En middelalderlig love story

Fragmenter af en ridderroman på vers

AM 151 b 8vo er et af de helt små håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling. Fragmentet indeholder nogle få blade af fortællingen om Persenober og Konstantianobis, som er en dansk version fra 1400-tallet af den franske ridderroman på vers Parténopeus de Blois fra den sidste del af 1100-tallet. En direkte kilde til den danske tekst kendes ikke, men nogle forskere har foreslået at den ligesom den anden bevarede version af den franske fortælling på et nordisk sprog, den islandske Partalopa saga, skulle være baseret på en tabt norsk prosaoversættelse af fortællingen fra kong Håkon Håkonssons regeringstid (1217-1253). Et andet forslag har været at Jep Jepsen, den uidentificerede forfatter af den originale, danske ridderroman Den kyske Dronning, også skulle have bearbejdet Persenober og Konstantianobis. Ifølge den bevarede trykte version af historien blev den oversat fra tysk af en person fra Bergen ved navn Henrik Christensen.

Ud over den fragmentariske tekst i det arnamagnæanske håndskrift er Persenober og Konstantianobis bevaret i endnu et håndskrift og tre udgaver på tryk. Fortællingen er en af seks danske ridderromaner nedskrevet omkring 1500 i håndskriftet K 47, der i dag opbevares i Kungliga Biblioteket i Stockholm. Den er tekst nummer fire i håndskriftet, fylder 54 sider (bl. 169v-196r) og består af i alt 1590 vers. I epilogen dateres teksten til 1484: “twsind oc iiii hwndret aar firæ sindis tywe paa thet fierde”. I 1572 blev den trykt i en “Nu nylige offuerseet oc Corrigerit” [nyligt revideret og rettet] udgave af den københavnske bogtrykker Lorentz Benedicht. Efter hvad der oplyses i den noget længere epilog i den trykte version, blev bogen dog trykt første gang i 1560, men der er ikke bevaret noget eksemplar af denne udgave. Man har ingen oplysninger om tid og sted for den anden trykte udgave da titelbladet er gået tabt, men man antager at den er lidt yngre end 1572 og udgivet i Nordtyskland. Den tredje udgave på tryk udkom i København i 1700.

En ridderlig kærlighedsroman

Persenober og Konstantianobis er en kærlighedshistorie. Kort fortalt er handlingen denne: Kongen af Konstantia (Konstantinopel) og hans dronning efterlader sig ingen sønner. Derfor overgiver kongen riget til sin yngste datter, den smukke og kloge Konstantianobis, der også er uddannet i trolddom. Da hun bliver dronning, udsender hun tolv riddere for at de skal finde hende en egnet ægtemand. Hun synes godt om den tolvte af kandidaterne, Persenober, der er den franske konges nevø, og ved hjælp af magi gør hun sig selv usynlig og opsøger ham for at lokke ham til sig. Da han kommer til hendes slot, er hun usynlig og tavs om dagen, om natten derimod taler hun. Persenober udsættes for en kyskhedsprøve. Han må gerne ligge ved siden af Konstantianobis og tale med hende, men han må først få hende at se når et halvt år er gået. Som man kunne forvente, giver Persenober efter for sin nysgerrighed, forstødes af Konstantianobis og må leve som en vanvittig i skovene i syv år. Historien ender dog lykkeligt, og de to elskende forenes i ægteskab.

Det Arnamagnæanske fragment

Hvornår AM 151 b 8vo blev indlemmet i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling vides ikke. Fragmentet deler registreringsnummer med håndskriftet AM 151 a 8vo, der indeholder en samling af islandske kvad og viser nedskrevet i begyndelsen af 1700-tallet af bonden Magnús Einarsson fra Jörvi (i Dalasýsla i Vestisland). Arne Magnusson fik håndskriftet af skriveren selv i 1725.

Arne Magnussons samling af håndskrifter og trykte bøger blev organiseret efter 1) format/størrelse og 2) systematisk efter indholdet. Heraf følger at oktavhåndskrifterne fra AM 126 8vo til AM 167 8vo alle indeholder islandske kvad, viser og rímur. AM 151 b 8vo er dermed det eneste ikke-islandske håndskrift i denne gruppe af oktavhåndskrifter.

I de gamle kataloger over håndskriftsamlingen, AM 384 fol. og AM 477 fol., der i årene 1730-1731 blev nedskrevet af Arne Magnussons tidligere privatsekretær Jón Ólafsson fra Grunnavík (1705-1778) er der en tilføjelse til beskrivelsen af indholdet i AM 151 8vo: ”item Nockur Erende ur Skriptar-Minning” [ligeledes nogle strofer fra Skriptarminning]. I det trykte katalog udarbejdet af samlingens bibliotekar Kristian Kålund (1844-1919) og udgivet i årene 1889-1894, er AM 151 8vo delt i to, nemlig AM 151 a 8vo med samlingen af islandske kvad og AM 151 b 8vo med fragmentet af den danske ridderroman, og Kålund udtrykker sin usikkerhed om identifikationen og placeringen af fragmentet med følgende bemærkning: “Kan der ved den i den gamle katalog opførte titel (…) være sigtet til dette stykke?”

Skriptarminning er titlen på et digt der bl.a. er overleveret i håndskriftet AM 714 4to fra ca. 1600, men dette digt findes ikke i AM 151 a 8vo. Hvis ordet ‘skriptarminning’ også kunne tænkes brugt som en betegnelse for ‘nogle afsnit/strofer fra et skriftligt levn’, kunne det henvise til Persenober og Konstantianobis-fragmentet som Jón Ólafsson ikke havde identificeret. På en blå katalogseddel, der er vedlagt håndskriftet, har en anden arkivar der arbejdede ved Den Arnamagnæanske Samling, Jón Sigurðsson (1811-1879), noteret at fragmentet stammer (”ex”) fra AM 151 8vo. Denne tilegnelse er formodentlig grunden til at Kålund besluttede at opbevare fragmentet sammen med AM 151 8vo i stedet for at anbringe det på et mere indlysende sted i samlingen: efter de to håndskrifter i duodesformat der indeholder de islandske rímur om Partalopa, AM 440 a 12mo og AM 440 b 12mo, begge fra det 17. århundrede.

Håndskriftets fysiske beskaffenhed kan ikke fortælle meget om oprindelse og brug. Fragmentet består af to dobbeltblade med fortløbende tekst. Bladene måler 71 x 49 mm, og det ser ud til at kanterne foroven er blevet beskåret. Papiret er af en god kvalitet; kædelinjerne går på langs af skriveretningen. I det øverste højre hjørne af blad 2r anes en ganske lille del af et vandmærke, som derfor indtil videre ikke har kunnet identificeres. Skriften er en ikke-professionel, men øvet nygotisk kursiv fra den ældre periode, der i Danmark spænder fra reformationstiden til midten af det 17. århundrede. Teksten følger den samtidige grafiske konvention for gengivelse af vers som løbende tekst med interpunktionstegn (her: dobbeltprikker der ligner et moderne kolon) til adskillelse af hver verslinje.

Fragmentets tekst omfatter 126 på hinanden følgende verslinjer: de sidste fire linjer af kapitel 6, hvori Persenober svigter Konstantianobis fordi han ikke kan klare ridderprøven, hele kapitel 7 der omhandler de to elskendes syv år lange adskillelse samt den første tredjedel af kapitel 8 hvor truslen fra hedninge er emnet. Disse 126 verslinjer svarer til godt en tolvtedel af hele romanen (1590 vers inkl. en kort epilog på fem linjer i K 47, i 1572-trykket 1628 vers inkl. epilogen på 35 linjer og et kort slutdigt på to vers), hvilket betyder at hele teksten i AM 151 b 8vo’s duodesformat ville have fyldt omkring 50 blade, en handy lille lommeudgave af en populær kærlighedsroman.