15. februar 2019

Rask 113 - Et kvædehåndskrift i to dele

Månedens Håndskrift

Et lille håndskrift på 22 blade, som er dels færøsk, dels dansk, fortæller om fælles interesse i færøsk litteratur.

De færøske kvad (kvæði) er vigtige for den færøske litteratur- og sproghistorie og er bevaret i en række håndskrifter fra især 1800-tallet. Mens mange af de – særligt kendte – håndskrifter er skrevet af færinger og/eller på Færøerne, findes der også nogle optegnelser skrevet af danskere.

Et håndskrift i den danske sprogforsker Rasmus Rasks (1787-1832) samling, Rask 113, er egentlig begge dele, dvs. både skrevet af en færing på Færøerne og skrevet af en dansker i Danmark. Begge skriveres navne er også velkendte. Selvom håndskriftet kun består af 22 blade, fortæller dets tilblivelseshistorie en hel del om 1800-tallets interesse for de færøske kvad, både på øerne og i Danmark.

Man kan sige, at Rask 113 både er et færøsk og et dansk håndskrift, fordi det er blevet fremstillet i to dele. Håndskriftet er altså sammensat af to produktionsenheder, en betegnelse benyttet af den hollandske håndskriftsforsker Erik Kwakkel (2002). Den første enhed er skrevet af Rask selv, mens den anden enhed er skrevet af en færingen Jacob Nolsøe (1775-1869).

Del 1 – Rasks optegnelser

Rasks del af håndskriftet begynder med en liste over de færøske kvad, der findes i Jens Christian Svabos store visehåndskrift, der nu tilhører Det Kongelige Bibliotek i København, GKS 2894 a-c.

Derefter følger tre afskrifter af kvæder fra Svabos håndskrift:

  1. Ljómurnar (CCF 220), som er en færøsk omarbejdelse af en islandsk salme, sandsynligvis skrevet af Jón Arason (†1550), Islands sidste katolske biskop. Svabos optegnelse (samt Rasks afskrift) er den eneste skriftlige overlevering af den færøske version af salmen, og har kun en tredjedel af den islandske version, der ellers er velbevaret. Til gengæld blev melodien bevaret i den færøske mundtlige tradition (se Turið Sigurðardóttir 2011: 3).
  2. Viljorms kvæði (eller Ragnarlykkja, CCF 12Aa), som er en af de såkaldte kæmpeviser eller kappakvæði. Kvadet handler om Viljorm, der rejser til kongen af Gautland (dvs. Götaland), fordi han vil gifte sig med kongens datter. Mødet med kongen går ikke som planlagt og slutter med en kamp, hvori Viljorm bliver dræbt. Anden halvdel af kvadet handler om Viljorms søn, Hergeir, der sejler til Gautland for at hævne sin fars død.
  3. Brókar táttur (CCF 193 A), som er en skæmtevise (táttur), en form for mindre kvad, der handler mere om færøsk dagligliv end om urgamle helte. Kvad af denne type, der er kendt allerede fra 1600-tallet, blev også skrevet af større færøske digtere som fx. Poul Nolsøe, bedre kendt som Nólsoyar-Páll (1766-1809; se Isaksen 2017: 41).

I forhold til dateringen af denne del af håndskriftet, mener Povl Skårup (Rasmus Rask og Færøsk, København 1964), at Rask må have skrevet kvæderne ned mellem foråret 1808 og april 1810, da “Udskriften og overskriften over indholdsfortegnelsen, som er på dansk, er skrevet med gotiske bogstaver” (s. 10), mens alt på færøsk er skrevet med latinsk skrift.

Del 2 – Nolsøes afskrift

Den anden del af håndskriftet indeholder blot ét kvad, navnlig Finnboga ríma (CCF 47 C) og er dateret til den 22. maj 1823. Kvadet handler om færingen Finnbogi, der slår en mand med navnet Álv ihjel. Den norske regent Håkon jarl sender bud til Finnbogi om, at han skal kæmpe både imod en ridder og en isbjørn, hvilket han gør med succes.

Skriveren af denne del var færingen Jacob Nolsøe (1775-1869), der var handelsforvalter for den danske monopolhandel på Færøerne og bror til den føromtalte kendte digter Poul Nolsøe (Nólsoyar-Páll).

Jacob Nolsøe er ellers mest kendt for sin oversættelse af Carl Plougs digt om Slaget ved Slesvig (Påskeklokken kimed mildt, 1848), kvadet Orrusta við Heiðabý (’Slaget ved Hedeby’; CCF 234). Den Arnamagnæanske Samling har derudover et andet håndskrift med Nolsøes hånd: en færøsk grammatik (AM 973 4to).

Rasmus Rask og Jacob Nolsøe

Det er sikkert ikke tilfældigt, at de to dele af håndskriftet blev indbundet sammen. De to sproginteresserede korresponderede mellem 1831-1832 om bl.a. en retskrivning for færøsk, der dengang endnu ikke havde fået en officiel retskrivning (den kom først senere i 1800-tallet i kraft af bl.a. provsten V.U. Hammershaimb, der udgav en færøsk grammatik i 1854).

Mellem 1829 og Rasks død i 1832 fik den danske sprogforsker tilsendt flere håndskrifter fra Nolsøe, heraf en grammatik, Færøsk Sproglære, der nu også tilhører Den Arnamagnæanske Samling (AM 973 4to). Nolsøes kopi af Finnboga Ríma i Rask 113 var dog det første håndskrift, Rask fik fra ham, men præcist hvornår er ikke afklaret.

Rask havde også en anden tilknytning til den færøske handelsforvalter og politikker. Fra 1830-1382 var Nolsøes datter, Maren Margrete, enke efter en forsvunden skipper Kjergaard, husholderske i Rasks hus, hvor hun fik to rigsdaler om måneden. Mens hun var ansat, forærede hun Universitetsbiblioteket endnu et håndskrift skrevet af sin far, Add.  300 4to. Rask, der på det tidspunkt var ansat på biblioteket, skrev en notits om dette i slutningen af håndskriftet.

Trods de mange håndskrifter, der blev udvekslet mellem Rask og Nolsøe gennem årene, er Rask 113 det eneste to-i-et: Ét håndskrift skrevet af Rask, et andet af Nolsøe.