Moderne teknologi giver nye vinkler på gammelt håndskrift – Københavns Universitet

haandskrift.ku.dk > Moderne teknologi give...

17. juni 2018

Moderne teknologi giver nye vinkler på gammelt håndskrift

Månedens håndskrift

En af skattene i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling er AM 468 4to fra begyndelsen af 1300-tallet også kendt under navnet Reykjabók. Det indeholder den ældste næsten fuldstændige (der mangler ét blad) tekst af Njals saga, den længste og berømteste af de islandske sagaer.

Ligesom mange andre sagaer er Njals saga en prosimetrisk fortælling, dvs. en prosatekst med indlagte vers. I Reykjabók er mange af disse vers/strofer skrevet ude i marginen eller i slutningen af bogen i stedet for som del af brødteksten. Eftersom disse ekstra strofer er skrevet af en anden skriver end hovedtekstens, har forskere længe diskuteret, hvad dette kan fortælle os om fremstillingen af Reykjabók og dermed også om overleveringen af Njals saga.

Brødteksten er skrevet af en enkelt skriver, som inkluderede mange af stroferne i Njals saga, men ikke dem alle. I den første del af håndskriftet er der i alt 17 strofer, som er tilføjet af en anden skriver. Eftersom disse strofer står i marginen rundt om hovedteksten, kan der ikke være tvivl om, at de er tilføjet senere. En palæografisk analyse af skriften viser imidlertid, at denne anden skriver har været samtidig med den første, hvad der giver anledning til en række spørgsmål om håndskriftets tilblivelse: Hvorfor blev stroferne tilføjet uden for hovedteksten? Arbejdede skriverne sammen? Og hvor kommer disse ekstra strofer fra?

Et samarbejde mellem to skrivere

Den enkleste forklaring er, at den anden skriver tilføjede flere strofer uafhængigt af den første skriver – muligvis strofer, der blev forfattet kort tid efter Reykjabók blev skrevet.[1] Hvis dette er tilfældet, må det være sket relativt kort tid efter, at den første skriver færdiggjorde håndskriftet. Nærmere undersøgelser peger dog i retning af et samarbejde mellem de to skrivere. Ny forskning viser nemlig, at den anden skriver var mere involveret i produktionen af Reykjabók end hidtil antaget.[2]

Bl. 1r af Reykjabók set gennem multispektralskanneren. Skannerens software får dele af billedet til at lyse op i den samme (falske) farve, hvis de har en sammenlignelig spektral signatur. I dette tilfælde lyser rubrikken og initialet op, da det vurderes, at de er skrevet med det samme blæk. (Klik på billedet for en større version.)

Ved hjælp af multispektralskanning kombineret med palæografisk analyse kan det påvises, at den anden skriver også skrev alle rubrikkerne i håndskriftet, og at den første skriver efterlod plads til disse overskrifter. Altså har den første skriver kun skrevet selve brødteksten (med sort blæk), hvorefter en anden skriver har skullet udfylde rubrikkerne (med rødt blæk). Selvom det selvfølgelig er muligt, at der var gjort plads til rubrikker, som ikke blev udfyldt i forbindelse med den oprindelige udarbejdelse af håndskriftet men på et senere tidspunkt af en anden, uafhængig skriver, er det overbevisende at antage, at de to skrivere arbejdede sammen.

Det samme røde blæk, som den anden skriver har brugt til rubrikkerne og i forbindelse med de tilføjede vers, findes også i initialerne. Multispektralskanning viser, at det røde blæk i hele håndskriftet har en identisk spektral signatur, hvilket gør det meget sandsynligt, at alle de røde dele af håndskriftet (rubrikker og initialer) blev tilføjet på det samme skrivested og formentligt på samme tid. Da det ikke er muligt at lave en palæografisk analyse af initialerne, kan man ikke med sikkerhed vide, om de blev skrevet af den anden skriver eller af en tredje. De kan dog beskrives på samme måde som rubrikkerne: Den første skriver efterlod plads til initialerne, for at de skulle indsættes senere i løbet af produktionsprocessen. Det var standardpraksis, at de farverige elementer i håndskrifterne som oftest blev udfyldt af en anden person, rubrikator og illuminator – i hvert fald i skrivestuer (skriptorier) af en vis størrelse. Det er derfor sandsynligt, at den første skriver arbejdede sammen med den anden skriver, som havde ansvar for udsmykning og tekst, der ikke indgik i brødteksten.

Hvor kommer stroferne fra?

Mens den anden skriver arbejdede på at skrive rubrikker og eventuelt initialer, har han også tilføjet de ekstra strofer, som af en eller anden grund ikke var blevet inkluderet af den første skriver. Hvis vi går ud fra, at de to skrivere arbejdede sammen, er det usandsynligt, at den anden skriver kendte til strofer, som den første skriver ikke kendte. Det er muligt, at der under produktionen af Reykjabók dukkede et andet håndskrift af Njals saga op med flere strofer, men hvorfor tilføjede den første skriver i givet fald ikke selv de ekstra strofer, på samme måde som han foretog andre rettelser i teksten? Det store antal strofer i håndskriftet taget i betragtning – Reykjabók er det Njals saga-håndskrift, der har bevaret flest strofer – kunne det da tænkes, at de to skrivere med fuldt overlæg lod nogle af versene stå ude i marginen? Besluttede de sig måske for at lade den anden skriver tilføje de ekstra strofer sammen med overskrifter og initialer, som ikke blev anset for at være en del af brødteksten? Det kan vi aldrig vide med sikkerhed, men det er en interessant tanke.

På bl. 31v ses set eksempel på tilføjede strofer i den nederste margin under selve brødteksten. (Klik på billedet for en større version.)