulle tro ud fra dets ydmyge udseende: Det indeholder den eneste eksisterende kopi af et værk kendt som Ágrip af Noregskonungasögum (En kort historisk gennemgang af Norges konger), den tidligste overlevende tekst på folkesproget som beskæftiger sig med Norges historie og menes at være blevet skrevet omkring 1190.

Selvom selve håndskriftet uden tvivl er islandsk, så er originalen, som det er en kopi af, med sikkerhed blevet skrevet i Norge. Generelt set er Ágrips stil ret akavet, ofte på grænsen til uforståelig. Men når man tænker på, at det repræsenterer et af de tidligste forsøg på at skrive et sammenhængende narrativ på folkesproget, som har overlevet, så er denne akavethed måske ikke så overraskende. Samtidig er der mange passager, som tyder på en vis grad af stilistisk bevidsthed fra forfatterens side, og han var tydeligvis en lærd mand. Snorri Sturluson, der selv ikke var nogen ringe stilist, ser ud til at have været imponeret nok til at have overtaget flere passager fra Ágrip mere eller mindre ordret i sin Heimskringla, navnlig episoden hvor Kong Harald Hårfager bliver forhekset af den laplandske prinsesse Snæfrid.

I håndskriftet står der: 

Jólaaftan, er Haraldr sat at mat, þá kom Svási fyrir dyrr ok sendi konungi boð at hann skyldi út ganga til hans, en konungr brásk reiðr við þeim sendiboðum, ok bar inn sami reiði hans út er boð hans hafði borit inn. En hinn bað hann þá eigi fyrir flví at síðr [í] annat sinni ok gaf hónum bjórskinn eitt til, ok kvað sik vera þann Finninn er hann hafði ját at setja gamma sinn annan veg brekkunnar á Þoptyn, þar sem þá var konungrinn. En konungrinn gekk út ok varð hónum þess játsi, at hann gekk yfir í gamma hans með áeggjan sumra sinna manna, þóat sumir letti. Stóð þar upp Snjófríð, dóttir Svása, kvenna vænust, ok byrlaði ker mjaðar fullt konunginum, ok hann tók allt saman ok hǫnd hennar. Ok þegar var sem eldshiti kœmi í hǫrund hans ok vildi þegar hafa hana á þeiri nótt. En Svási sagði at þat mundi eigi vera, nema hónum nauðgum, nema konungrinn festi hana ok fengi at lǫgum. Ok hann festi ok fekk ok unni svá með œrslum, at ríki sitt ok allt þat er hans tígn byrjaði flá fyrlét hann ok sat hjá henni nótt ok dag náliga, meðan þau lifðu bæði, ok .iij. vetr síðan hón var dauð. Syrgði hann hana dauða, en landslýðr allr syrgði hann villtan.

Og oversat til dansk:

På juleaften, da Haraldr satte sig ved bordet, kom Svási til døren og sendte ord ind til kongen, at han skulle komme ud til ham. Denne anmodning gjorde kongen vred, og den samme mand bragte hans vrede ud, som havde bragt beskeden ind. Svási spurgte ham alligevel igen og gav ham også et bæverskind og sagde, at han var den laplænder, som kongen havde givet lov til at bygge en hytte på den anden side af bakken ved Þoptyn, hvor kongen da var. Kongen gik ud, og han indvilligede i at tage til Svásis hytte tilskyndet af nogle af sine mænd, selvom andre prøvede at tale ham fra det. Der stod Snjófríðr, Svásis datter, den smukkeste af alle kvinder, og tilbød kongen en kop fuld af mjød. Han tog den og med den hendes hånd, og pludselig var det som om en brændende varme trængte ind i hans kød, og han ønskede at få hende den samme nat. Men Svási sagde, at det ikke kunne blive sådan – kun imod hans vilje – med mindre kongen trolovede sig med hende og derefter giftede sig med hende i overensstemmelse med loven. Og han blev trolovet med hende og giftede sig med hende og elskede hende så vanvittigt højt, at han forsømte sit kongerige, og alt der sømmede sig for hans kongelige ære, og han blev hos hende nærmest hver nat og dag, mens de begge levede, og tre år efter at hun døde. Han sørgede over hende, død, men folket sørgede alle over ham, forhekset.