15. januar 2019

AM 370 fol. Fortidsminder og sagn i Bergen Stift

AM 370 fol., bl. 9v-10r:  Billede af gravstenen som blev fremstillet til den ridder, hvis hovedløse lig man fandt i nærheden af klippen med korset. I stedet for det hoved, der manglede, har man udhugget en hjelm med et kors på (Klik på billedet for en større version).

I Den Arnamagnæanske samling findes der seks håndskrevne og illustrerede papirhæfter, AM 366 fol.-AM 371 fol., der alle er blevet til på foranledning af læge, oldtidsforskeren og poly-historiker, Ole Worm (1588-1654). Fælles for disse håndskrifter er, at de indeholder nogle af de tidligste skriftlige vidnesbyrd og illustrationer af bl.a. runeindskrifter og helleristninger i det dengang danske område: Danmark, Skånelandet (Skåne, Halland og Blekinge i Sverige) samt kolonien Norge med Bohuslän, der dengang var en del af Norge.

Ole Worm, som interesserede sig for Danmarks oldtid, havde i 1622 sendt et kongebrev til Danmarks og Norges biskopper om at foretage eftersøgninger af fortidsminder og runegenstande. Disse oplysninger brugte han senere som kilder til det første danske runeværk Monumenta Danica fra 1646.

AM 370 fol. skiller sig ud fra de andre runehæfter ved for det første at være det tidligste af de seks håndskrifter, og for det andet ved at have markant færre optegnelser af runer. Hvor de andre hæfter næsten udelukkende indeholder optegnelser af runeindskrifter og andre gravindskrifter, er der i AM 370 fol. også optegnet kirker, ruiner, gravhøje med bautasten, stenkors og skjolde.

Håndskriftet AM 370 fol.

Titelbladet til AM 370 fol.: ANTIQVITATES Eller Fortegnelse Oc Afritzing paa huis gamle Legender ſom nu findis Vdij Bergen ſticht. Anno 1626. Ordet Legender og findis er blevet streget over af en samtidig hånd og rettet til hhv. Monumenter og som nu kunde findes. Måske pga. uoverensstemmelse om det vigtigste i håndskriftet (Klik på billedet for en større version).        

AM 370 fol. er et tyndt, håndskrevet hæfte i folioformat, der består af 32 blade, hvoraf de sidste fem er blanke. Håndskriftet går igennem 35 forskellige fortidsminder, og typografisk er det sat op med beskrivelsen af et fortidsminde (eller to) på opslags verso-side og illustration af samme på recto-siden.

Ved håndskriftets tilblivelse i 1626 befinder vi os i Bergen stift i Norge. Fire år efter Worm sendte sit kongebrev, udsendte stiftets biskop, Niels Påske, den nyuddannede teolog Jon Skonvig sammen med sekretæren ved domkapitlet, Samuel Bugge for at optegne fortidsminder i Bergen stift. I den første del af håndskriftet, indtil fol. 12v, samarbejder de om håndskriftet; Skonvig skriver teksterne, mens Bugge tegner og skriver titelbladet. Derefter tager Skonvig over, og han både skriver og tegner resten af hæftet, med undtagelse af fol. 26v, hvor der er en indklæbet tegning med tekst og billede af en ukendt hånd, som  viser et hoved af Johannes døberen, der fandtes på Bergens gamle domkirke.

Mundtlige overleveringer

Mange af de fortidsminder, der er beskrevet i håndskriftet har en mundtlig overlevering knyttet til sig. Lidt forenklet kan man sige, at de enten handler om religiøse forhold, eller om død og ulykke. De religiøse fortællinger handler bl.a. om en blind mand, der hører kirkeklokkerne ringe og får synet igen; helgener, kæmper eller konger der bygger kirker; et kors, der bliver tungt, hvis man prøver at fjerne det fra sit rette sted, og som også helbreder syge og handicappede. Et andet kors skulle have været sat op af Olav den hellige, da han indførte kristendommen i Norge, og to andre kors skulle han have skudt på, så der opstod en masse røde pletter på dem.

De mere verdslige fortællinger handler ofte om død og ulykke. Der er en beretning om en skik, hvor folk, der blev uvenner, skulle stille sig på hver sin stenbunke og kaste sten mod hinanden, indtil den ene døde. Et andet sagn om en af Norges nationalparker, isbræen Foglefonna, fortæller, at der under isbræen oprindeligt lå en dal med folk, der havde det så godt, at de blev hovmodige og ligeglade med både Gud og andre mennesker og derfor blev straffet med sne og slud i ti samfulde uger, indtil dalen var overdækket af is og sne.

I sagnene bliver stormænd ofte slået ihjel på forskellig vis. Der er overleveringer om en ridder, hvis hovedløse lig man finder i havet, og en næskonge, der bliver slået ihjel og får sit slot brændt af, fordi han har stjålet den engelske konges datter. Et tredje sagn fortaller om stormanden, Audun Hugleikson, hvor det fortælles, at han blev henrettet, efter at have voldtaget kongens ægtefælle, da han eskorterede hende fra England til Norge.