Hernando Colóns bog om bøger: AM 377 fol.

Vejen til genopdagelsen af et glemt håndskrift

Den Arnamagnæanske Samling, opkaldt efter sin stifter, den islandsk-danske filolog og historiker Árni Magnússon (1663–1730), er bedst kendt for sine islandske og andre nordiske middelalderlige og eftermiddelalderlige håndskrifter, der har været genstand for adskillige videnskabelige studier og dannet grundlag for mange tekstudgaver igennem de sidste århundreder. De omtrent hundrede håndskrifter i samlingen af anden europæisk oprindelse har fået en del mindre opmærksomhed. Alle håndskrifter i samlingen er beskrevet i det omfattende katalog, Katalog over den Arnamagnæanske Haandskriftsamling, udarbejdet af Kristian Kålund for over 100 år siden. Siden da er der kun publiceret en håndfuld studier om enkelte tekster i de ikke-nordiske håndskrifter, heraf omkring 20 som vi tror stammer fra spanske samlinger. En liste over disse håndskrifter findes på professor Matthew Driscolls hjemmeside.  

Siden august 2018 har jeg i samarbejde med Matthew Driscoll arbejdet med de spanske håndskrifter i samlingen, hvoraf de fleste er skrevet på latin, og har undersøgt deres historie og indhold med henblik på at uddybe Kålunds forholdsvis sparsomme katalogbeskrivelser og  publicere beskrivelserne i onlinekataloget Handrit. Som en del af vores efterforskning kontaktede vi forskere, der har besøgt Den Arnamagnæanske Samling i løbet af de sidste ti år for at arbejde med disse spanske håndskrifter, for at høre hvad de havde fundet ud af og hvilke publikationer, deres forskning havde resulteret i. En af disse forskere var Guy Lazure fra University of Windsor i Ontario, Canada, som havde besøgt Den Arnamagnæanske Samling i 2013 og blandt andet havde gjort opmærksom på, at et af håndskrifterne i samlingen, AM 377 fol., muligvis kunne være et “bibliografisk værktøj” fra Hernando Colóns bibliotek.

Efter at have udvekslet oplysninger med Dr Lazure påbegyndte vi en omfattende efterforskning af Hernando Colón (1488–1539), også kendt som Ferdinand Columbus, den anden søn af Christopher Columbus, og hans bibliotek. En sammenligning af håndskriftet AM 377 fol. med andre håndskrifter der har overlevet fra Colóns bibliotek, og som i dag opbevares i Biblioteca Colombina i Sevilla, Spanien, viste, at AM 377 fol. ganske rigtigt er en af de fortegnelser som Colón udtænkte til at holde styr på de bøger han ejede. Vi kontaktede også Mark P. McDonald, Metropolitan Museum of Art i New York, som har arbejdet med Colóns bibliotek og især hans samling af tryk, og han bekræftede dette ved hjælp af de digitale billeder, vi sendte ham. Dr McDonald satte os også i kontakt med Edward Wilson-Lee fra Cambridge University, forfatter af en nylig udgivet biografi om Hernando Colón, The Catalogue of Shipwrecked Books: Young Columbus and the Quest for a Universal Library. Dr Wilson-Lee og Professor José María Pérez Fernández fra Universitetet i Granada står for projektet Biblioteca Hernandina og har udarbejdet en dybtgående undersøgelse af Colóns bibliotek med titlen Hernando Colón’s New World of Books: Towards a New Cartography of Knowledge. Dr Wilson-Lee og professor Pérez Fernández besøgte Den Arnamagnæanske Samling i slutningen af marts, hvor de undersøgte AM 377 fol. in situ og holdt et seminar om deres første indtryk af håndskriftets indhold. Ifølge dem er der ikke nogen tvivl om, at håndskriftet er et af katalogerne over Hernando Colóns bibliotek.

Hernando Colóns bibliotek og betydningen af AM 377 fol., El Libro de los Epítomes

Hernando Colón havde ved sin død i 1539 erhvervet over 15.000 trykte bøger og håndskrifter samt omkring 3.200 kobberstik, og han beskrives som en ‘bibliomaniac’ af Wilson-Lee in The Catalogue of Shipwrecked Books. Omfanget af Colóns bibliotek har været uden sidestykke i hans tid. Vigtigheden af Colóns samling ligger dog ikke kun i dens størrelse; som McDonald fastslår, var “klassifikationssystemet, som Ferdinand udtænkte til at katalogisere og få adgang til sine samlinger, unikt”, og det anses af flere forskere for at have udgjort byggestenene til det moderne biblioteks katalogiseringssystem. Ud over at føre register over tilføjelser udviklede Colón fire typer fortegnelser til at holde styr på sine bøger: en liste over forfattere, en liste over videnskaber (dvs. emner), en liste over materialer (dvs. temaer eller nøgleord) og sidst men ikke mindst en række synopser, dvs. detaljerede resuméer af indholdet af hver eneste bog i samlingen. Via specifikke numre tildelt bøgerne på de respektive lister var det muligt at henvise fra den ene liste til den anden.

 

Efter Colóns død beskrev vennen Juan Pérez, der i sidste ende var den ansvarlige for hans bibliotek, hvordan biblioteket var organiseret i dokumentet Memoria de las obras y libros de don Hernando Colón [Mindesmærke om Herre Hernando Colóns gerninger og bøger]. Han gjorde rede for samlingens tilstand samt Colóns ønsker om, hvordan den skulle vedligeholdes og fortsættes. Memoria opbevares hos Real Biblioteca i Madrid. Ifølge Memoria var der adskillige håndskrifter, der indeholdt bibliotekets fire fortegnelser, i forskellige stadier af udarbejdelse og alle efterladt ufærdige ved Colóns død. På dette tidspunkt anslås omkring 10.000 af Colóns bøger at være blevet katalogiseret med fuldstændige beskrivelser. Pérez udtaler, at Colón ansatte læsere, kaldet sumistas, som var ansvarlige for læsning og opsummering af hver bog i biblioteket; de registre, der blev udarbejdet af disse sumistas, ville så komme ind i Libro de los Epítomes, efter at Colón selv havde rettet og redigeret dem. AM 377 fol. indeholder den renskrift af denne bog med sammenfatninger, der var formodet tabt indtil nu. I Memoria beskrives håndskriftet som den “store bog med ark i folio” og “skrevet i hånden” og med “god håndskrift”, og der er yderligere vejledninger i at sammenligne og rette foliohåndskriftets indhold med et andet kladdehåndskrift i kvartostørrelse med en “meget dårlig håndskrift”. Sammen med andre bevarede fortegnelser i biblioteket og hvad der er tilbage af Colón’s samling, opbevares dette kvartohåndskrift på Biblioteca Colombina i Sevilla, men det indeholder kun resuméer af ca. 500 bøger.

I forklaringen på, hvad der skal gøres for at fuldføre arbejdet med Libro de los Epítomes, udtaler Pérez, at “selv om jeg har skrevet, at de synopser, der er redigeret, skal rettes, gælder dette ikke for dem alle, da nogle allerede er blevet rettet. Disse synopser har ordet vidi skrevet i margenen, hvilket betyder, at en sådan synopsiser blevet kontrolleret og korrigeret. Endelig er der andre, der blev rettet af min herre [Hernando Colón] og af mig selv, og de er ikke markeret, men de kan udskilles, fordi dele af dem er blevet slettet og rettet i marginen.” AM 377 fol. er skrevet meget sirligt af flere skrivere, og det indeholder mange optegnelser med disse rettelser beskrevet af Pérez, herunder flere annoteringer af vidi, hvilket betyder “jeg har set”.

Identifikationen af ​​AM 377 fol. som Colóns Libro de los Epítomes har stor betydning for forskningen i den tidligmoderne periode. Ikke alene har vi nu en større viden om bogbestanden i Colóns bibliotek, vi har også kommentarer til tusindvis af bøger set fra en læser i det sekstende århundredes perspektiv. Desuden må man formode at en del af de bøger, der er resumeret i dette håndskrift, ikke har overlevet til i dag, hvilket potentielt gør disse resuméer til de eneste optegnelser, vi har om sådanne bøger. Håndskriftets indhold forventes at tiltrække yderligere interesse fra forskere, der arbejder med flersprogethed i det sekstende århundrede, da alle resuméerne i El Libro de los Epítomes er skrevet på latin, selvom det pågældende værk måske har været skrevet på et folkesprog som italiensk eller spansk.

Fra Sevilla til København: Hvorfor kom AM 377 fol. frem i lyset nu?

Det er ikke overraskende, at AM 377 fol. indtil nu har været uidentificeret som et katalog over Colóns bibliotek. Der findes ikke noget identifikationsmærke på håndskriftet, der kan angive en relation til Hernando Colón eller nogen af ​​hans samtidige. Håndskriftets nuværende indbinding består af gråt karton, der går tilbage til anden halvdel af 1700-tallet. Ifølge historiske optegnelser opbevaret i Den Arnamagnæanske Samling, mener samlingens konservator, Natasha Fazlic, at den eksisterende indbinding blev erstattet af Matthias Larsen Bloch, der vides at have indbundet flere af håndskrifterne i samlingen i 1770’erne.

Da håndskriftet er på latin, er det også vanskeligt at fastslå et bestemt produktionssted. Faktisk var Matthew Driscoll den første til at klassificere håndskriftet til at stamme fra Spanien, sammen med ca. tyve andre håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling. Desuden mangler håndskriftet begyndelsen, sandsynligvis mindst 100 blade. I sin nuværende tilstand begynder det midt i optegnelse nr. 140, der beskæftiger sig med Periochae Homeri Iliadis et Odyssiae, en senantiksammenfatning af Iliaden og Odysseen af ​​Homer, der tilskrives forfatteren Ausonius fra det 4. århundrede. Der er hverken titelblad, overskrift eller nogen anden forklaring på, hvad indholdet eller formålet med bogen er. Håndskriftet slutter med optegnelse nr. 2330, med nogle manglende blade (og manglende resuméer) i midten; samlet set indeholder det resuméer på latin, der strækker sig i længden fra en halv side til omkring 30 sider, af omkring 2000 bøger.

AM 377 fol. er et af godt og vel tyve håndskrifter af spansk oprindelse i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, men der er ingen information on, hvordan nogen af ​​disse håndskrifter, herunder AM 377 fol., er kommet ind i samlingen. Det er opført som “De variis authoribus, eorumque scriptis judicia” i de gamle håndskriftkataloger over samlingen udarbejdet af Jón Ólafsson fra Grunnavík efter Árni Magnússons død i 1730. Den samme beskrivelse er omtrenthundrede og halvtreds år senere givet i Kålunds katalog, opsummeret på dansk som “Udførligt (ikke nordisk) forfatter-lexikon, på Latin”.

Sammen med seksten andre håndskrifter fra samlingen mener vi, at AM 377 fol. var i Cornelius Pedersen Lerches (1615–1681) besiddelse på tidspunktet før hans død. Lerche var den danske ambassadør i Spanien mellem 1650 og 1653 og derefter igen mellem 1658 og 1662, hvor han vides at have indsamlet et stort antal bøger og håndskrifter. Nogle af Lerches trykte bøger blev året efter hans død sat på auktion sammen med det, der anses for at være en lille del af hans håndskriftsamling. Beskrivelsen af ​​AM 377 fol. i de ældste kataloger over Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling passer medbeskrivelsen af ​​foliohåndskrift nr. 10 i kataloget fra denne auktion, som blev trykt i 1682, men bortset fra dette kender vi ikke nogen optegnelse, der nævner håndskriftets eksistens i andre samlinger i Danmark. Man ved imidlertid, at flere danske bogsamlere købte håndskrifter i/fra Spanien i det syttende århundrede, herunder medlemmerne af den berømte Rosenkrantz-familie, især Jens Rosenkrantz (1640–1695), fra hvis samling Árni Magnússon erhvervede andre håndskrifter.

Vi ved heller ikke præcis, hvad der skete med El Libro de los Epítomes efter Colóns død i 1539. Selv om der var bestemmelser for bibliotekets vedligeholdelse og fortsættelse efter Colóns vilje, blev samlingen efter mange års tvivl om ejendomsretten til biblioteket overdraget til katedralen i Sevilla i 1552. På dette tidspunkt menes det dog, at omkring halvdelen af ​​bøgerne allerede var væk. Det forekommer ikke usandsynligt, at håndskriftet allerede i 1627, hvis ikke før, havde forladt katedralen i Sevillas bibliotek, hvis det nogensinde havde været der fra begyndelsen. Årsagen til en datering til 1627 er, at der på det første blad i AM 377 fol.er en signatur eller et registreringsnummer, på det første blad i AM 377 fol. på det første blad i AM 377 fol. “E·.5”, som stemmer med en optegnelse i en bogfortegnelse fra 1627 fra en anden berømt bogsamler i Spanien, Gaspar de Guzmán (1587–1645), 1. hertug af Sanlúcar og 3. greve af Olivares. Gaspar de Guzmán var medlem af Kong Philip IV’s kongelige hof og premierminister i årene 1621–1643.

Fortegnelsen over Gaspar de Guzmáns bibliotek, der er udarbejdet af P. Lucas de Alaiejos og færdiggjort i 1627, består af ca. 1.500 håndskrifter. Optegnelsen, der beskriver vores håndskrift, lyder: “Bibliotheca virorum illustrium et opera quae scripserunt, mangus [sic] codex 2.330 auctorum. fol. “ [Biblioteket over fremtrædende mænd og de værker, de har skrevet, en stor bog med 2330 forfattere. Folio.]. Da både håndskriftets signatur stemmer overens med optegnelsen, og det sidste optegnelsesnummer i vores håndskrift er 2330, kan der næppe være tvivl om, at denne optegnelse betegner vores håndskrift, AM 377 fol. Denne lille, men vigtige opdagelse viser, at håndskriftet allerede på dette tidspunkt var adskilt fra resten af Colóns bogsamling, og at de første læg var gået tabt, mens håndskriftet stadig befandt sig i Spanien.

Med denne nylige identifikation af AM 377 fol. som Hernando Colóns Libro de los Epítomes forventer vi yderligere undersøgelser i den nærmeste fremtid af selve håndskriftet og de optegnelser, der findes i det. Digitale billeder og - forhåbentlig- en komplet transskription vil blive gjort tilgængelige så hurtigt som muligt. En katalogbeskrivelse af AM 377 fol. findes på Handrit; den vil blive opdateret løbende, i takt med at nye studier bliver offentliggjort.