Vor Frue gav en kvinde forstanden tilbage
Sommerskolen i skandinaviske håndskriftstudier er ikke bare sjov og ballade med middelalderbøger. Når de to uger er omme, har de studerende faktisk ydet et stort bidrag til forskningen, og intet sted er det mere tydeligt end hos Masterklassen. Hver fredag vil vi bringe frugterne af deres arbejde i en serie, som vi kalder Ugens Mirakel.
I modsætning til tidligere udgaver af ”Ugens Mirakel” kan denne uges mirakel findes i adskillige andre oldnordiske håndskrifter og er internationalt kendt, med versioner på latin, fransk og flere andre folkesprog. Den stakkels kvindes navn nævnes ikke i teksten, som den er bevaret i vores håndskrift (selvom hendes mands navn, som generelt ikke inkluderes, gør), men det benævnes ”Murieldis” i f.eks. AM 232 fol. og i de fleste andre versioner af historien – og ”Murieldis” er da også det navn, som historien normalt kendes under i Marialegendeforskningen. Det er det sidste i en gruppe på 17 mirakler, der ofte kan findes samlet i håndskrifter, som den lærde polyglot Adolfo Mussafia gav betegnelsen “HM” (Hildefonus-Murieldis”), fra navnet på det første og sidste mirakel i serien. Mussafia vurderede legenderne til at være fra det 11. århundrede og mente, at de sandsynligvis repræsenterede den ældste samling af Marialegender bevaret i deres originale rækkefølge.
Miraklet findes i AM 635 4to, det andet af de to bind, på s. 291-293. I rubrikken står “Vár frú gaf konu aptr vit sitt” (Vor Frue giver en kvinde forstanden tilbage).Masterklassen har opmærket teksten ved brug af TEI-XML, som kan vises på forskellige måder, som f.eks. en faksimiletransskription, dvs. at man bogstav for bogstav gengiver håndskriftets tekst uden nogen ændringer, en diplomatarisk transskription, dvs. en nogenlunde tekstnær transskription med nogle palæografiske træk og opløsning af forkortelser, eller en normaliseret transskription, dvs. med normaliseret ortografi, hvor man har rettet evenentuelle skrivefejl og opløst alle forkortelser. Denne normaliserede udgave lyder som følger:
Den normaliserede udgave lyder som følger:
Ein kona, húsfrú riddara þess er Rotergarus hét, dreymði þann draum at hún þóttisk bera eitt merki svo rautt sem blóð. Hún var þá ólétt at sveinbarni. Sem hún vaknar, missir hún skjótliga síns vits, ok tók at tala ýmisliga hluti. Hennar bóndi undrask þetta mjǫk. Eptir lítinn tíma segisk hún sjá at sú kristilig trú, sem hún hefir þar til haft fyrr, var í milli hennar brjósta, ok fór þar út. Spottaði djǫfullinn svo þessa konu, hverrar ǫnd hann hugðisk til sín skyldu hafa. Hennar vinir báru mikinn angr sakir þessarrar óhamingju sem henni hafdi til borit. Þeir fœra hana til margra heilagra staða, væntandi at hún mætti fá aptr sína heilsu. Hún vakti ok í kirkju heilagrar þrenningar í þeim stað er Fuscanum heitir, en heilǫg þrenning, þat er einn Guð í þrimr personis, vildi eigi þar veita henni heilsu, en hann vildi þann heiðr veita himinríkis dróttningu, Guðs móður Marie. Þessi konu var gefit þat vatn af mǫrgum prestum sem vígt var með mǫrgum sœringum ok helgat með mǫrgum blezunum, en síðan þat kom á hana, œstizk þar við mjǫk hennar krankleiki, ok varð hún síðan miklu óðari. Síðan eitt ár var líðit síðan hún fell í þenna krankleika er hún flutt til kirkju heilagrar Marie fyrir festum purificacionis. Þá kirkju smíðuðu forðum Grikkir at því sem segisk í miðjum einum stórum skógi. Er hún mjǫk ólik ǫðrum kirkjum at smíð, ok viðrkvæmilig heremitis. Hún vakir þar um nóttina á fyrr sagðri hátíð ok varð svo heil fyrir verðleik þeirar helguztu jungfrúr, sem hún hefði aldri þolt þá illu sótt, þvíat hennar vit kom fullkomliga aptr, svo var ok hǫfuðit vel heillt. Sjálf hún ok hennar bóndi ok allir þeira vinir lofaðu Guð ok hans móðir Mariam fyrir þessa jarteign.
Som i nogenlunde direkte dansk oversættelse lyder således:
En kvinde, konen til den ridder, hvis navn var Rotergarus, drømte en drøm, hvor det syntes for hende, at hun bar et banner så rødt som blod. Hun var på dette tidspunkt gravid med et drengebarn. Da hun vågnede, mistede hun pludselig forstanden og begyndte at sige forskellige ting. Hendes mand undrede sig meget over dette. Efter en kort stund sagde hun, at hun så, at hendes kristne tro, som hun altid havde haft, var mellem hendes bryster og forsvandt derfra. Således spottede djævelen denne kvinde, hvis sjæl han ønskede at have for sig selv. Hendes venner var meget sørgmodige på grund af denne ulykke, som havde ramt hende. De tog hende til mange hellige steder og håbede på, at hun ville genoprette sit helbred. Hun holdt også en mindehøjtidelighed i Den Hellige Treenigheds kirke på det sted, der hedder Fuscanum, men Den Hellige Treenighed, som er en gud i tre personer, ønskede ikke at give hende sundhed, men ønskede i stedet at ære Himmelens dronning, Guds mor Maria. Vand blev af mange præster givet til denne kvinde, som blev indviet i mange eksorcismer og helliget med forskellige velsignelser, men efter at dette kom over hende, steg hendes sygdom meget, og hun blev meget mere sindssyg herefter. Efter et år var gået siden den tid, hun faldt i denne sygdom, blev hun taget til den velsignede Marias kirke til Renselsens fest. Grækerne byggede denne kirke for længe siden, således siges det i hvert fald, midt i en stor skov. Den er meget anderledes end andre kirker i sin konstruktion og velegnet til eremitter. Der holdt hun en mindehøjtidelighed om natten til den førnævnte fest, og genvandt sin forstand gennem den hellige Jomfrus dyd, som om hun aldrig havde lidt af denne onde sygdom, for hun genvandt sin forstand så fuldstændigt, at hendes hoved var helt helbredt. Hun selv og hendes mand og alle deres venner roste Gud og hans mor Maria for dette mirakel.
Kontakt
Masterklassen 2017 bestod af:
Johan Bollaert (Uppsala universitet), Anne Ladefoged (Københavns Universitet), Balduin Landolt (Universität Basel) og Ermenegilda Müller (Université de Genève / Háskóli Íslands).
De blev vejledt af Natalie Van Deusen (University of Alberta) og Matthew Driscoll (Københavns Universitet).
Om håndskriftet
AM 634-635 4to, skrevet i Island i begyndelsen af 1700-tallet . Det er en afskrift skrevet af pastor Eyjólfur Björnsson (1666-1746) af et håndskrift formodentligt fra 1300-tallet, som nu er gået tabt.
Første bind består af 254 blade (195 mm x 164 mm), pagineret 1-508; andet bind, 256 blade (195 mm x 164 mm), pagineret 1-511. Bladene 19-48 i det første bind er blanke og blev tilføjet af Arne Magnusson.
Det indeholder Maríu saga samt i alt 230 Marialegender (80 + 150).
Læs hele håndskriftsbeskrivelsen på handrit.org.