En skrivers yndlingshistorie? – Københavns Universitet

haandskrift.ku.dk > En skrivers yndlingshi...

15. marts 2018

En skrivers yndlingshistorie?

Månedens håndskrift

AM 578 i 4to er et islandsk papirhåndskrift, der bl.a. indeholder en afskrift af legenden om Sníðúlfur og hans utro kone, som skriveren Magnús Ketilsson har afskrevet flere gange.

Klik på billedet for en større version.

AM 578 i 4to er et fragmentarisk islandsk papirhåndskrift, som består af to dele, der stammer fra to forskellige håndskrifter, men nu er indbundet som ét. Den første del indeholder en fortælling om en mand med navnet Sníðúlfur (bl. 1-3), den anden del (bl. 4-5) indeholder tre andre historier om henholdsvis tre munke, om en bonde og en fugl og om to unge købmænd. Det følgende handler om historien om Sníðúlfur, og om skriveren.

Skriveren

Som håndskriftet er i dag, er begyndelsen af teksten på bl. 1r blevet tilføjet af en skriver, efter at resten af historien (bl. 2r-3r) blev skrevet. At bl. 1 er indsat senere, underbygges af, at papiret brugt til bl. 1 af en anden type end det, der er brugt til bl. 2-3. Desuden er bl. 1v blankt. I sit katalog daterede Kr. Kålund AM 578 i 4to temmelig bredt til 1600-tallets anden halvdel. Imidlertid kan den oprindelige afskrift af den første tekst (dvs. bl. 2r-3r) dateres mere præcist ved at tage i betragtning, hvem skriveren var. A. Loth (1967, 98) identificerede kursivhånden som Magnús Ketilssons (c. 1675–1709), og dermed kan vi datere afskriften til de sidste år af 1600-tallet, mest sandsynligt mellem 1696 og 1699.

Magnús Ketilsson var en af de sidste skrivere, som arbejdede for Magnús Jónsson í Vigur (1637–1702), den velhavende godsejer og mæcen, der fik mange håndskrifter produceret. Magnús Ketilssons hånd findes i omkring et dusin af hans håndskrifter. Efter sin far Ketill Eirikssons død omkring år 1690 blev Magnús Ketilsson Magnús Jónssons plejesøn. Magnús Jónsson hjalp ham til at få en god uddannelse ved at sende ham til latinskolen i Skálholt. I 1696 dimitterede Magnús fra Skálholt og vendte hjem til plejefaren på øen Vigur i Vestfjordene. Det var i denne periode, at han arbejdede som skriver i nogle få år, inden han i 1700 rejste til den østlige del af landet for at tiltræde en stilling som præst i den lutherske kirke.

Historien om Sníðúlfur

Men hvad med totten, som han afskrev i AM 578 i 4to? Den fortæller om en bonde og hans utro kone (“…af Snïdulfe bonda og hans ötru kuinnu”, fol. 1r), en historie hvis rødder strækker sig nogle århundreder tilbage til et middelalderligt latinsk vita om Sankt Gangulphus af Bourgogne. Om ham er det sagt, at han i året 760 blev myrdet af sin kones elsker; han bliver stadig fejret nogle steder i Europa den 11. maj. Præcis hvordan legenden om en obskur merovingisk helgen efterhånden blev kendt og brugt i Island, kræver mere forskning, men historien dukker først op i Islands middelalder som en lignelse, dvs. en kort fortælling, der kan bruges i en prædiken. Håndskriftet AM 657 a 4to fra 1300-tallet indeholder en afskrift, hvori hovedpersonen bærer det latiniserede navn Sindulfus. Da det blev transskriberet over 300 år senere i Islands Vestfjorde, kom navnet til at se lidt anderledes (og lidt mere islandsk) ud, nemlig Snidulfur, eller på normaliseret islandsk, Sníðúlfur. Uanset hvordan fortællingen kom til Island, var den værdsat der, måske især i slutningen af 1600-tallet.

Gentagne afskrifter

Magnús Ketillson, skriveren med ansvaret for afskriften i AM 578 i 4to, skrev den samme historie mindst to gange mere i bøger, som vi ved blev produceret for hans mæcen og plejefar Magnús Jónsson í Vigur. Begge disse håndskrifter opbevares nu i London. Den ene er en særlig fin afskrift i håndskriftet BL Add. 4859. Den anden er i BL Add. 11.153. Hvad der er interessant er, at sidstnævnte allerede indeholdt en kortere afskrift af Sníðúlfur-historien (transskriberet af skriveren Jón Þórðarson), da Magnús Ketilsson tilføjede sin til sidst i bogen. Det rejser spørgsmålet om Sníðúlfur-historien kunne have været en af hans yndlingshistorier. Måske så han i den en mulighed for at bruge den i sin kortvarige præstekarriere. Eller måske kunne han bare godt lide den som en god og underholdende historie sammen med de mange andre af lignende slags, der var med i hans mæcens samling af middelalderlig og samtidig litteratur.

På bl. 1r ses en senere tilføjelse fra en anden skriver. (Klik på billedet for en større version.)