Et spansk klenodie.
Selvom Arne Magnusson ikke efterstræbte håndskrifter fra det kontinentale Europa, er der ca. 100 af slagsen i hans samling, heriblandt 20 der stammer fra Spanien. De fleste af disse erhvervede han fra etatsråd Jens Rosenkrantz (1640–1695), hvis hele bogsamling han efter sigende blev nødt til at købe for at få fat i ét bestemt håndskrift af Heimskringla, AM 45 fol. (Codex Frisianus, se s. 54). Denne historie er dog ikke sandsynlig, for Rosenkrantz’ bibliotek var blandt de største i Danmark, men i dag findes der i hvert fald 30 håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, som menes at stamme fra Rosenkrantz.
Johannes' Åbenbaring på latin
Et af de mest bemærkelsesværdige af disse håndskrifter er AM 795 4to, en lille bog i kvartformat (20 × 13 cm) skrevet på noget nu skrøbeligt pergament. Bogen indeholder to tekster: Johannes’ Åbenbaring og en medfølgende kommentar skrevet af Apringius, biskop af Pace (i dag Beja) i Portugal i det 6. århundrede. Mens Johannes’ Åbenbaring findes i temmelig mange håndskrifter (i hvert fald et par tusinde), er AM 795 4to det eneste eksemplar, vi har af kommentaren. Der vides ikke meget om biskoppens liv, udover hvad der står i rubrikken til teksten: »Incipit Tractatus in apokalipsin, eruditissimi uiri Apringi episcopi Pacensis ecclesie« (Her begynder en kommentar til Åbenbaringen, af den meget lærde mand Apringius, biskop af Pace). Isidor af Sevilla (560–636) nævner Apringius i sit værk De viris illustribus, hvor han siger, at han har tjent under kong Theudis, den første vestgotiske konge i Spanien (d. 548). Desuden citeres han in extenso af den asturiske munk Beatus af Liébana i dennes udbredte kommentar til Johannes’ Åbenbaring, skrevet omkring 800. Apringius’ navn var kendt af senere tiders lærde mænd, men man troede i mange århundreder, at hans kommentar var gået helt tabt.
Opdagelsen af Apringius' kommentar til Åbenbaringen
I året 1722 kom den tyske teolog og historiker Johann Lauritz Mosheim (1693–1755) til Danmark for at se, hvad der fandtes af håndskrifter og trykte bøger. Blandt de lærde mænd, han stiftede bekendtskab med under sit ophold, var Arne Magnusson, som med stolthed fremviste nogle af skattene i sin samling. Mosheim skrev en kort beretning om sit ophold i Danmark, som udkom samme år i tidsskriftet Bibliotheca Bremensis. Han er yderst sparsom med konkrete oplysninger om, hvor han har set hvad, men nævner at der blandt de værker, det lykkedes ham at se, var et eksemplar af Apringius‘ kommentar til Åbenbaringen. Det udviklede sig til en mindre skandale, fordi Mosheims værter i København blev forargede over den måde, hvorpå han præsenterede sine ‘opdagelser’ i Danmark: uden at sige ret meget om de personer, der havde vist ham disse ting. En gik så langt at beskylde ham for plagiat.
I 1895 forsøgte en anden tysk teolog, Wilhelm Bousset (1865–1920), at opspore det håndskrift af Apringius’ kommentar, som Mosheim havde set, og fandt til sidst frem til AM 795 4to i Kristian Kålunds Katalog over den Arnamagnæanske håndskriftsamling, der netop var udkommet året før. Den franske munk og historiker m.m. Marius Férotin, som var den første til at udgive Apringius’ tekst, havde dog ligeledes ‘opdaget’ teksten tre år tidligere, selvom hans udgave først udkom i 1900. Der er publiceret fire udgaver siden, den sidste fra 2007.
Apringius’ kommentar omfatter kun de fem første og de fem sidste kapitler af Johannes’ Åbenbaring. Det øvrige er taget direkte fra en ældre kommentar skrevet af Victorinus af Pettau (d. 303/304), men det er uklart, om Apringius selv har tilføjet disse kapitler, eller om det er gjort af en senere skriver. Det er ligeledes uklart, om kommentaren oprindeligt omfattede hele Åbenbaringen eller kun de to sektioner, vi nu har.
Ved slutningen af teksten står der:
»explicit expositio apocalipsis. qvam exposvit domnvs apringivs episcopus.
deo gracias ago. finito labore isto. efphsbdkbtbhpgkokvpmcbpsfktvp.«
Den sidste, tilsyneladende uforståelige linje, gentager blot den foregående linje, »Deo gracias ago; finito labore isto« (Jeg takker Gud; denne anstrengelse er afsluttet). Ved at bruge et simpelt kodesprog er bogstaverne byttet om: b bruges for a, c for b osv. Koder af den type var almindelige blandt skrivere (på Island helt op til moderne tid).
Karolingisk minuskel
Håndskriftet er skrevet med karolingisk minuskel. En bemærkning skrevet på det sidste blad med en hånd fra 1600-tallet hævder, at teksten blev nedskrevet i Barcelona i året »MXXXXIJ« (1042). Selv om denne datering er blevet accepteret af mange, blandt andre både den første og den sidste udgiver af teksten, synes den af palæografiske grunde at være for tidlig. Det første X i »MXXXXIJ« kan dog være blevet ændret fra C, hvilket ville give det lidt senere år »MCXXXIJ« (1132), som vel sagtens kan passe, hvis altså håndskriftet i virkeligheden blev skrevet i Barcelona. Den samme notits informerer os om, at håndskriftet er blevet købt »anno M.Dc.xvj« (i året 1616), formentlig af den person, der skrev notitsen.
Tidligere ejere
Den spanske orientalist Benito Arias Montano (1527– 1598) har også skrevet sit navn på det sidste blad og må antages at have ejet håndskriftet. Eftersom Arias Montanos andre håndskrifter opbevares på biblioteket i San Lorenzo de El Escorial, hvor han arbejdede som bibliotekar i mange år, er det uklart, hvordan den danske aristokrat og bogsamler Holger Parsberg (1636– 1692) blev dets ejer, men han har skrevet sit navn to steder i håndskriftet sammen med årstallene 1680 og 1682. Efter Parsbergs død blev håndskriftet købt af Jens Rosenkrantz, da Parsbergs bogsamling blev sat på auktion den 23. oktober 1693. Derefter blev det som tidligere nævnt opkøbt af Arne Magnussen sammen med flere andre håndskrifter fra Rosenkrantz’ bibliotek.
Genbrugspergament
Hele bogen er en palimpsest, det vil sige skrevet på pergament, der er genbrugt, idet den oprindelige tekst er blevet udraderet. Selvom den underliggende tekst de fleste steder ikke er til at læse, synes der at være tekster fra fire forskellige håndskrifter, blandt andre lovteksten Forum Iudicum – udstedt af den vestgotiske konge Chindasuinth i 642-643 – skrevet med en tidlig vestgotisk minuskel fra 800-tallet. Dette betyder, at pergamentet i AM 795 4to – en blanding af gede-, fåre- og kalveskind – er langt det ældste, der findes i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling.
Matthew James Driscoll
