En middelalderlig riddersaga i det tidligt moderne Island
Rask 33 indeholder ikke blot to historier fra en ikke så fjern fortid, men viser også vigtigheden af at holde tungen lige i munden, når man indbinder håndskrifter.
Rask 33 er et lille papirhåndskrift fra 1600-tallets Island og et af dem i Den Arnamagnæanske Samling, som engang tilhørte den danske lingvist Rasmus Christian Rask (1787–1832). Rask 33 indeholder to tekster. Den første er en forkortet kopi af den ældre version af Mágus saga jarls (en islandsk riddersaga baseret på franske kilder). Den anden er Þóris þáttr hasts og Bárðar birtu (en kort fortælling, der først blev skrevet efter middelalderen). De to tekster — begge fra omkring slutningen af 1600-tallet — blev nedskrevet af to forskellige skrivere på papir med forskellige vandmærker. Senere blev de to tekster samlet i ét bind. Her skal der fokuseres på kopien af Mágus saga jarls, som udgør størstedelen af Rask 33, og hvis skriver, Þórður Jónsson, kendes ved navn.
Þórðurs arbejde, som dels kan genkendes på den karakteristiske skrift og dels hans tendens til at tilføje sit navn til mange af sine afskrifter, forekommer i flere andre tidligt moderne islandske håndskrifter, der indeholder både litteratur og historiske kilder. Både Þórður og hans søn Jón var produktive skrivere i det syttende århundredes anden halvdel. De skrev især en masse materiale ned for den rige godsejer Magnús Jónsson, som boede på øen Vigur i Islands Vestfjorde. Þórðurs kopi af Mágus saga jarls i Rask 33 minder om noget af det, vi ved blev fremstillet for Magnús Jónsson, men som ikke endnu endegyldigt kan tilknyttes til ham
En riddersaga på dårligt papir
Foruden sit navn, sætter Þórður Jónsson mange andre personlige præg på sin kopi af riddersagaen. Teksten deles i to, og hver del begynder med udsmykkede store initialer og titler, og afsluttes med en kolofon. Flere begyndelsesbogstaver ved kapitlernes begyndelser illustreres også med enkle men charmerende ansigter. Kolofonerne midt og sidst i sagaen tyder på, at Þórður udførte sin opgave under vinteren 1680 på Eyri ved Skötufjörður i Vestfjordene (ikke langt fra Vigur). Det var i løbet af november (sandsynligvis) og december måned (med sikkerhed). Þórður havde skrevet håndskrifter siden 1650’erne, og derfor er det muligt, at hans arbejde her i 1680 måske er blandt det sidste, han udførte. Han var færdig med tekstens første del (bl. 1r–38v) den 3. december og den anden del (bl. 39r–72r) sytten dage senere. Samtidig med, at han underskrev sig og noterede datoen på bl. 72r, gav han også en evaluering af skrivematerialets kvalitet: han skrev ’på dårligt papir’ (ä slæ̈mumm pappijr). Det er svært at sige præcist, hvad Þórður mente med det (og om kommentaren er udtryk for hans egne opfattelse eller mæcenens), men der er i hvert fald nogle blade i håndskriftet, hvor blækket er trængt gennem papiret, hvilket gør teksten lidt vanskeligere til at læse, end det er på andre blade.
Rask 33 er også kodikologisk interessant. Det er et tyndt håndskrift på 76 blade i kvartformat, men det er straks tydeligt, når man lukker bogen op, at riddersagaen engang var en del af et større håndskrift. Foruden begyndelsen på Mágus saga jarls indeholder den første side (bl. 1r) lægsignaturen ’O’ i den nederste margin. Flere lægsignaturer i rækkefølge fra O til Y findes i hele teksten. Til gengæld indeholder Rask 33’s sidste fire blade (som indeholder Þóris þáttr hasts og Bárðar birtu) ingen lægsignaturer og er som sagt en ukendt skrivers arbejde, som senere blev indbundet sammen med Mágus saga jarls. Måske skete det, da Þórðurs kopi af Mágus saga jarls adskiltes fra dens oprindelige håndskrift, som indeholdt læg A til M.
Senere indbinding giver kludder i historien
Mágus saga jarls blev derfor fremstillet sammen med mindst én yderligere tekst i et større håndskrift. Ved efterfølgende indbinding er et af læggene blevet indbundet med nogle af bladene i forkert rækkefølge. Det fremgår af lægsignaturerne, at der er noget galt med håndskriftets lægfordeling. Læg P består af fire dobbeltblade — dvs. fire foldede blade, som bliver til otte blade i alt (seksten sider), når de samles. Den tredje dobbeltblad er blevet anbragt forkert, hvilket resulterer i, at noget af teksten kommer i forkert rækkefølge. Da dobbeltbladene er markeret P (bl. 9r), P2 (bl. 10r), P3 (bl. 13r), P4 (bl. 11r) og P5 (bl. 12r, dvs. rectosiden af dobbeltbladets andet blad) kan vi se, hvordan de skulle have været organiseret: 9-10-13-11-12-14, osv. Hvis vi så også kigger på teksten finder vi en anden antydning i kustoderne, som også er en af skriverens forholdsregler mod forkert indbinding. Disse ord, skrevet nederst på hver side for at vise, hvad skal følge øverst på den næste, vil kun passe rigtigt sammen hvis bladene omorganiseres. For eksempel svarer bl. 10v’s kustoder til starten af bl. 13r, og dem på bl. 13v passer med ordene øverst på bl. 11r.
Alt i alt ser vi meget mere i det lille håndskrift Rask 33 end blot en samling kedelige brune blade, der stammer fra slutningen af 1600-tallet. Skriverens kolofoner og små tegninger giver os en ide om hans personlighed, og en utilsigtet indbindingsfejl fra håndskriftets senere historie tyder på, at denne middelalderlige riddersaga fortsat blev læst i det tidligt moderne Island og længere frem — selv efter at have været skilt fra dens oprindelige postmiddelalderlige kontekst.
Kontakt
Sheryl McDonald Werronen er Marie Skłodowska-Curie postdoc-stipendiat (Horizon 2020) ved Den Arnamagnæanske Samling.
Tlf.: 35 33 30 87
Mail: sherylmw@hum.ku.dk