Mens vi venter på Game of Thrones

Fordelt på 60 kunstfærdigt skrevne og dekorerede blade, indeholder AM 32 fol. Laurin og Walberan, en populær sydtysk ridderroman, der er nedskrevet i Venedig et sted mellem 1400-1424. 

Ridderromanen

Historien handler om Kong Laurin, herskeren over et dværgfolk, der boede i bjergene, hvor de udvandt kostbare ædelsten og værdifuldt malm. Kongen selv boede i et underjordisk palads af glitrende krystal, men hans stolthed og glæde var den store rosenhave foran indgangen, hvor utallige vidunderlige roser blomstrede. Men stakkels den, der forsøgte at plukke blot en eneste af disse roser; straffen for tyven var at få sin venstre hånd og højre fod hugget af! Den samme skæbne ville overgå enhver, som ødelagde den tynde silketråd, der omgav haven som et hegn.

En dag hørte den legendariske Didrik af Bern om Laurins magt og udfordrede ham ved
at ødelægge hans dyrebare have. Dværgkongen opfattede ødelæggelsen som et angreb på sin position som konge, og kun ved kamp kunne han genoprette sin ære. Ved hjælp af sine egne magiske evner drog den lille konge ud og besejrede først Didriks tapre kriger, Vidrik, hvorefter han næsten overvandt selveste Didrik, der midlertid fik afgørende hjælp fra sin royale rådgiver og i stedet tog Laurin til fange. Dværgkongen forsøgte at redde sit liv ved at fortælle om en jomfru, han for nylig havde bortført til sit bjerg: Kun hvis Didrik skånede hans liv, kunne pigen blive fri. Hendes bror, Tellov, var en af Didriks mænd, og da Didrik ville trodse Laurins trussel og dræbe ham alligevel, overfaldt Tellov sin herre for at redde sin søster. Herefter blev der stiftet fred mellem alle parter, men Dværgkongen måtte underkaste sig Didrik. For at fejre forliget indbød Laurin ridderne til en fest i sit bjerg. Forræderisk hældte han sovedrik i deres drikkebægre og bandt sine gæster.  Den bortførte jomfru og hendes bror, der på grund af god vilje ikke var blevet bundet, sneg sig ind og opdagede bedrageriet, De befriede Didrik og hans riddere, som dræbte Laurin og alle dværgene og drog hjem.

Tysk helteepik

Håndskriftet i den Arnamagnæanske Samling, AM 32 fol., er et tysk eksemplar, skrevet på pergament. Det måler 240 mm x 168 mm og er på 60 blade, folieret i øverste højre hjørne med rødt blæk, en senere tilføjelse af bibliotekaren ved Den Arnamagnæanske Samling, Kristian Kålund (1844-1919). Teksten er skrevet på vers i en enkelt spalte, 25 linjer pr. side, med et egentligt skriveareal på 160mm x 90mm. Skriften er en stor og snirklet gotisk kursiv (bastarda), skrevet primært med sort blæk, men med farvede initialer i blåt, rødt og guld, og hver ny strofe i teksten er fremhævet med skiftevis røde og blå markeringer i starten af ​​linjen (alinea-tegn).

Teksten begynder på 2r med et stort fleuronné-initial 'E' i guld med blå forsiringer: "Ez waz zv pern gesessen ein ritter / ein ritter gar vnfermessen ” (Der boede i Bern en ridder / en helt uovertruffen ridder). På 36r markerer et andet kunstfærdigt blåt initial 'N' med rød dekoration begyndelsen af den anden bog (”Explicit liber primus ​​incipit secundus”), og teksten slutter på 60v med linjen "dez man erdenken kant" (= som man kunne finde på). Håndskriftet er skrevet på en bayersk dialekt af det tyske sprog, og Kristian Kålund vurderede det oprindeligt til at være skrevet omkring 1400, mens Joachim Heinzle (Mittelhochdeutsche Dietrichepik, 1978, s. 145, 298f.) senere indsnævrede det til et sted i første kvartal af 1400-tallet.

Selvom håndskriftet indeholder tysk helteepik og er skrevet på tysk, er det nok ikke fremstillet i Tyskland; formodentlig er det skrevet af en ikke-tysk skriver i Venedig, den samme person der også har skrevet et håndskrift den ældste lærebog/ordbog i venetiansk-tysk sprog (1424) af Georg von Nürnberg. Måske er håndskriftet blevet til i det Tyske Hus i Venedig, muligvis beregnet som supplerende læsning ved uddannelse i oversættelse. (Oskar Pausch, Österreichische Literatur am Ausgang des Hochmittelalters, 1977) På et tidspunkt i det 15. århundrede var håndskriftet ejet af Juan de Colonia fra Venedig, ifølge et – svært læseligt – ejernotat på 1r.

Eventyr og glødende bjerge

Historien om Kong Laurin er et meget populært folkeeventyr i Sydtyrol-området i Dolomitterne. Men mens Dværgkongen formodentlig stammer fra overnaturlige fortællinger, har Didrik af Bern et svagt historisk bånd til Teoderik den Store (ca. 456-526), en østgotisk konge med et sæde i det nordlige Italien, der i dag har talrige fortællinger og digte knyttet til sit navn. Fortællingen om Didriks kamp mod Laurin blev meget populær i Tyskland i det 14. århundrede, og den blev gengivet i forskellige tyske dialekter og udsat for en række redigeringer. Den første videnskabelige udgave af teksten, baseret på AM 32 fol., blev udført af den danske sprogforsker Rasmus Nyerup i 1787 under titlen Historia Laurini, Nanorum Regis, & Theodorici Veronensis’ (= Histoien om Laurin, Dværgkongen, og Teoderik af Verona) der udkom i Symbolæ ad literaturam Teutonicam antiqviorem ex Codibus Manu exaratis, qvi Havniæ asservantur, editæ sumptibus Petri Friderici Suhm.

Århundrede senere er fortællingen om Laurin stadig velkendt over hele Europa, men mens Dværgkongens historie primært er beregnet til at underholde, kan dens indflydelse også ses i andre aspekter af hverdagen: selveste Kong Laurins legendariske rosenhave hævder nemlig at være forklaringen til ​​det optiske fænomen kendt som Alpenglow; et vidunderligt syn, hvor bjergtoppene ændrer farve til røde og lilla nuancer under og efter en solnedgang, og som siges at være forårsaget af refleksion fra kongens blomstrende roser.