8. september 2017

Husevigsbrevene - et middelalderligt færøsk diplom

Månedens Håndskrift

Et diplom fra begyndelsen af 1400-tallet er skrevet på tidligt færøsk og fortæller om øernes rigeste kvinde.

AM Dipl. Norv. fasc. C, 1a

AM Dipl. Norv. fasc. C, 1a: Et færøsk diplom fra 1407. (Klik på billedet for en større version.)

Dette imponerende store dokument (63 cm bredt) indeholder vidisser (bekræftede afskrifter) af seks breve skrevet mellem 1403 og 1405 samlet i et diplom skrevet i 1407 i Thorshavn. Disse såkaldte Husevigsbrevene (Húsavíkarbrøvini) omhandler en af Færøernes rigeste kvinder, Guðrun Sjúrðardóttir (eller Sigurðardóttir), og hendes arvegods. Da kvinden i Husevig (Húsavík) på Sandø (Sandoy) døde i 1405 efterlod hun ingen arving til sine ejendomme på Færøerne, Shetland og i Norge. I dag ligger dokumentet i en samling diplomer fra det norske rige (inkl. Færøerne, Shetland og Orkneyøerne) og har signaturen AM Dipl. Norv. fasc. C, 1a.

Brevene er skrevet af én skriver med en 1400-tals diplomskrift. Selvom dokumentet indeholder syv forskellige breve løber teksten som en helhed. Ligesom andre diplomer, begynder alle Husevigsbrevene med den samme formular, Ǫllum mǫnnum þeim sem þetta bref séa eðr heyra ('til alle de mænd, der ser eller hører dette brev'), så man kan nemt finde starten af et nyt brev. En senere skriver har tilføjet årstal i venstremargin og en lille streg der, hvor brevene begynder.

Nederst på dokumentet hænger fire segl fra de fire mænd, der har skrevet rammeteksten: Halfdan prestr Eiriksson, Þormóðr Andresson sýslumaðr í Suðrey (Syderø; færøsk Suðuroy), Albrikt Símunarson og Símun Albriktsson. Tidligere troede man, der havde været seks segl, fordi der findes huller i pergamentet både til venstre og i midten. Disse skader må have opstået da diplomet var foldet sammen og antyder ikke, at to segl er faldet af. Man kan også se en tilsvarende skade på toppen af dokumentet.

Segl på AM Dipl. Norv. fasc. C, 1a

Þormóðr Andressons segl. I midten kan man se bogstaven 'þ'. (Klik på billedet for en større version.)

Fruen i Husevig

I færøske sagn fortælles om Fruen i Husevig (Frúgvin í Húsavík), der var øernes rigeste kvinde. Et sagn fortæller om en kvinde med navnet Sissal eller Cecilia, der fandt et guldhorn under jorden og, efter at hun havde solgt det til kongen, købte hun alle jordejendomme mellem Husevig og Skarvenæs (Skarvanes).[1] Selvom navnene ikke er de samme, kunne sagnet godt handle om Guðrun Sjúrðardóttir, der ifølge et af Husevigsbrevene ejede jord i Husevig, Skarvenæs, Skålevig (Skálavík) og Sand (Sandur), godt halvdelen af øen Sandø.

Vi får også at vide fra brevene, at Guðrun er af shetlandsk æt. Faren Sjúrðr (eller Sigurðr) kaldes også med øgenavnet Hjaltr, der betyder "shetlænder", men han boede ifølge brevene i Finnegård (Finngarðr) på Bryggen i Bergen. Guðruns ejendom, som hun sandsynligvis arvede fra faren, omfattede både Finnegård og Bratten (Brattrinn) på Bryggen, men også andre ejendomme i Norge og på Shetland.

Vi får også at vide, at Guðrun blev gift med færingen Arnbjørn Guðleiksson i Husevig og at de havde to børn: en søn Sjúrðr og en datter Arnóra. Da Arnbjørn døde i 1403 arvede Sjúrðr efter sin far. Det stod dengang i loven (Magnus lagabøtes landslov) at, hvis man havde en søn og en datter, skulle sønen arve to tredjedele, og datteren en tredjedel.

Sjúrðr døde kort efter sin fars død og Arnóra arvede efter sin bror. Arnóra døde også kort derefter og Guðrun arvede ifølge landloven alt efter sine børn. Det er mest sandsynligt, at familien blev ramt af den sorte død, der kom til Færøerne i 1349.

Guðrun døde i 1405 uden arving på Færøerne. I ét af brevene, skrevet samme år i Windhouse på Shetland, fortælles det at shetlænderen Ragnhildr Hávarðsdóttir krævede arven til sin søn, Magnus Erlingsson.

Det færøske sprog i middelalderen

I dag taler Færøernes befolkning et sprog der er tæt beslægtet med islandsk, dog med stor forskel. Modsat Island, hvor sprogændringer er veldokumenterede takket være en levende håndskriftkultur, har vi ikke så meget skriftlig bevis for færøsk inden det 19. århundrede, da præsten V.U. Hammershaimb foreslog en retskrivning.

Det er derfor Husevigsbrevene er vigtige for det færøske sprogs historie. Selvom sproget i brevene tydeligvis er en form for oldnordisk, er der nogle spor af tidlige særfærøske udviklinger. Oldnordisk fengit 'fået' og gengin 'gået' er fx skrevet fingid og gingin ligesom de færøske former fingið og gingin. En gang imellem skal det dog tages med et gran salt. I ét af brevene finder vi fx ok þa bleiv hon deydh ('og da blev hun død'), som er taget som tidligt bevis for færøsk deyður 'død' fra oldnordisk dauðr. Overgangen fra oldnordisk au til færøsk ey er ellers ikke belagt i brevene, men er stadig skrevet au som i fx laugar dagin 'lørdagen' (færøsk leygardagin). Formen deydh må snarere være opstået gennem forveksling med verbet deyði 'døde' (færøsk doyði).

Dokumentet er ikke desto mindre en vigtig kilde til Færøernes historie.

Húsavíkarbrøvini


1. Hammershaimb, V.U. 1891. Færøsk anthologi Bind I, s. 373-376.