At pege på maniculaer i AM 76 8vo

Et dansk håndskrift fra slutningen af det 15. århundrede, AM 76 8vo, indeholder 58 forskellige tekster, bl.a. liturgier, salmer og formler. Det indeholder også den eneste håndskrevne kopi på ældre dansk af Lucidarius – et anonymt middelalderværk, der gennemgår religionens tro og senere almen viden. Det faktum, at håndskriftet indeholder flere værker, er typisk for håndskrifter, der blev affattet og kopieret i løbet af middelalderen (der foregår så meget i netop dette håndskrift, at det allerede en gang før har været Månedens Håndskrift; se Britta Olrik Frederiksens indslag “En skolelærers håndbog?” for et overblik over håndskriftet).

Palæografisk analyse afslører, at flere skrivere havde gang i håndskritet. Derfor er det svært at afgøre nøjagtig, hvor en hånd slutter og den næste begynder (se A Danish Teacher’s Manual bind 2). I nogle afsnit er teksten udformet mere sammenpresset og tæt, mens andre afsnit er mere frit flydende – dog ofte med ensartede bogstavformer. Det er derfor vanskeligt at sige, om dette er tegn på en ny skriver, eller om det er samme skriver, der arbejder mere ’travlt’ (eller blot har skiftet til en ny pennespids).

Ved siden af teksten fremgår annotationer i margenen – en blanding af tilføjelser fra skriverne og senere læsere. Brødteksternes skrivere havde ikke altid ansvar for dekorationer og annotationer i margenen, da der var flere mennesker involveret i fremstillingen og viderebringelsen af håndskrifter. For eksempel var rubrikkerne (overskrifter skrevet med rødt) lavet af rubrikatører, mens illuminatører tegnede store, prydede initialer samt forgyldning i pragthåndskrifter. Senere hen interagerede læserne med et håndskrift, ofte fysisk, og efterlod spor af sig selv i form af kruseduller og korte noter. Et håndskrifts teksthistorie slutter ikke, når skriveren afslutter det sidste ord i brødteksten, men fortsætter gennem læserens svar og samspil med hele håndskriftet. I løbet af dette håndskrift AM 76 8vo findes flere optegnelser og tegninger i margenen, bl.a. noter (bl. 18r), kors (bl. 18v), blomster (bl. 16r) og kruseduller (bl. 62r). Desuden findes der maniculaer.

Som form for marginalia er maniculaer nemme at identificere, idet de altid er formet som en hånd. Ordet stammer fra latin manicula, hvilket betyder “lille hånd”, og maniculaer kan være meget detaljerede i deres udformning med indviklede ærmemanchetter eller anatomisk korrekte fingernegle; de kan også være enkle skitser, der kun giver det mindste indtryk af en hånd med fingre. Disse hænder har altid en udstrækt pegefinger (nogle gange på komisk vis), der markerer vigtige steder i teksten. Det afviger meget, hvor maniculaerne placeres alt efter, hvem der tegnede maniculaen – visse eksempler omfatter bl.a. ændringer eller tilføjelser, særligt bemærkelsesværdige passager eller simpelthen et yndlingssted i teksten.

Seks maniculaer tegnet af forskellige hænder, fremtræder i margener i løbet af håndskriftet. De første tre fremkommer på bl. 9r, 11r og 20v. Når man kigger på dem samlet, dannes der et mønster: Alle tre peger på begyndelsen af et nyt værk. Den første manicula (bl. 9v), tegnet med rødt blæk, peger mellem linjerne 11 og 12, der hvor et digt til lovprisning af Jomfru Maria ender, og et digt om jalousi og druk begynder. Den anden manicula (bl. 11r), atter i rød, peger på åbningen af en akrostisk bøn til Jomfru Maria på linje 17. Teksten, som kommer før bønnen, slutter egentlig på foregående side, men lige foran bønnen findes en indledning, der tilskriver bønnen til Pave Urbanus 5., som også udskrev aflad. Maniculaen afhjælper forvirring, idet den peger på bønnens begyndelse. Den tredje manicula (bl. 20v), denne gang i både rødt og sort blæk, peger på linje 20, hvor et kort afsnit om huskeregler begynder. I alle disse tre tilfælde er overgangen fra den ene tekst til den anden ikke ligefrem klar – maniculaerne hjælper med tydeliggørelsen af teksternes opsætning.

Mens alle disse maniculaer forekommer i håndskriftets første fjerdedel, finder vi ikke flere, før vi kommer halvvejs gennem håndskriftet. Der finder vi i løbet af 12 sider (tilsvarende afstanden mellem de første tre) tre maniculaer, der alle gestikulerer hen mod passager i Lucidarius. Maniculaerne (bl. 60r, 66v, 72r) er alle tegnet med sort jerngaldeblæk i stedet for rødt blæk og viser krydsskravering på ærmerne og to har fingernegle. Alle tre peger på bemærkelsesværdige passager i teksten – altså bemærkelsesværdig ifølge den, der har tegnet dem.

Ligesom det første sæt maniculaer er disse tre tæt grupperet. Til gengæld blev disse tre næppe tegnet af en skriver eller rubrikator som tydeliggørelse af teksternes organisering, men blev med al sansynlighed tilføjet af en læser, der ville markere interessante passager. Kunstneriske stilarter peger desuden på en lighed mellem maniculaerne i hvert sæt (prøv at lægge mærke til, at maniculaerne på bl. 11r og 20v har seks fingre hver). Det vi har at gøre med her, er to forskellige skribenter med to forskellige gøremål.

Ved siden af blomster, stjerner og ordet nota (‘note’) er maniculaer en hovedform for marginalia i håndskriftsperioden. Selv efter trykkunsten blev udbredt, var maniculaer en væsentlig måde at skabe engangement med teksten. Trykkere og typesættere lavede maniculaer i typografien for at hjælpe udgiverne med at lede læsernes opmærksomhed (da der ikke fandtes standardtermer endnu, blev de beskrevet under forskellige navne). Idag optræder maniculaer sjældent i bøger, men ses til gengæld ofte på plakater, skilte og i reklamer.

☞Giv lige den lille manicula en hånd!☜

Emner