Danske skrivere og tyske bibler

En almindelig misforståelse om middelalderen er, at Bibelen kun var tilgængelig på latin. Oversættelser af Bibelen til folkesprog var ikke ukendt i middelalderen. Den engelske konge Alfred den Store fik oversat de fem Mosebøger til oldengelsk så tidligt som ca. 900 e.Kr., mens den norrøne oversættelse af biblen, Stjórn, stammer fra det 14. århundrede.

Parafraser af bibelsk indhold var også en populær tekstgenre i middelalderen. I århundredet før Kong Alfreds oversættelse af de fem Mosebøger blev Kristi levned fx frit oversat i det oldsaksiske digt Hêliand, en af de få tekster overleveret på dette sprog.

Det arnamagnæanske håndskrift AM 372 fol. indeholder en bibelparafrase på det sprog, der nedstammer fra oldsaksisk, nemlig middelnedertysk. Skønt sproget stammede fra Nordtyskland, blev middelnedertysk også hyppigt brugt i Danmark som handelssprog. Flere danskfødte skrivere studerede i Nordtyskland og afskrev håndskrifter på middelnedertysk, enten i Tyskland eller hjemme i Danmark. AM 372 fol. er et eksempel på dette, da det blev skrevet af en dansk skriver ved navn Jens Nielsen.

Indhold

I sin katalog over Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling beskriver Kålund (1889: 294) indholdet af AM 372 fol. som “De fem Mose-bøger” — dvs. de første fem bøger i Bibelen. Mens håndskriftet mangler titelblad og rubrik i begyndelsen, er tekstens indledning tydelig nok: In deme anbeginne alder dijnghe schop Got den hemmel vnde erden (‘I begyndelsen af alle ting skabte Gud himlen og jorden’), det velkendte første vers i 1. Mosebog. De følgende fire bøger åbner allesammen med en rubrik, som fx Hir geyt nu dat drudde Moisi tho dat dar hete vppe dusche Lleuititus (‘Her begynder nu den tredje Mosebog som på tysk hedder Leviticus’).

Kålunds oprindelige beskrivelse af teksten blev senere præciseret af Vollmer (1916: 60–63), som identificerede håndskriftet som en Historienbibel eller parafrase af de historiske bøger i Det Gamle Testamente.

 I sin tekstkritiske udgave af Historienbibel grupperer Vollmer AM 372 fol. sammen med tre andre nedertyske håndskrifter i det, han kalder Gruppe VIII. Alle fire håndskrifter indeholder De Fem Mosebøger efterfulgt af uddrag fra Josvabogen og Dommerbogen. AM 372 fol. har mere tekst end de øvrige håndskrifter, da det indeholder uddrag fra 1.-2. Samuelsbog, 1.-2. Kongebog, Esters Bog samt de apokryfe skrifter Judits Bog og Makkabæbøgerne.

Håndskriftets allerførste tekstdel, ff. 2r-7v, indeholder tekst, der kun findes i ét af de tre andre håndskrifter fra Gruppe VIII, nemlig Rostock, Universitätsbibl. Ms. theol. 33, som blev nedskrevet i Lübeck i 1466. Denne del af teksten tilhører oprindeligt den såkaldte Sächsische Weltchronik (‘Saksiske verdenskrønike’), en universalhistorie på middelnedertysk, der fortæller verdens historie fra skabelsen frem til det 13. århundrede.

Vna gutta extracta ab occulo hominis pro peccatis suis ex intimo corde distinguit totum ignem infermii

Jen thoor vd drage(n) aff me(n)iske(n)s øgæ for sin synd aff eth gudelicht hyærtthæ hu(n) vd slucker all helwedes Jld

“En tåre udragen af menneskets øje for sin synd, af et gudeligt hjerte, slukker al helvedes ild.” (Citat tilskrevet Skt Augustin i AM 782 4to f. 137r)

Tilføjelser til sidst

Sidst i håndskriftet findes to tilføjede citater på latin, der tilskrives indflydelsesrige kristne personer. Det første citat tilskrives kirkefaderen Augustin af Hippo (354-430), det andet tilskrives cistercianerordenens reformator, Bernhard af Clairvaux (1090-1153).

Begge citater gengives på latin efterfulgt af en oversættelse til et meget jyskpræget dansk. Det skyldes, at skriveren har været jyde.

Jens Nielsen af Aalborg

Borchling (1900) mente, at tre forskellige skrivere har skrevet AM 372 fol. Den sidste skriverhånd begynder ved anden spalte på f. 48r, altså mit i 2. Mosebog. Denne sidste skriver identificerer sig selv i kolofonen til sidst i teksten på f. 137v.

Hir hefft dit bok ene(n) ende got mote vns sine(n) vrede senden Amen

Benedicamus d(o)m(in)o Deo g(ra)cias

Anno d(o)m(ini) M CD LXXX II° sexta feria p(ost) festu(m) Sancti Mathei Ap(osto)li

Hic explicit liber iste sub manu Joha(n)nis Nicolai filius Alburge(n)sis.

Orate pro eo ad do(mi)n(u)m Ihesu(m) Chr(istu)m cu(m) vno Pater Noster & Ave Maria.

(AM 372 fol., 137vb)

Ifølge kolofonen blev håndskriftet afsluttet fredag den 27. september 1482 af Johannes Nicolai filius Alburgensis, eller Jens Nielsen af Aalborg. Denne skriver kendes fra andre håndskrifter fra slutningen af det 15. århundrede. Lauritz Nielsen (1937: 128-129) kalder Jens Nielsen en “flittig Skriver” med fokus på lovhåndskrifter. Fem håndskrifter med Jyske Lov kendes med hans hånd, hvoraf to findes i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling (AM 9 8vo og AM 10 8vo), begge dateret 1490. Med Jens Nielsens hånd kendes også tre pergamentshåndskrifter med Skånske lov.

At Jens Nielsen beherskede middelnedertysk kunne skyldes, at han læste i Nordtyskland som mange andre danskere i senmiddelalderen. Som en mulig kandidat til vores Jens Nielsen peger Wolf (1997: 90) på en hvis Johannes Nicolai Bardagelensis, som immatrikulerede sig i Greisfwald i 1473,. Stedsangivelsen Bardagelensis referer sandsynligvis til Børglum Stift, det nordligste danske stift i middelalderen, som Aalborg hørte til. Det er Wolfs teori, at AM 372 fol. er et af de første håndskrifter, Jens Nielsen af Aalborg afskrev, mens han stadig læste i Greifswald og havde adgang til et eksemplar på nedertysk.

Emner