AM 673 b 4to: Det Ældste håndskrift med det middelalderlige Skandinaviens mest udbredte poetiske versemål – Københavns Universitet

haandskrift.ku.dk > Det Ældste håndskrift ...

14. september 2018

AM 673 b 4to: Det Ældste håndskrift med det middelalderlige Skandinaviens mest udbredte poetiske versemål

Månedens Håndskrift

Den 20. september er Sankt Eustacius’ helgendag i den vestlige kirkes kalender, og i denne måneds håndskrift bliver han fejret i poetisk form, nemlig i det såkaldte Plácitusdrápa (’digt med omkvæd som handler om Placidus (Sankt Eustacius)’).

Legenden om Eustacius beretter om, hvordan en general ved navn Placidus, som tjente den romerske kejser Trajan, i et syn ser en kronhjort med et kors i geviret (et motiv som har fundet vej til mange kulturgenstande, heriblandt Jägermeisters mærkater). Kronhjorten beder Placidus vende tilbage den næste dag med sin familie for at blive døbt, og da får han navnet Eustacius. Efterfølgende gennemgår han en række prøvelser: Han mister sine ejendele og flygter med sin familie, og så bliver hans kone taget fra ham af en skibskaptajn. Mens han forsøger at bære sine sønner over en flod, bliver den ene bortført af en løve og den anden af en ulv. Efter 15 år af hårdt arbejde bliver han fundet af nogle forhenværende vagter, der har ledt efter ham på ordre fra Trajan. Han vender tilbage til Rom og følger med en militærkampagne, der tilfældigvis leder ham til det sted, hvor hans kone og sønner har levet i nærheden af hinanden uden at vide af det. Familien ender med at genkende hinanden og blive genforenet. Placidus/Estacius vender sejrrigt tilbage til Rom med sin familie, men den nye kejser, Hadrian, beder ham om at ofre til de hedenske guder for at bringe held. Da han afslår, bliver hans familie gjort til martyrer.

Eustacius’ kult og legende var meget populær op igennem middelalderen. Det kan man se i Norge og Island, hvor han blev genstand for fire prosaversioner om sit liv foruden den poetiske version i dette håndskrift. I Norden var han som helgen dog oftere kendt under det navn, som han bar inden dåben, nemlig Placidus.

Digtet er skrevet i drápa-mål, det vil sige som et langt digt med omkvæd. Digtets udtryksform bibeholder traditionelle før-kristne motiver i sine kenninger som for eksempel unnar elg-Þróttr‘elg-Þróttr (Óðinn) af bølgen’ (strofe 7), det vil sige Óðinn af bølge-elgen (skib), altså ’mand’, her med reference til den kristne Eustacius. Det indebærer også en række kenningetyper, som dukkede op i det 12. århundrede som beskrivelser af kristne fænomener såsom Gud, himlen og den hellige mand eller helgen.

AM 673 b 4to 1r

Selve håndskriftet er fra slutningen af det 12. århundrede, en periode hvor islandsk håndskriftproduktion på folkesproget stadig var i sin spæde begyndelse. Ifølge Louis-Jensen har håndskriftet sandsynligvis været en del af en større samling, som formodentlig har inkluderet AM 673 a II 4to, der indeholder fragmenter af den islandske Physiologussamt to prædikener. Håndskriftet viser træk, som indikerer, at det er en kopi af et tidligere håndskrift, men digtet viser påvirkning fra to kristne digte fra midten af det 12. århundrede, Geisliog Harmsól, hvilket tyder på, at digtet er fra den sidste halvdel af det 12. århundrede.

Plácitusdrápaer forfattet i versemålet dróttkvætt, som er det versemål, der oftest findes bevaret fra de nordiske lande før ca. 1400. Selvom vi har meget stærke lingvistiske beviser på, at dróttkvætt-digte blev forfattet fra det 9. århundrede og fremefter, så er versemålets bevarelse i skriftlige kilder meget sjælden før det 13. århundrede. Dette gør AM 673 b 4to til en yderst vigtig brik i vores forståelse af den tidlige dróttkvætt-digtning. Det er det ældste håndskrift, som indeholder denne type versemål, og der er kun to eller tre runeinskriptioner, som indeholder dróttkvætt, der muligvis er ældre. Det drejer sig om: Karlevi, Öland, Sverige (Öl 1 – 8 dróttkvætt-verselinjer) fra det 11. århundrede; en metalkasse fra Sigtuna (U Fv1912;8 – 2 dróttkvætt-verselinjer), ligeledes fra det 11. århundrede; og muligvis en inskription i stavkirken i Urnes, Norge (N 319 – 2 dróttkvætt-verselinjer) fra slutningen af det 12. århundrede. Denne måneds håndskrift er derfor ældre end de mange dróttkvætt-runeinskriptioner fra Bryggen i Bergen og andre steder blandt Norges byer. Håndskriftet er bestemt den ældste genstand, som indeholder mere end en enkelt strofe med dróttkvætt-vers, og det er også utroligt tidligt for et bevaret håndskrift at indeholde en lang, ubrudt sekvens af dróttkvætt-digtning (59 strofer, som indeholder 469 verselinjer), da den slags digtning først flere århundreder senere er bevaret i større omfang end som brudstykker i prosatekst.

Konserveringen af håndskriftet indikerer, at mindst ét blad mellem begyndelsen og slutningen af det bevarede materiale er gået tabt. Dette faktum, kombineret med drápa-målets formelle struktur, betyder, at vi kan regne ud, at der mangler 11 strofer fra begyndelsen og 8 fra slutningen af digtet (originalt 78 strofer). På de blade, som er bevaret, er der omfattende skader inklusive slidt tekst og utallige små huller.

Multispectral images of AM 673 b 4to 1r
Billeder lavet af multispectral-scanneren (fra venstre): ultraviolet, infrarødt og sammensat af alle 27 bølgelængder
 

Sveinbjörn Egilsson publicerede en udgave af digtet i 1833 for skolen i Bessastaðir baseret på transskriptioner af Þorsteinn Helgason (inkluderet som en del af udgaven) og Halldór Einarsson (inkluderet som varianter). Finnur Jónsson redigerede teksten igen i 1887 med en diplomatisk transskription. Finnur kunne åbenbart læse en stor del af bogstavformerne, som de tidligere afskrivere ikke kunne dechifrere, og som senere afskrivere heller ikke har fundet det muligt at afkode. I 2007 gjorde jeg et forsøg på at gennemskue de ulæselige bogstaver ved at bruge Samlingens multispektrale skanner med hjælp fra Tereza Lansing. Det var ikke muligt for os at skelne nogle af de bogstaver, som tidligere udelukkende var synlige for Finnur, og det er muligt, at Finnur gjorde brug af destruktive metoder for at læse håndskriftet, for eksempel ved at behandle siderne med destilleret vand, hvilket har gjort dem ulæselige selv ved brug af den mest moderne teknologi. De ulæselige områder viser tydelige tegn på at være blevet vasket væk.

Udgaven fra 2007 samt oversættelse af og kommentarer til digtet er tilgængelige med fri adgang på http://skaldic.abdn.ac.uk/m.php?p=text&i=1039