Rasmus Rasks Undersøgelse fylder 200 år

Foruden håndskrifter i den mest basale forstand, altså kodekser der er fuldstændigt skrevet i hånden, rummer den Arnamagnæanske Samling skatte, i form af tyrkte bøger og også genstande, der ligger lidt imellem håndskrift og trykt bog.

Denne måneds håndskrift er egentlig en trykt bog, men den indeholder håndskrevne noter af en af nordisk filologis største navne, Rasmus Christian Rask (1787-1832). I år fejrer vi 200-året for udgivelsen af Rasks store værk om Islandsk, Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse, et værk, der kan siges at have sat sprogvidenskaben i de nordiske sprog i gang.

Filologen Rasmus Rask

Allerede i en tidlig alder interesserede Rasmus Rask, der blev født nær Odense i 1787, sig for de nordiske sprog og begyndte at lære sig selv (old)islandsk fra Gerhard Schønings folioudgave af Heimskringla fra 1777. Efter at han flyttede til København i 1807, tiltrak Rask sig opmærksomhed fra sine lærere og forbilleder, især professoren Rasmus Nyerup (1759-1829), som brugte den unge Rasks talenter på sin oversættelse af Snorri Sturlusons Edda, udgivet i 1808.

Nyerup hjalp den unge student med at skaffe sig en bolig i Regensen i Københavns centrum (hvor Árni Magnússon også boede for en stund) og en ulønnet praktik på Universitetsbiblioteket. Allerede i 1809 færdiggjorde Rask sin første bog, Vejleding til det islandske eller gamle nordiske Sprog, som udkom to år senere. I 1813 tog han på en 2-årig rejse til Island, hvor han fortsatte med at lære det sprog, der allerede i barndommen fangede hans interesse.

Da Rask vendte hjem fra Island, arbejdede han med at danne litteraturselskabet Hið Íslenzka Bókmenntafélag i 1816 og Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab i 1825. Det sidstnævnte blev dannet, efter at Rask havde været på en anden udenlandsrejse, der tog ham gennem Rusland, Persien og Indien, hvor han studerede utallige asiatiske sprog og indsamlede håndskrifter, der nu tilhører den orientalske samling på Det Kgl. Bibliotek. Blot ét år før sin død fik Rasmus Rask en professorstilling i østasiatiske sprog på Københavns Universitet.

Undersøgelser

Rasks Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse er et af de grundlæggende værker inden for sammenlignende sprogvidenskab. Bogen blev oprindelig skrevet som prisopgave stillet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Opgaven lød således:

"Med historisk Kritik at undersöge og med passende Eksempler at oplyse, af hvilken Kilde det gamle skandinaviske Sprog sikrest kan udledes, at angive Sprogets Karakter og det Forhold, hvori det fra ældre Tider og igjennem Middelalderen har staaet dels til nordiske dels til germaniske Dialekter, samt nöjagtigt at bestemme de Grundsætninger, hvorpaa al Udledelse og Sammenligning i disse Tungemaal bör bygges."

Besvarelsen blev indleveret til Selskabet den 2. december 1814, da Rask allerede var rejst til Island.

Rasks Undersøgelseog dens betydning kan næppe overvurderes. Den nøjagtige sammenligning af islandsk med græsk og latin resulterede i en formulering af den germanske lydforskydning -- også kaldet for Grimms lov efter den tyske filolog Jacob Grimm (af Brødrene Grimm), der beskrev fænomenet i 1822 i sin Deutsche Grammatik.

Rask beskriver lydkorrespondencer mellem græsk og latin på den ene side og germansk på den anden, som om det sidstnævnte bliver afledt af de førstnævnte, i stedet for, at de allesammen afledes af en fælleskilde (som i dag kaldes for protoindoeuropæisk). Han skriver f.eks., at “π [bliver] til f” som i græsk πατηρ, islandsk faðir ‘far’, og siger derudover, at “ofte forandres de ogsaa paa andre Maader”, især midt i et ord, f.eks., at t svarer til d [ð] i pater:faðir ‘far’. Forklaringen på denne undtagelse kom et halvt århundrede senere fra en anden dansker, Karl Verner (1846-1896), og kaldes nu for Verners lov.

Rask 116 – Et førstetryk med forfatterens egenhændige noter

Så kommer vi til denne måneds håndskrift, som i dag har håndskriftsignaturen Rask 116. Som signaturens begyndelse indikerer, er håndskriftet en del af en samling af 119 håndskrifter og trykte bøger som tilhørte Rask, hvoraf mange blev indsamlet mens han rejste i Island. Efter Rasks død i 1832 solgte hans lillebror, præsten Hans Kristian Rask, samlingen til den Arnamagnæanske Kommission for 150 rigsdaler (dvs. prisen på ca. 5 køer).

Rask 116 er et eksemplar af bogen med blanke blade indskudt mellem de trykte til rettelser, tilføjelser m.m. – i dette tilfælde forfatterens egne. Mens de fleste indskudte blade stadig er blanke, er der nogle med rigelige noter af Rasmus Rask, som f.eks. på versosiden imellem s. 216-217 og rectosiden imellem 218-219, der indeholder hele afsnit og ekstra paradigmer.

Gennem alle disse sidevis af notater får vi indblik i det sproglige geni som Rask var. Vi finder glosser i talrige sprog fra arabisk til walisisk, foruden referencer til andre publicerede værker.

Det er åbenlyst, at Rask arbejdede på en ny udgave af sin Undersøgelse, som aldrig blev til noget. Gennem hele teksten finder vi rettelser. På s. 75 finder vi f.eks. en hel sætning, der er blevet streget ud, i begyndelsen af det kapitel, hvor Rask sammenligner islandsk med mange forskellige sprogfamilier (“Det synes da naturligt at begynde med de nærmeste”). I det efterfølgende afsnit, der introducerer grønlandsk, ser vi at Rask har udstreget ordet Flertal og skrevet Talböjning i marginen, da grønlandske substantiver også bøjes i dualis. Disse ændringer er dog ikke taget med i Louis Hjelmslevs genudgivelse af Rasks Undersøgelse fra 1932.