To fragmenter af et islandsk skiftebrev fra året 1673

Der var engang en møller. Da mølleren dør, skal de tre sønner dele arven efter faderen. Den ældste søn arver møllen, den næstældste søn æslet, men den yngste søn får kun en kat.

Heldigvis går det bedre end den yngste søn forventer, for katten har naturligvis en snedigt udtænkt plan for at få succes. Men det var præcis for at undgå sådan uretfærdig fordeling af arv mellem arvingerne at det i det syttende århundrede var almindelig praksis i Danmark at registrere dødsboer og deres indhold meget detaljeret hvis en arving var umyndig. Det betød, at hver eneste sok og gryde skulle vurderes, og de bevarede opgørelser, skiftebreve, giver os vigtige oplysninger om økonomi og levestandard i 1600-tallet.

Man ved ikke så meget om situationen på Island på denne tid. Historikeren Már Jónsson har studeret skiftebreve og dødsboer på Island, men har kun fundet nogle få sådanne dokumenter. Sandsynligvis er flertallet gået tabt, men det er også et spørgsmål om det var almindelig praksis på Island at registrere og opgøre dødsboer før 1700-tallet.

I Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling findes to fragmenter som vedrører arveskiftet på bondegården Akbrautarholt på det sydlige Island i året 1673. Fragmenterne befandt sig i bogbindet på et islandsk håndskrift, AM 177 fol., der indeholder Þiðreks saga af Bern. Sådanne nye fragmenter bliver som regel kun fundet i forbindelse med restaurering af håndskrifter, og det var under restaureringen af AM 177 fol., at konservator Natasha Fazlic fandt de to fragmenter.

Håndskriftet fik Árni Magnússon fra Joachim Wielandt (1690–1730) , der var søn af islandsk købmand Peter Wielandt (1653-1702), og en kendt avisudgiver og bogtrykker i København. Håndskriftet er fra slutningen af 1600-tallet: Skriveren færdiggjorde afskriften af Þiðreks saga den 7. januar 1691. Bogbinderen har tydeligvis genbrugt et lidt ældre dokument til bindmateriale, og det var almindelig praksis  både i middelalderen samt i tidlig moderne tid.

Ifølge Árni Magnússon kommer håndskriftet fra præsten Vigfús Guðbrandsson (1673–1707). Vigfús og alle hans søskende – undtagen en søster – døde i en koppeepidemi der kostede mange menneskeliv i årene 1707-1709. At Vigfús ejede håndskriftet er sandsynligt, for det var hans grandonkel, sysselmanden Gísli Magnússon (1621–1696), som gav den ukendte skriver til opgave at registrere dødsboet på Akbrautarholt.

Om bonden Vigfús Ólafsson ved vi kun, at han var en menigmand, der havde en myndig søn med navnet Ólafur og en umyndig søn som hed Vigfús. Skiftebrevet er meget detaljeret og har fx oplysningar om, hvilken stand genstandene i dødsboet har, og om farven på bondens ko. Måske var det uenighed i familien, som fik sysselmanden til at blande sig i arvesagen.

Sammenlignet med det nyligt identificerede spanske håndskriftet fra Hernando Colóns bibliotek  er to brudstykker af et islandsk skiftebrev måske ikke et kæmpe nyfund. Men selvom der mangler flere ord, giver de to brudstykker et godt indblik i den islandske almues liv i 1600-tallet.