Lad mig føre dig igennem! Samspillet mellem skriver og læser i Kongespejlet

Kongespejlet

Konungs skuggsjá eller Kongespejlet (på latin Speculum regale) er en enestående historisk og encyklopædisk tekst, der anses for et af middelalderens vigtigste litterære værker på gammelnorsk. Teksten behandler vigtige problemstillinger inden for middelaldersamfundet såsom handelsmænds opgaver, kongens og hoffets pligter samt kirkens rolle.

Denne lærdom formidles til læseren gennem en dialog mellem far og søn, der udveksler viden. Et sådant format, der undertiden kaldes for en Lehrdialog (‘læredialog’), er ikke usædvanligt for opbyggelige litterære værker fra middelalderen; andre eksempler på denne genre er Elucidarius og Sydraks bog, som begge findes i håndskrifter på Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling i København.

Det arnamagnæanske håndskrift

Kongespejlet er overleveret gennem omkring 60 håndskrifter på gammelnorsk eller oldislandsk, hvoraf mange er fragmentariske. De ældste af disse håndskrifter er norske og stammer fra 1200-tallets anden halvdel, mens de yngste er nedskrevet på Island så sent som i 1800. To af de ældste norske håndskrifter opbevares på Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling: AM 243 bα fol. fra omkring 1270 og AM 1056 IX 4to fra omkring 1300.

Håndskriftet AM 243 bα fol. på gammelnorsk er hovedkilden og codex optimus (‘det bedste håndskrift’) af Kongespejlet. Intet af håndskrifterne bevarer teksten i sin helhed, og selv denne hovedkilde har en del lakuner. Den har dog bevaret omkring 80 % af teksten og er dermed det mest komplette håndskrift.

I dette håndskrift mangler bl.a. prologen, og teksten begynder i stedet med Goðan dag herra minn (‘God dag, min herre’) halvvejs ned ad første blads rectoside. Om prologen overhovedet udgjorde en del af den oprindelige tekst, er et omdiskuteret emne blandt de forskere, der arbejder med Kongespejlet. 

Herudover mangler i AM 243 bα fol. flere dele af selve teksten. Nogle kapitler er helt forsvundet, mens der er bevaret fragmenter af andre. F.eks. mangler den sidste del af kapitlet om tidevandet og solhvervet, og det samme gælder de første dele af det følgende kapitel om Irlands naturfænomener, sidste del af kapitlet om Kong Salomons domme og første del af kapitlet om hans løfter til Joab. Alle fire kapitler, der vedrører Island, er fuldstændig væk; de handler om emner som hvaler og søuhyret kraken, naturens undere, vulkanild og mineralkilder.

Kommentar, analyse og vejledning

Gennem århundrederne har AM 243 bα fol. skiftet ejer mange gange, og nogle af ejerne har efterladt brugsspor på bladene. Noter, kommentarer og andre markeringer i marginen vidner sammen med tilføjelser mellem linjerne på håndskriftets sider om læsernes kontinuerlige og engagerede dialog med teksten gennem historien. Blandt håndskriftets ejere finder vi Arne Magnussen, der har spillet en vigtig rolle ved at tilføje værdifulde oplysninger om dets oprindelige tilstand, og som udpeger de ovennævnte lakuner.

I marginerne i AM 243 bα fol. kan man se bemærkelsesværdige tilføjelser skrevet af især 1300- og 1400-tallets læsere. Nogle af disse tilføjelser fungerer som vejvisere, der hjælper læseren igennem teksten og giver muligheden for nemt og hurtigt at bevæge sig fra det ene emne til det andet. Adskillige pejlemærker i marginerne består af navne eller nøgleord hentet fra brødteksten (se fx figur 2), mens andre giver korte sammenfatninger af bestemte passager, der fungerer som en form for overskrifter (se fx figur 3).

Og er der endnu mere i disse vejledninger! Nogle af kommentarerne og noterne fremstår som en slags samarbejde mellem skriveren og senere læsere gennem tiden. Denne fælles indsats for at gøre teksten stadigt bedre tilgængelig fungerer på tre forskellige, men indbyrdes forbundne niveauer — det tekstuelle, det grafiske og det notationelle niveau. Informationsstrukturen har på såvel tekstuelt som visuelt niveau gennemgået flere redaktionelle bearbejdninger i forsøget på at skabe en vejledende ramme for læseren.

Ða er þar ænn vatn æitt miket

Hvis man ser på den del af teksten, der handler om den norske periferi, især kapitlet om Irland, støder man fx på denne slags redaktion i introduktionen til afsnittet om tre irske søer, som hver forbindes med mirakuløse hændelser. Beskrivelsen af disse hændelser følger et rytmisk mønster og gør brug af en gentagen formular, hvor der (med variation) står: Ða er þar ænn vatn æitt miket … (‘Så er der en stor sø’). Denne gentagelse (markeret med understregning i fig. 4b-d) fanger læserens opmærksomhed på tekstniveauet og introducerer nye referenter, mens kendskabet til det overordnede emne bevares. Når disse nye elementer introduceres, følges de samtidig af visuelle markører som fx initialer (markeret i gule rammer i fig. 4a-d).

Mens både gentagelsen og de visuelle markører allerede stammer fra da håndskriftet blev produceret, er der også senere tilføjelser i marginen, som er forbundet med indholdet og følger et lignende mønster, når hver af søerne introduceres (markeret i røde rammer i fig. 4a-d).

Denne kombination af forskellige tiders vejledninger gør det nemmere for læseren at finde rundt i teksten. Læseren kan med andre ord manøvrere gennem håndskriftets blade ved brug af flere slags visuelle og tekstuelle markører — alle sammen spor af det redaktionsarbejde, der har formet håndskriftet.

Emner