03. december 2017

3. december - silke og brokade på din ønskeseddel

Julekalender

Bag dagens låge finder vi det ældste stykke danske verdslige musik med tilhørende noder.

Det er uvist, hvorfor Codex Runicus er skrevet med runeskrift. (Klik på billedet for en større version.)

Bag håndskriftsignaturen AM 28 8vo gemmer sig ikke alene Den Arnamagnæanske Håndskriftsamlings måske største sjældenhed, men også en af den middelalderlige bogkulturs mest ejendommelige frembringelser.

Indholdet er ganske vist gammeldanske tekster, der på nær en enkelt (den længere kongerække) er kendt også fra andre kilder. Hovedstykkerne er Skånske Lov – en optegnelse af den middelalderlige skånske sædvaneret, formentlig færdigredigeret i tiden mellem 1201 og 1216 – og Skånske Kirkelov – en overenskomst om detaljer i retsplejen indgået mellem de skånske bønder og ærkebispen i Lund tidligt i 1170’erne. Disse to tekster er indført med én og samme hånd og fylder tilsammen godt 90 af håndskriftets 100 blade (fordelt på 14 læg). Resten består af nogle historiske småtekster, som menes nedskrevet med en lidt senere hånd, oprindelig måske som et selvstændigt håndskrift: et kort brudstykke af en dansk sagnkongerække; et lidt længere brudstykke af en opremsning af danske konger fra sagntiden til Erik Menved (1286–1319) med stærkt selektive oplysninger tilknyttet, især om hvilke kæmper kongerne har nedlagt, og hvilke folkeslag de har gjort skatskyldige; endelig en beskrivelse af grænsen mellem Danmark og Sverige og af selve grænsedragningshandlingen. Som slutvignet står verslinjerne »drømde mik en drøm i nat um silki ok ærlik pæl« (jeg drømte en drøm i nat om silke og prægtig brokade) med tilhørende noder, antagelig de ældste, der er overleveret i Norden til en nordisk tekst. Melodien er kendt af de fleste danskere som pausesignal for Danmarks Radios program 1.

"Oversat" til runeskrift

Håndskriftets navn og berømmelse beror på, at dets indhold helt igennem er skrevet med runer. Runerne er med enkelte modifikationer hentet fra det såkaldte helstungne alfabet, en omdannelse af vikingetidens runealfabet på 16 tegn til et alfabet med modsvarigheder til så godt som alle bogstaver i det latinske alfabet; det helstungne alfabet er det, der almindeligvis bruges i middelalderlige runeindskrifter (på ligsten, kirkeinventar m.m.). Foruden selve runerne stammer håndskriftets brug af to lodret ordnede punkter til markering af ordmellemrum fra runekulturen, rammelinjerne vel også. Fra den latinske bogkultur genkender man brugen af rødt (sjældent gulbrunt eller blåt) blæk til markering af kapitelbegyndelse (begyndelsesbogstav eller -ord) og det palmettelignende mønster, som to initialer sidst i håndskriftet er udsmykket med.

Der findes kun én mulig middelalderlig nordisk parallel til Codex Runicus, et fragment på seks blade i duodesformat (Stockholm, Kungliga biblioteket A 120). På grund af ligheden mellem både runer og sprog har man antaget, at de to håndskrifter udgik fra samme skriverskole, som hypotetisk har været lokaliseret til Skånes eneste cistercienserkloster, Herrisvad (stiftet 1144). Den spinkle forbindelse bæres dels oppe af sprogformen, som begge steder er mere eller mindre skånsk, dels af fragmentets indhold: en oversættelse fra latin af den version af Marias klage ved korset, som i middelalderen blev tillagt cistercienserabbeden Bernhard af Clairvaux (1090–1153). Tilblivelsestidspunktet er om muligt endnu vanskeligere at fastsætte, fordi der ikke findes entydigt dateret materiale at sammenligne med. De momenter, der uden at være fældende kunne tale for de traditionelle dateringer til tiden ca. 1300–1350, er dels brugen af pergament som materiale, dels sprogformen i lovteksterne, der utvivlsomt står nærmest sprogformen i det ældre lag af bogstavskrevne Skånske Lov-håndskrifter; ornamenteringen af de to initialer og hele apparitionen signalerer under alle omstændigheder middelalder. At den historiske sektion må være fra efter 1319, fremgår af udsagnet i datid om Erik Menveds dronning, der døde samme år som han: »Ingeborg hed hans dronning«.

Ligesom sted og tid er uvisse, er det uvist, hvorfor runeskriften her er brugt som bogskrift. Da skrivefejl tyder på, at håndskriftet på første eller anden hånd stammer fra forlæg med latinske bogstaver, har man gættet på, at runebrugen skyldes et bevidst ønske om at genoplive den gamle nordiske skrift eller hæve den op til den latinskes niveau.

Historien ukendt, men proveniensen kan spores

Fortaber håndskriftets middelalderlige historie sig i det dunkle, ligger en del af dets bevægelser siden 1566 til gengæld fuldt belyste takket være ejernotitser på forsatsbladet. Det må ses som typisk udtryk for 1500-tallets vågnende nationalhistoriske interesse i de højere kredse, at den første kendte ejer er rigens lærde kansler Antonius Bryske (ca. 1500–1566). Via yderligere to kendte ejere samt mindst to uvisse dukker håndskriftet i 1638 op hos lægen og runeforskeren m.m. Ole Worm (1588–1654). Han udgav de tre historiske tekster i 1642, mens kongerækken stadig var intakt, i modsætning til da Jakob Langebek genudgav den i 1772. Nogle af de bladtab, som håndskriftet har lidt, er derfor nok sket så sent som i anden halvdel af 1600-tallet, da det fik sin nuværende pergamentindbinding.

Fra Worm-slægten gik Codex Runicus over til en anden polyhistor, Ole Borch (1626–1690), der egenhændigt har forsynet bindet med (nu svagt skelnelig) rygtitel, og endnu i 1717 vides den at have befundet sig i biblioteket på det kollegium i Store Kannikestræde, som Borch havde oprettet. Om den tilfældigvis var udlånt til næsten-genboen Arne Magnusson i de dage i oktober 1728, da ilden hærgede København og Borchs Kollegium brændte ned til grunden, vides ikke; men faktum er, at bogen, tilsyneladende ved en slags højere tilskikkelse, blev reddet fra flammerne sammen med hovedstolen af Arne Magnussons håndskrifter og derefter umærkeligt gled ind som nummer 28 blandt oktaverne i Jón Ólafsson fra Grunnavíks katalog fra ca. 1730 over Arne Magnussons håndskrevne bøger.

Som slutvignet står verslinjerne »drømde mik en drøm i nat um silki ok ærlik pæl« (jeg drømte en drøm i nat om silke og prægtig brokade) med tilhørende noder, antagelig de ældste, der er overleveret i Norden til en nordisk tekst. (Klik på billedet for en større version.)