Kordegnen tændte ikke lamperne – Københavns Universitet

haandskrift.ku.dk > Kordegnen tændte ikke ...

17. november 2017

Kordegnen tændte ikke lamperne

Ugens mirakel

Sommerskolen i skandinaviske håndskriftstudier er ikke bare sjov og ballade med middelalderbøger. Når de to uger er omme, har de studerende faktisk ydet et stort bidrag til forskningen, og intet sted er det mere tydeligt end hos Masterklassen. Hver fredag vil vi bringe frugterne af deres arbejde i en serie, som vi kalder Ugens Mirakel.

Sacrista kveikti ekki lampa” (Kordegnen tændte ikke lamperne) markerer begyndelsen på denne uges mirakel (Klik på billedet for en større version.)

Det er blevet tid til den sidste Marialegende i vores serie "Ugens Mirakel", og vi slutter af med en historie af ukendt oprindelse, som kun findes i vores håndskrift, AM 635 4to. Ole Widding gav det navnet Karrig klosterbroder, mens Irene Kupferschmied kalder det “Sakristan geizt mit Lampenöl” (Kordegnen sparer på lampeolien). Det fortæller om en ung kordegn, der, for at spare på olie, hvilket var en mangelvare, beslutter sig for at bryde med traditionen og ikke tænde de lamper i kirken, der er helliget Jomfru Maria. Denne handling ender med at få alvorlige konsekvenser for den stakkels munk. Historien slutter brat grundet en lakune i håndskriftet, men man får bestemt indtryk af, at det vil ende galt. 

Historien optræder på blad 341-345 i vores håndskrift, hvor det er forsynet med overskriften “Sacrista kveikti ekki lampa” (Kordegnen tændte ikke lamperne). En transskriberet og normaliseret udgave lyder således:

Her ses teksten i en faksimiletransskription, dvs. at man bogstav for bogstav gengiver håndskriftets tekst uden nogen ændringer. (Klik på billedet for en større version.)

Sá var einn ungr bróðir í nokkuru klaustri, siðlátr ok góðs lifnaðar um marga hluti, en þat starf hafði hann at hann var sacrista. Í þeirri sömu kirkju váru þrjár eða fjórar líkneskjur várar frú, Guðs móður Maríe, fagrliga búnar með gull ok gervar með miklum hagleik, sem hún hafi sér í faðmi várn lausnara. Var yfir sínu altari hver skriptin. Sá siðr var í þeirri kirkju at á hinum hæstum hátíðum, er þar váru haldnar nær fimmtán á hverju ári, skyldi brenna ljós í lampa fyrir várar frú skript, frá því er heilagt var á messu aptaninn ok nóttina ok sjálfan daginn allt til kvelds, at gera svá ljósa ok bjarta alla kirkjuna. Þat bar til á dǫgum þessa sacriste at eigi mátti fá oleum at kaupa í því héraði. Fékksk þat lítið en nærr ekki fluttisk til, ok því at hann ørvæntir at þat megi fásk, vill hann spara sem mest ok geyma þat oleum sem hann hefir ok vill þar láta helzt missa at brenni í kirkjunni sem honum þykkir minnst þurfa, ok því tendrar hann ekki þessa lampa á helga þórsdag ok hvítasunnu, er vanir váru at brenna nótt ok dag á fyrsǫgðum hátíðum. Munkrinn fékk þegar skjóta pínu, því at á týrsdaginn í helgu víku tók hann skjótliga svá ákafliga febres, at hann hélt varla sínu viti, en áðr sýndisk hann vera vel heill. Hann andaðisk mánadaginn í trínitatis víku, en laugardags morgininn áðr sem hann var mjǫk at kominn dauða, sýnisk honum dróttning englanna, hin mildasta Guðs móðir María, sem sitjandi í ofanverðu riði nokkuru því sem var nærr einni af fyrsǫgðum líkneskjum. Hann þóttisk þá kalla sem minnandisk síns háska ok krankleika: “Heilǫg María, miskunna mér.” Munkinum sýnisk hún svá bjǫrt, at hann mátti varla í mót sjá. Hún lítr til hans nokkut með reiði ok sagði: “Þú tók<st> á brott ljós þat, sem mér var til heiðrs á jarðríki, ok því skal ek taka frá þér æfinliga ljós þessa lífs.” Bróðirinn varð ákafliga hræddr við þessa ógurligu heitan, sem eigi var undarligt, ok fellr til fóta vári frú með hǫrmuligum grát ok bað hana fyrirláta sér þat sem hann hafði misgert við hana, heitandi at bœta við hana ok gera aldri síðan þat sama. En því at hennar heitan ok ógn fylgir jafnan miskunn, sér hún til hans miklu blíðligar en fyrir ok vísandi honum með hendinni til þess stigs sem var fyrir fótum hennar ok segir: “Sit hér.” Hann settisk niðr fyrir fœtr henni skjálfandi af mikilli hræðslu. Hún hvarf þegar brott. Sem hann hvarf aptr til sjálfs síns, kallar hann saman brœðrna ok segir þeim greiniliga vitranina. Um daginn eftir biðr hann með miklum grát at þeir láti brenna ǫll fyrsǫgð ljósker um nóttina ok daginn eftir, því sem vant var á þvílíkri hátíð. Hann hét því ok Guði at ef hann fengi sína heilsu sem hann girntisk skyldi hann til heiðrs eilífri jungfrú ok móðr hins sanna ljóss halda fornum vana um ljós fyrir hennar líkneskjum ok auka sem hann mátti. En því at sá dómr er móðir sannleiksins hafði dictat ok framsagt með sínum sannorða munni mátti eigi bregðask, andask hann á þriðja degi síðan hún hafði honum vitrask. Var þat á mánadaginn eftir festum trínitatis, sem hann hafði nokkut upphafit yfirbót sinnar syndar í, því at á fyrsagðri hátíð heilagrar Guðs þrenningar brunnu ljós, sem at fornu var, fyrir líkneskjum várar frú. Einn bróðir siðlátr ok heilagr, sá er leiddr var ór sínum líkama á langafrjádag, hverjum er hinn helgi Nikolás biskup sýndi bæði píslastaði ok svo dýrð góðra manna, sá þenna bróðr þá enn í píslum, mest sakir þess at hann vanrækti optliga margt þat, sem hans stétt ok vígslu heyrði til, einkanliga um þjónustu í he[...]. 

Som i en nogenlunde direkte oversættelse er:

Der var en ung broder i et kloster, moralsk og med god livsførelse angående mange ting, og han havde den opgave, at han var kordegn. I deres kirke var der tre eller fire afbildninger af vor frue Guds moder Maria, flot smykket med guld og udført med stor dygtighed, hvor hun har vor frelser i sin favn. Billederne var hver over et alter. Sådan var vanen i denne kirke, at ved de højeste højtider, af hvilke der blev holdt næsten femten hvert år, skulle brænde lys i lamperne foran hver billede af vor frue, fra de hellige aftenmesse og natten over og på selve dagen helt til aften, og sådan at gøre det lyst og oplyse hele kirken. Det skete i denne kordegns dage, at man ikke kunne købe olie i dette område. Der var kun lidt og det var ikke nok, og da han fortvivlede, at han ville kunne få noget, vil han spare mest muligt og gemme på den olie, som han har, og vil helst undlade at lade det brænde i kirken, der hvor han synes det mindst er nødvendigt, og derfor tænder han ikke disse lamper Skærtorsdag og på Pinsen, selvom vanen var at brænde [lamperne] nat og dag ved førnævnte højtider. Munken fik sin straf hurtigt, fordi om torsdagen i den hellige uge fik han hurtigt sådan en brændende feber, at han knap beholdt sin forstand, men før syntes han at være ved godt helbred. Han døde om mandagen i Trinitatis ugen. Men lørdag morgen, da han var kommet tæt på sin død, viste englenes dronning, den mildeste Guds moder Maria, sig for ham, siddende på den øverste del af nogle trapper, som var nær et af de førnævnte billeder. Han syntes at kalde, som om han nævnte sin ulykke og sygdom: ”Hellige Maria, vis mig nåde.” Munken syntes, at hun var så lysende, at han knap kunne se på hende. Hun kiggede på ham delvis med vrede og sagde: ”Du tog det lys væk, som var til min ære i jorderiget, og derfor vil jeg tage dit livs evige lys fra dig.” Broderen var heftigt bange over denne dødelige trussel, hvilket ikke var underligt, og faldt for fødderne af vor frue i desperat gråd og bad hende om forladelse for den misgerning, som han havde gjort mod hende, og lovede at gøre det godt igen aldrig gøre det samme igen. Men fordi hendes trussel og vrede følges af proportionel nåde, kiggede hun på ham meget blidere end før, og viste ham hen til det trappetrin, som var for hendes fødder, og sagde: ”Sid her.” Han satte sig ned for hendes fødder, skælvende af stor rædsel. Hun forsvandt straks bort. Som han kom til sig selv igen, kaldte han brødrene sammen og fortalte dem detaljeret om synet. Dagen efter beder han med megen gråd om, at de lader alle de førnævnte lamper brænde om natten og om dagen, efter det som var sædvanen ved sådan en højtid. Han lovede Gud, at hvis han fik sit helbred tilbage, som han higer efter, skulle han til ære for den evige jomfru og det sande lys’ moder, opretholde den gamle sædvane om lys foran hendes billeder, og forøge [det] hvis han kunne. Men fordi den dom, som sandhedens moder havde dikteret og fremsagt med sin sanddru mund, ikke kunne ændres, så dør han på tredje dagen efter, at hun havde vist sig for ham. Det var om mandagen efter Trinitatis festen, hvor han var begyndt at sone en del for sine synder i denne forbindelse, ved at på førsagte højtid, den hellige Guds treenighed, brænder lys, ligesom tidligere, foran billederne af vor frue. En forbilledlig og hellig broder, som var ude af sit legeme på Langfredag, til hvem den hellige biskop Nikolaus viste både pinselsstedet og så gode mænds dyd, så da denne broder stadigvæk i pinsel, mest fordi han ofte forsømte det, som hørte til hans pligter og titel, især i forbindelse med tjeneste i… 

Således ufuldendt slutter historien og således ufuldendt slutter vores serie "Ugens Mirakel". Håndskriftet AM 634-635 4to indeholder mange flere historier, og de fire unge forskere fra sommerskolens Master Class vil arbejde videre på at få dem givet ud, så der er al mulig grund til at holde øje med siden fremover.