14. november 2019

På englejagt og silderov i AM 79 4to

Månedens Håndskrift

AM 79 4to er en særligt smuk del af Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling. Håndskriftet er kunstfærdigt dekoreret og skrevet med så sirlig en håndskrift, at selv din dansklærer ville være misundelig. Og så giver AM 79 4to os et spændende indblik i middelalderens love og lovteksternes brug.

Denne måneds håndskrift er AM 79 4to, som er et dansk-norsk lovhåndskrift fra slutningen af 1500-tallet. En dansk oversættelse af Kong Magnus Lagabøtes norske Landslov og dertilhørende senere kongelige forordninger udgør størstedelen af håndskriftet, men herudover rummer den 210 blade store bog også nogle senere tilføjede afskrifter af danske kongebreve, og nogle ord om de beslutninger, som blev truffet på herredagen i Bergen 1604.

Vi ved ikke, hvordan Árni Magnússon erhvervede håndskriftet, men det formodes, at håndskriftet er skrevet i Norge og senere er bragt til Danmark. Håndskriftet er af papir, og er indbundet i læderbind med blindtryk, hvorpå der på et tidspunkt har været fæstnet en lukkemekanisme. En del af siderne er ubeskrevne, og den sidste del af håndskriftet er skrevet senere i to forskellige hænder.

Der er flere elementer i AM 79 4to som kan fortælle os om håndskriftets brug. For eksempel er der spor efter dopper (små mærker, ofte af skind eller silke, fæstnet til bestemte sider for at fungere som bogmærke), som har været fastklæbet på siden af hvert første blad af en ny bog i lovteksten, men med tiden er forsvundet. Det tyder altså på, at der ofte har været brug for at slå op i bogen, og at det derfor var en fordel at have dopperne. Særligt dopper af skind har en tendens til at løsne sig med tiden, så det kan meget vel være denne type, der har været i håndskriftet.  I den del af bogen, som rummer Magnus Lagabøters Landslov, er der mange steder skrevet kommentarer i marginen, og flere steder er dele af paragraffer streget ud eller på anden vis rettet. Bogen har altså været i brug og tilpasset over tid, i takt med at lovene forandredes.

Højt at flyve, dybt at falde

Håndskriftets illuminationer fortjener næsten en afhandling i sig selv, for det er ikke småting, de har at byde på. De er først og fremmest kendetegnet ved at minde beskueren om livets flygtighed, men er også bemærkelsesværdige på grund af deres størrelse og detaljegrad.

Håndskriftet indledes med to miniaturer, dvs. helsidesillustrationer. På forsatsspejlet ses et gyldent hjul, hvorpå fire konger tager ophold. Hjulet bæres af en pæl, som udgår fra en lille græsklædt høj. De fire konger har, ud over en nydelig topmave, hver sit scepter og rigsæble, og sidder forskellige steder på hjulet. De fire positioner og kongernes respektive ansigtsudtryk og positur, repræsenterer fire stadier i livet; på toppen, på vej ned, på bunden, og på vej op.  Motivet, det kendte rota fortuna, er forsynet med et citat af Ovid: ”Medio tutissimus ibis” (Du vil gå sikrest i midten), samt et citat af ukendt oprindelse: ”Medium tenuere beati” (Det er bedst at holde sig i midten). Begge citater fortæller os, at det mest tilrådelige i livet er at holde sig på midten.

Det modstående blad er mere enkelt udsmykket. I en dekoreret ramme ses et våbenskjold med et sælsomt væsen. Den øverste halvdel af dyrets krop er en bjørn, mens det nederste er en fisk. Våbenskjoldet er tværdelt på det sted, hvor bjørnekrop møder fiskehale, og ved bjørnens hoved er baggrunden rød, mens den ved fiskehalen er hvid. Omkring bjørnehovedet står ”L B”, og under fiskehalen ”98”. Våbenskjoldet er ikke kendt andre steder fra, og noget kunne derfor tyde på, at det var opfundet til lejligheden. Hvad initialerne ”L B” står for, er ligeledes uvist.

Døden os fylger Baade dag oc tidt. Wort leffnit er kort act du mz flid. Alt som enn Røgs oc Buble forgaar disligest en Blomster paa marcken Staar.”

Dette dybfølte citat er skrevet ind på bogens sidste side (på forsatsspejlet bagest), og er supplement til en kunstfærdigt udført tegning. Motivet er det såkalde Homo Bulla (mennesket er en boble); et kendt vanitasmotiv, hvor en nøgen dreng, siddende på et kranium, blæser bobler af en muslingskal. Drengen har en kappe på, som blæses op af vinden, og derved danner omridset af englevinger. Omkring drengen ses også blomster og røg, der sammen med citatet skal minde os om livets forgængelighed.  

Således bliver læseren, både før og efter læsning af lovteksten, mindet om, at døden ånder os i nakken. Hvordan det helt nøjagtigt relaterer sig til lovteksten, er mere uklart, men om ikke andet bliver læseren herved udstyret med en vis ydmyghed i forbindelse med læsningen.   

Sex og sildetyveri

Selvom håndskriftets dekorationer er dragende, ville det være en skam at glemme det tekstlige indhold. Det drejer sig som sagt primært om Magnus Lagabøter Norske Landslov, der trådte i kraft i 1274 og blev oversat til dansk i 1500-tallet mens Norge var en del af det danske rige.  Loven giver os et unikt indblik i middelalderens samfund, og kan nærmest betragtes som en komplet guide til middelalderlivet. Vi kan blandt andet læse, hvad der sker ”Om mand ligger med Ectemands Quinde” (f. 44r), ”Om galen mand bryder sig aff fengsell” (f. 35v) og ”Om mand taler wbequemelig” (f. 43r).

Blandt paragrafferne hører også de mere særprægede, som vi nu skal kaste et blik på; for eksempel ”huorledis mand skal skiude Ulffue och Biørne” (ff. 65r-66v). Loven viser sig fordelagtig for bjørne- og ulvejægere; det er nemlig helt i orden at skyde alt hvad det passer dig, medmindre altså bjørnen er i vinterhi, og medmindre du skyder i en anden mands skov. I så fald er du nødt til at aflevere dyret tilbage til retmæssige ejermand. Samme princip gælder i øvrigt for sild, som du også skal aflevere tilbage, hvis du har hugget dem fra en anden mands net (ff. 84v-85r).

Er det imidlertid en kat, du har taget, er sagen ganske anderledes. For katte, hunde, knive, bælter og alt andet under to skillings værdi, er ikke værd at returnere. Du kan beholde katten, men skal betale en bøde til kattens ejer og en bøde til kongen. Alle må siden kalde dig tyv, hvilket selvfølgelig er ærgerligt, men så har du i det mindste katten (f. 103v).

Har man sine tænder kært, er der dårligt nyt, hvis man har bidt en anden. Bider man nogen, skal man først og fremmest skamme sig over at have opført sig som et dyr, og dernæst skal man føres til tinget, og nogen skal ”bryde hans fremtender aff hans hoffuit” (f. 38v). Dog kan du gå fra tinget med fortænderne i behold og nøjes med at betale en bøde til den, du har bidt, hvis det kan bevises, at du gjorde det af nød.

I Magnus Lagabøter Landslov findes også eksempler på love om forbrydelser af mere moralsk karakter. Således findes for eksempel paragraffen ”Om mand finder nogen hos sin hustru, moder eller daatther” (f. 34r). Her beskrives det, at det er tilladt at slå en mand ihjel, hvis man finder ham i sengen hos sin hustru, moder, datter, søster, stedmoder, svigerdatter eller svigerinde. Det er imidlertid kun, hvis man har sørget for at skaffe vidner, som vil bekræfte at omtalte mand befandt sig i seng med kvinden. I så fald skal man, så snart man har slået manden ihjel, gøre tingbud, forkynde hvad man har gjort og præsentere sine vidner. Om begivenheden har nogen konsekvens for kvinden, melder loven ikke noget om.

Ovenpå alle disse ulovligheder, skal vi slutteligt betragte en venlig påmindelse fra paragraffen om mandsdrab: ”Huer mand udi Norigis konge rige, bør at holde fred, oc fredelighedt bør at være med huer anden, inden lands oc uden landtz” (f. 32r).

Skulle der være andet, du søger svar på, kan det varmt anbefales at bladre i bogen på handrit.org.