Sørgelige rester af engang stolte bøger

Fragmenter af ridderromaner

Under håndskriftsignaturen AM 567 4to finder man en stor samling af fragmenter, hvoraf de fleste kun består af ét eller to blade – et par stykker dog helt op til seks eller otte. Fragmenterne indeholder tekster af ”Fabulosæ Islandorum Historiæ”, dvs. senmiddelalderlige islandske ridderromaner, nu til dags mest kendt under deres islandske navn riddarasögur (riddersagaer). Der findes omkring 35, som har overlevet siden middelalderen. Mange af romanerne var ekstremt populære og er blevet fundet i op mod 70 håndskrifter, hvor de fleste blev omskrevet til rímur, denne særligt islandske genre. Der er også et par af fragmenterne, der kan klassificeres som fornaldarsögur Norðurlanda (historier om gammel tid i de nordiske lande) og et enkelt ævintýri (eventyr). Begge er også en form for romance og findes hyppigt omskrevet til rímur.

De fleste af fragmenterne i denne samling er fra det 14. og 15. århundrede, der var ridderromanernes storhedstid. På grund af deres alder er mange af dem, skønt fragmentariske, yderst værdifulde som vidner til den tidlige historie, der ligger bag de tekster, som de bevarer, og de er blevet udnyttet i kritiske udgaver.

Så vidt det vides, er disse fragmenter alt, hvad der er tilbage af de kodekser, som de engang var en del. Hvor store og imponerende disse kodekser har været, kan vi kun gætte på. Selvom de blot består af få blade, indeholder flere af fragmenterne tekst fra mere end én saga, hvilket tyder på, at de oprindelige kodekser må have været af en vis størrelse, og skønt mange af dem nu er slidte gennem brug eller beskadigede på grund af genanvendelse som materiale til bogindbinding, så tyder spor af farvede initialer m.m. på, at i det mindste et par stykker af dem må have været endda meget imponerende. Alt i alt er der fragmenter af 34 kodekser.

Tekststumper fra 29 sagaer

Tekststykkerne stammer fra 29 forskellige sagaer, nogle er repræsenteret af et enkelt fragment, andre af flere. De fleste af sagaerne er velkendte, f.eks. den herlige og højst populære Nitida saga, der er bevaret i 66 håndskrifter og omskrevet til rímur mindst otte gange. Men det er ikke tilfældet med dem alle: På et af de sidste fragmenter i samlingen, som desværre er slemt beskadiget, er der tekst fra en historie kaldet ”Af þrimr þjófum in Danmörk” (Om tre tyve i Danmark), også kendt som “Af Ill, Verri og Verst” (Om Slem, Værre og Værst) efter de højst passende navne på de tre tyvagtige hovedpersoner.  Denne historie har også dannet baggrund for et sæt af rímur.

Samlingen er blevet opdelt i 26 undergrupper, betegnet med romertal, dels på grundlag af teksterne, dels efter hvilken kodeks fragmentet stammer fra. AM 567 4to II består for eksempel af seks blade fra den samme kodeks. På det første blad er der tekst fra Bevers saga, blad to og tre er to separate tekststykker uden forbindelse fra Remundar saga, blad fire og fem udgør to tekststykker fra Elis saga, ligeledes uden forbindelse, og endelig er blad seks et fragment af Bærings saga (andre tekststykker af disse sagaer findes i andre håndskriftfragmenter i samlingen: Bevers saga i VII, Remundar saga i XIX og Elis saga i X). Anderledes med AM 567 4to XX, der består af to enkelte pergamentblade fra to kodekser, der ellers er gået tabt; begge blade indeholder tekst fra Sigurðar saga þögla, en af de mest populære af de senmiddelalderlige ridderromaner. Fragmentet XX α er dateret af Kristian Kålund til det 15. årh., fragment XX ß til begyndelsen af det 16. årh. Det ældste fragment er interessant af forskellige årsager. Teksten er skrevet af den samme skriver med undtagelse af to linjer på rectosiden og fire på versosiden, der er skrevet med en anden hånd, sandsynligvis en person som stadig var i lære. Som tidligere nævnt er mange af fragmenterne i samlingen slemt beskadigede – for eksempel er rectosiden af XX ß i dag stort set ulæselig, da bladet har været brugt som omslag til et andet håndskrift – mens teksten på XX α er klar og let læselig på begge sider.

Ligesom det er tilfældet med alle håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling er også de håndskriftfragmenter, der er samlet under signaturen AM 567 4to, blevet delt mellem Danmark og Island med omtrent halvdelen hvert sted.

Det skrevne ords sårbarhed

Fragmentsamlinger som denne – og dem er der flere af i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling – minder os om, hvor skrøbelig håndskriftoverleveringen er. Omtrent 900 islandske håndskrifter på folkesproget fra perioden før 1600 er bevaret. De fleste af dem er fragmentariske eller ufuldstændige: Hele 50% af alle bevarede islandske middelalderhåndskrifter består af fem blade eller derunder, og 15% af kun et enkelt blad (eller en del af et blad). De omtrent 900 bevarede håndskrifter menes at repræsentere højst 15% af de håndskrifter, der rent faktisk blev produceret, men sandsynligvis er det kun 7-8%. Árni Magnússon var yderst opmærksom på det og gjorde en stor indsats for at få fat i hver eneste pergamentstump, han kunne, for at bevare dem for eftertiden, og han noterede omhyggeligt hvor fragmentet kom fra, og hvilke tekster det indeholdt. Vi kan kun være taknemmelige for hans omhu.