En horkvinde omvendes – Københavns Universitet

haandskrift.ku.dk > En horkvinde omvendes

20. oktober 2017

En horkvinde omvendes

Ugens mirakel

I denne uges mirakel lærer Jomfru Maria en forsmået kvinde og hendes mands elskerinde, at der er vigtigere ting i verden end mænd.

“Hórkona leiðréttisk” (En horkvinde omvendes) markerer indledningen til denne uges mirakel. (Klik på billedet for en større version.)

Som mange andre Marialegender kommer denne uges historie fra Vincent de Beauvais’ Speculum Historiale (Bog VII, kapitel 100). Det omhandler en mand, som er så betaget af sin elskerinde, at han negligerer sin hustru, hvilket forvolder hende megen sorg. Den kendes internationalt som "Hustro og Elskerinde" (Poncelet no. 1135) og fokuserer ikke på manden, men på de to kvinder, der begge er Jomfru Maria meget hengivne. 

Historien findes på side 272-76 af AM 675 4to, vores håndskrifts andet bind, og er blevet udgivet i Ungers Maríu saga, s. 1027-28. Rubrikken (overskriften) er “Hórkona leiðréttisk” (En horkone omvendes), hvilket er lidt misvisende, idet pointen i historien netop er, at begge kvinder omvendes og forsones gennem Jomfru Marias indflydelse. Det fremgår ikke - hvad det sjældent gør - hvad der bliver af manden. 

Slutningen på historien findes også i AM 240 VIII fol. fra 1500-tallets anden halvdel. 

Der findes en anden oldislandsk upgave af denne historie, som er bevaret i fire håndskrifter, bl.a. Stock. perg. 4:to nr. 11, fra midten af 1500-tallet, og som også er udgivet i Maríu saga, s. 274. Denne udgave bygger på Liber de laudibus Beatae Mariae af Guibert de Nogent (c. 1055-1124).

Den transskriberede islandske tekst lyder som følger:

Nøkkur kona var sú, sem elskaði eiginbónda annarrar konu, ok lagðisk undir hann. Var hann svá galinn fyrir þessi hórkonu, at hann gleymdi náliga þar fyrir sinni húsfrú. En þó at þessi vesla kona væri í svá vándum lifnaði, þá minntisk hún jafnan hvern tíma, sem hún kom til kirkju, hvar sem hún sá líkneski sælar jungfrú Maríu, at heilsa á hana fyrst, segjandi með ǫllum góðvilja engilliga kveðju 'Ave Maria', áðr hún hóf upp aðrar sínar bœnir. Eiginkona fyrrsagðs bónda hafði mjǫg grimligan hug á henni, harmandi at hennar maðr virði meira hórkonuna en sik. En því at hún þorði ekki, sakir ótta síns bónda, at gera henni til meins, ok eigi heldr at ásaka hana opinberliga, vendir hún ǫllu sínu ákalli til várar frú, Guðs móður, sællar Marie, biðjandi, at hún léti Guð dróttins reiði koma yfir þessa konu, er hana rænti sínum eiginbónda, ok hún skyldi eigi lengi þola at óhegndr væri hennar ljóti hórdómr. Ok sem hún hugði sik með sínum iðuligum gráti mundu hafa uppvakit mót henni reiði himinríkis dróttningar, þá vitrask henni sú sjálf blezaða jungfrú í draumi, ok sagði til hennar: "Sakir hvers biður þú af mér dagliga með miklum góðvilja at hefnd komi yfir þá konu? Ek má ekki gera þat, er henni sé í mót, því at hún boðar mér þann minn fagnað, sem engin skepna má mik svá heilsa at mér sé þekkara; eðr hyggr þú at ek skal vera þeirri reið fyrir þína skyld, er mik vekr upp til fagnaðar, minnandi mik á mína óumrœðiliga dýrð." Sem konan heyrði þetta af várri frú, lét hún af at biðja þess sem fyrr bað hún. En einn dag berr svá til at hennar elja kemr í mót henni í nøkkurum stað. Hún talar þegar til hennar hǫrðum orðum, á þenna hátt: "Þú hin fúlasta púta gerir mér mikinn harm, dagliga, er með þínu saurlífi slítr brott af mér mitt eigit kjǫt, minn bónda; en tér mér þína nærveru, dirfandisk at fara í mót mér, er ek hata umfram alla hluti. Svo gjarna vildi ek ok, en heldr væri skyldugt, at ek píndi þik, því at þú gengr dagliga ok gerir harm mínu hugskóti, svá eyrunum ok augunum. En síðan ek þordi ekki at atgera, var sú ein mín ván til hefndar at Guðs móðir mundi þik dœma með sinni reiði, en sjálf hún sagði mér at sú sama kveðja, sem þú ert hvern dag vǫn hana at heilsa með, blíðkaði hana svá mjǫk at hún vildi engi harðindi þér gera." Sem hún heyrir þetta leitar hún eptir sem vandligast hvort þetta er satt, ok síðan segir hún: "Vit fyrir víst, at heðan af skal ek eigi elska þinn bónda, ok eigi skal hann nøkkura líkamsmunúð við mik drýgja, þér til angrs. Heldr heit ek ok þar með þeirri, sem fyrir mína litla þjónustu veitti mér svá mikla miskunn, skal ek fyrir hennar elsku lifa hreinliga heðan af." Ok sem hin hélt hreinlífi, lagði þessi niðr allan sinn harm ok kæru. Gerði þetta, báðum þeim til æru, sú sem blezuð er umfram allar konur, Guðs móðir María.

Hvilket i en nogenlunde direkte oversættelse er:

Der var en kvinde som elskede en anden kvindes ægtemand og lå med ham. Han var så gal efter denne horkvinde, at han næsten glemte sin hustru på grund af det. Men selvom denne elendige kvinde var slet ved at føre sådan et dårligt levned, huskede hun altid, hver gang hun kom i kirken og så billedet af den salige jomfru Maria, at hilse på hende først, og med al velvillighed at sige den englelige hilsen Ave Maria, før hun begyndte sine andre bønner. Ægtehustruen til førnævnte mand havde mange grimme tanker om hende, og var sorgfuld fordi hendes mand agtede horkvinden mere end hende. Men fordi hun af frygt for sin mand ikke turde skade og gøre hende men, og ej heller at anklage hende åbenlyst, så vender hun al sin bønfaldelse mod vor frue, Guds moder, den velsignede Maria, bedende om at hun lader Gud herrens vrede komme over denne kvinde, som rendte med hendes ægtemand, og at hun skulle ikke længere tåle, at hendes afskyelige hordom forblev ustraffet. Og som hun troede, at hendes stadige gråd ville have opvakt himmerigets dronnings vrede mod hende, da viste den velsignede jomfru sig selv i hendes drømme, og sagde til hende: “Sig mig, hvorfor beder du af mig daglig med megen godhed, at hævn kommer over denne kvinde? Jeg kan ikke gøre det, som er hende imod, fordi hun forkynder til mig sådan en hilsen, at ingen skabning kan hilse mig på sådan en måde, at det ville være mig til større glæde.” Da kvinden hørte dette af vor frue, lod hun være med bede om det, som hun før bad om.

Men en dag sker det så, at hendes rivalinde kommer imod hende på et sted. Hun taler straks hårde ord til hende på denne måde: “Du, din modbydelige skøge, gør mig megen skade dagligt, fordi du med dit sårende levned slider bort af mit eget kød, min mand, og viser mig din tilstedeværelse, og vover at fare imod mig, dig som jeg hader mest af alle ting. Jeg ville så gerne – og skulle være forpligtet til – at pine dig, fordi du dagligt går og gør harm mod mit sind, ligesom mod ørerne og øjnene. Men siden jeg ikke turde gøre noget, var mit håb om hævn således, at Guds moder ville dømme dig med sin vrede, men hun sagde selv til mig, at den samme hilsen, som du hver dag hilser hende med, formildede hende så meget, at hun intet hårdhændet ville gøre mod dig.” Da hun hører dette, tjekker hun omhyggeligt, hvorom det er sandt, og siden siger hun: “Vid at det er sandt, at fra nu af skal jeg ikke elske din mand, og han skal ikke få legemlig nydelse fra mig, som vil føre til lidelse for dig. Hellere lover jeg også det til hende, som for mine små tjenester har hjulpet mig med så megen barmhjertighed, for hendes kærlighed skal jeg leve rent fra nu af.” Og som den ene holdt sig til at føre et rent levned, lagde den anden al harme og bebrejdelser ned. Dette gjorde – dem begge til ære – hende, som er velsignet mest af alle kvinder, Guds moder Maria.  

The master class prepared a transcription of the text in various layers. Click on the image to see a side-by-side of the manuscript and the master class's facsimile transcription.