22. september 2017

Munke bad for abbeden

Ugens mirakel

Sommerskolen i skandinaviske håndskriftstudier er ikke bare sjov og ballade med middelalderbøger. Når de to uger er omme, har de studerende faktisk ydet et stort bidrag til forskningen, og intet sted er det mere tydeligt end hos Masterklassen. Hver fredag vil vi bringe frugterne af deres arbejde i en serie, som vi kalder Ugens Mirakel.

“Munkar báðu fyrir ábóta” (Munke bad for abbeden) begynder denne uges mirakel. (Klik på billedet for en større version.)

Man kender godt typen: normalt er han from som dagen er lang, men så snart han hænger ud med sine venner, er han beskidt og sjofel. 

Sådan en fyr møder vi i denne uges Marialegende, som findes i AM 634-635 4to side 474-476 af første bind, hvor det er forsynet med rubrikken “Munkar báðu fyrir ábóta ” (Munke bad for abbeden). Ligesom sidste uges legende, omhandler det abbeden Sankt Hugo af Cluny (1024-1109), og ligesom sidst ser det ikke ud til, at denne historie findes i nogen andre latinske kilder omhandlende ham.   

Masterklassen har opmærket teksten ved brug af TEI-XML, som kan vises på forskellige måder, som f.eks. en faksimiletransskription (læs den her), dvs. at man bogstav for bogstav gengiver håndskriftets tekst uden nogen ændringer, en diplomatarisk transskription (læs den her), dvs. en nogenlunde tekstnær transskription med nogle palæografiske træk og opløsning af forkortelser, eller en normaliseret transskription, dvs. med normaliseret ortografi, hvor man har rettet evenentuelle skrivefejl og opløst alle forkortelser. Denne normaliserede udgave lyder som følger:

Í biskupsdœmi Pictanensis biskups var ábóti sá er Gígo hét, heilagr í sínum lífnaði ok frægr mjǫk af sínum góðum hlutum. Ok þó at þessi sœmiligi herra væri pryddr með dyggð heilagrar bindendi í fǫstum ok vǫkum ok staðfesti heilagra bœna ok miklum ǫrleika við fátœka menn, þá var hann svá hégómligr ok vanstiltr í sínu tali, þá er hann var ǫðrum mǫnnum með, at sá sem hann heyrði tala ok vissi eigi hans lifnað mundi eigi vænta at með honum væri nokkut merki dyggða heilags lífnaðar. Virðuligr herra Hugo minnti hann optliga at hann bœtti sig um þenna hlut. Ok á nokkrum tíma sem ábóti Cluniacensis fór at visitera hans munklífi, sem honum heyrði til, vitrask fyrrnefndr ábóti Gígo þessum ábóta Hugoni þrim nóttum áðr hann kœmi í hans klaustr. Var hann mjǫk hryggr ok talaði ekki, sýnandi sinn munn fullan með leirr ok varrirnar duptugar. Sem hinn virðuligi Hugo vaknar, skilr hann at Gígo er liðinn ór þessum heimi. En þvíat hann hafði sinn munn ok varrir útan stilling haft til hégómligra orða ok óviðrkvæmiligs hlátrs, sýndisk hann hafa tekit pínu syndarinnar á þeim sǫmum limum. Um morgininn eptir varð hann vísari af þessi sýn, þvíat <brœðr> þess munklífis runnu mót honum, segjandi þeira ábóta Gígonem andaðan vera. Ok er hann hefir saman kallat brœðurna, biðr hann at þeir skyldi biðja til guðs ok várar frú fyrir hans frelsi, haldandi sjǫ daga samfleytt þǫgn. Hinum sjǫunda degi þeirar þagnar liðnum, vitrask Gígo enn fyrrsǫgðum ábóta, þakkandi honum at fyrir hans bœn með brœðranna fulltingi var hreinsuð synd hans varra. Virðuligr faðir Hugo varð harðla glaðr af þessu ok segir brœðrunum þegar um morgininn þat sem honum var vitrað, minnandi á at þar fyrir þakkaði þeir guði ok gœzku hinnar mildustu móður guðs Maríe, er aldri er óminnig þeira sem hennar minnask.

Som i nogenlunde direkte dansk oversættelse lyder således:

I biskoppen af Poitiers’ stift var der en abbed, som hed Gigo. Han var hellig i sin livsførelse og meget velkendt for sine gode gerninger. Men selvom denne højtærede herre var prydet med dyd i hellig afholdenhed ved faste og våge, og standhaftighed i hellige bønner, og stor gavmildhed mod fattige mænd, var han forfængelig og ubehersket i sin tale, når han var sammen med andre mænd, så at de, der hørte ham tale og ikke kendte til hans livsstil, ville ikke vente, at der var noget tegn på dyden af hellig livsførelse ved ham. Den ærværdige herre Hugo huskede ham ofte på, at han skulle forbedre sig i denne henseende. Og engang, da abbeden af Cluny kom for at bese klosteret, som hørte under ham, viste førnævnte abbed Gigo sig for abbed Hugo tre nætter, før han skulle ankome til hans kloster. Han var dybt sørgmodig og talte ikke, men viste at hans mund var helt fyldt med ler og læberne dækket med støv. Da den ærværdige Hugo vågner, forstår han, at Gigo er gået bort fra denne verden. Men fordi han ikke havde afholdt sin mund og sine læber fra ubeherskede ord og upassende latter, lod det til, at han havde taget synderens pinsel på disse samme kropsdele. Senere samme morgen erfarede han mere om sit syn, fordi brødre fra dette kloster kom løbende mod ham og sagde, at deres abbed Gigo var gået bort. Og da han havde samlet brødrene, bad han om, at de skulle bede til Gud og vor frue for hans frelse, ved at holde syv dages fuldstændig tavshed. På syvende dag i deres tavshed viste Gigo sig endnu en gang for førnævnte abbed, og han takkede ham for, at han ved hans bønner, assisteret af hans brødre, havde renset synden fra hans læber. Den ærværdige fader Hugo var meget glad for dette, og om morgenen fortæller han straks brødrene om, hvad der var blevet afsløret for ham; med tanke på dette, takkede de Gud for det og for den mildeste Marias godhed, Guds moder, som aldrig glemmer dem, der husker hende. 

Historen ender med, at munkene takker for Marias godhed, idet hun aldrig glemmer dem, der husker hende. Vi husker hende igen næste fredag, hvor vi er klar med endnu et mirakel. (Klik på billedet for en større version.)