En engelsk helgen i et dansk håndskrift

Hagiografi, også kaldet helgenlegender, blev en populær genre i middelalderen. Flere historier om helgener og deres virke blev oversat til forskellige folkesprog, herunder dansk. Nogle af de ældste tekstfragmenter skrevet på dansk er netop helgenlegender.

En tekst bevaret i sin helhed, der findes i AM 28 4to, fortæller om Skt. Dunstan, en engelsk helgen, som var ærkebiskop af Canterbury i det 10. århundrede.

Historien i AM 28 4to fortæller især om Dunstans fejde med Eadwig, der var konge af England 955-959. Uenigheden mellem Eadwig og Dunstan, som dengang var abbed i Glastonbury, opstod allerede på kroningsdagen, da den nykronede konge gik i seng med en -- borgerlig! -- elskerinde. Da adelen kom til Dunstan for at spørge om råd, blev abbeden rasende og trak kongen ud af sengen og op til ærkebiskoppen af Canterbury for at tvinge ham til at angre. Men i stedet for at søge tilgivelse, forviste kongen Dunstan og hans munke fra riget.

Efter et stykke tid begyndte befolkningen at vende sig imod kongen og hans politik, og til sidst fordrev de kongen fra England. Da de huskede Dunstan, kaldte de ham tilbage og genindsatte ham som ærkebiskop af Canterbury -- dog ikke før de havde fundet kongens elskerinde og skåret haserne over på hende. 

Paul Diderichsen konstaterer i sit værk Fragmenter af gammeldanske Haandskrifter (1931-37), at historien om Skt. Dunstan i AM 28 4to må dateres til anden halvdel af det 15. århundrede, og at den stammer fra dominikanermunken Vincent af Beauvais’ Speculum Historiale (‘Historiens spejl’) fra det 13. århundrede. At Speculum var kildeteksten til historien i håndskriftet, står i selve teksten, som begynder “Tthet læses vdi en boogh som kallis speculum”.

Skt. Dunstans liv kendes også fra Island som Dunstanus saga, skrevet af munken Árni Laurentiusson i det 14. århundrede. Den islandske version findes bevaret i to håndskrifter: AM 180 b fol. fra omkring 1500 og NKS 267 fol. fra det 18. århundrede (Wolf 2013: 92). Árni nævner specifikt Vincent af Beauvais’ Speculum Historiale (“epter þui sem saa meistare seger er dictat hefur Speculum Historiale”; Fell 1963: 25), som må have påvirket genfortællingen, men han var også inspireret af andre kilder om Skt. Dunstan.

Et helgenliv i et lovhåndskrift?

Det mærkelige ved historien om Skt. Dunstan i AM 28 4to er dog ikke, at teksten findes -- som nævnt optræder helgenlegender af og til i det gammeldanske korpus -- men hvor det findes bevaret. Foruden teksten om Skt. Dunstan, er AM 28 4to et lovhåndskrift, der indeholder et miskmask af lovtekster fra det danske rige, herunder Sjælland, Skåne og Gotland.

Selvom AM 28 4to er et blandingshåndskrift lavet af forskellige kodikologiske enheder, er der intet tegn på, at Dunstan-teksten blev skrevet for sig selv og senere indbundet med lovtekster. Teksten findes i en kodikologisk enhed sammen med Gårdsretten, nogle håndfæstninger og en beskrivelse af grænseskellet mellem Danmark og Sverige. Håndskriftets kerne er en kodikologisk enhed bestående af ff. 4-90, som indeholder to sjællandske lovtekster: Eriks sjællandske Lov og Sjællandske Kirkelov. Det ser ud til, at de andre kodikologiske enheder i AM 28 4to, der indeholder andre lovtekster foruden Dunstan-teksten, er senere tilføjelser.

To håndskrifter fra ærkebiskoppen

Teksten om Skt. Dunstan og Sjællandske Kirkelov er ikke de eneste gejstlige forbindelser i AM 28 4to. Ifølge en seddel skrevet af Arne Magnusson blev håndskriftet doneret af ærkebiskoppen af Lund, Birger Gunnersen, til bispesædets brug. På AM-sedlen står der:

Istud legisterium est elemosina Domini Birgeri Archiepiscopi Lundensis etc. pro usu sedis Lundensis in Schania. ipso die Nativitatis Joannis Baptiste M.d. decimo qvinto.

Denne lovsamling er en from donation fra herre Birger, Ærkebiskop af Lund osv. til brug for sædet i Lund i Skåne. På Johannes Døberens fødselsdag (24. juni) 1515.

Mærkværdigt er det, at nøjagtigt de samme oplysninger står på en seddel i et andet håndskrift, AM 23 4to, hvilket betyder, at begge håndskrifter må have været i Birgers eje. Der er endnu flere forbindelser mellem disse to håndskrifter, især i de sjællandske lovtekster, som i begge håndskrifter findes i enestående kodikologiske enheder, hvor samme hånd har skrevet tekster i begge. Hånden er blevet identificeret (se Kroman 1942: viii) som Niels Mikkelsen Jyde, der senere blev kancelliskriver. 

Ifølge kolofonen på f. 53v i AM 23 4to, skrevet af Niels Mikkelsen, blev de sjællandske lovtekster nedskrevet i 1494 i Kalundborg. På det tidspunkt var Birger Gunnersen kansler hos Dronning Dorothea, enke efter Christian I, som ofte opholdt sig på Kalundborg slot. Det kunne have være der, at Birger Gunnersen fik Jens Mikkelsens afskrifter af sjællandske love i hænde. Derfra kan han have taget dem med til Lund, hvor han blev indviet som ærkebiskop 7. juni 1497.

Mens han var ærkebiskop, indførte Birger en gudstjenestestiftelse, Sanctuarium Birgerianum, hvis håndskrift også findes i Den Arnamagnæanske Samling, AM 292 fol.